Til kamp mod Kong vinter og noget om ægte køreglæde!

Det er hvidt derude. Det er smukt. Det er koldt. Det er mørkt om morgenen. Sådan skal det være jo. Årstiderne skal veksle, og vi bølger med. Smuk tanke.

Bare ikke 7.30, når jeg skal op på cyklen, og det er mørkesort gennem skoven de første 1½ km, vejen er puklet af isklumper og glat af sjap. Det er bidende rivende koldt. Jeg trak lige tiden ved at tiltuske mig bilen et par uger. Efter jul har snedkeren kørt mig og min cykel i skole. Han var jo vinterfyret. Men nu JUBIIII har han fået arbejde i 3 uger!! Superfedt.........men han skal møde i Tønder kl 6 hver morgen. Og hvad er nu også det for noget pyller? Cykler man i skole eller cykler man i skole ej? Sæføli gør man det! Så frem med

våben nr. 1: Ordentlig påklædning:

Yes - jeg fandt min flyverdragt fra 1995. Som mine elever i 5. klasse sagde: "Så er det altså slut med at være street, Ane" - og dét må jeg jo give dem ret i. Til gengæld er jeg perfekt klædt på til opgaven.

Så var der ispuklerne og den sorte skov. Altså man kan da godt vænne sig til at cykle i kuperet terræn. Men det er meget rart at kunne SE, hvor man kører. For ikke at tale om at blive set af morgendøsige bilister. Så er det jo godt, man har sin snedker, der nok ved, hvordan man gør sin kvinde blød i knæene af lykke til hendes fødselsdag. Hvad skal man med tingeltangelørenringe, når man strider sig frem i vinterkulden? Hvad glæde har man af dyre dufte på en mørk og isglat skovvej? Næh, en ordentlig frue skal mærke den inderlige omsorg for hendes trivsel og sikkerhed. Hun skal føle sig tryg, selv når hendes hjertenskær er mange kilometer borte. Og således blev jeg den taknemmelige og meget lykkelige ejer af

Våben nr. 2: Ordentlig belysning:

Jeg lover jer - den lyser den halve skov op. Ja faktisk er jeg da lidt nervøs for, om dyrene går for tidligt i brunst med alt det morgenlys. Eneste minus er nok prisen. Snedkeren er jo så nervøs for, at jeg skal glemme at tage den med ind. Den har nok kostet det dobbelte af cyklen, som er fra DBA, naturligvis.  Men for pokker, nu ved jeg hvad folk mener, når de taler om ægte køreglæde!!!

Tilbage er så bare at lære:
1) At køre op ad bakke i 3. gear, fordi de andre gear er frosset fast. Men det er vel tilvænning.
2) At tage det roligt ned ad bakke, fordi bremsen også fryser fast. Ikke sådan, at den ikke kan bremse. Ork, det kan den fint - den kan bare ikke holde op igen. Jeg tror, jeg fandt tricket i morges. Det helt rigtige træk i det helt rigtige kabel - så kan vi igen.
3) Det rette spark, så man kan få snesjappet ud af forskærmen - uden at stå af!
Ikke for at lyde pylret.Det er bare den slags, der sænker ens gennemsnitsfart.

Nu håber jeg bare, at vintervejret varer ved længe endnu, så jeg kan nå at blive rigtig sej i alle discipliner.

Godt nytår 2013

Alle I kære bloglæsere ønskes et godt og lykkebringende nytår 2013

Tak fordi I læste med. Jeg håber, I har haft glæde af bloggen. Og har I ikke det, håber jeg, I er holdt op med at spilde jeres dyrebare tid på det. 

2012 var et år, der var værd at leve. Tumult og fuld af liv. Sorger og glæder. Som et rigtig liv skal være. 

Det var i år, d. 14. marts, jeg tog min første løbetur.

Nu er jeg netop vendt hjem fra årets sidste tur. 

Tak til alle jer, der inspirerede, lokkede, kom med råd og formaninger, sparkede bagi og ikke mindst jer, jeg har nydt at løbe sammen med. Jeg vil glæde mig til mange flere!

Nu er det spændende, hvad det nye år har med i godteposen til os. Vi ved:

 - at Marie skal føde et lille dejligt barn til maj

Det bliver vores første barnebarn. Stort og ikke til at begribe.

 Ej heller til at beskrive, hvor meget vi glæder os. 

- at snedkeren skal finde sig et nyt arbejde

Han er lige blevet vinterfyret før jul, og nu hvor tilskuddene falder væk, er der også blandt snedkerne langt mellem jobtilbuddene, så han er indstillet på selv at finde på noget at lave midt mellem søgningerne.

- at jeg skal åbne en lille klinik 

Jeg fik mit eksamensbevis og kan nu kalde mig lægeeksamineret fysiurgisk massør.

Det har været godt for mig at lære nyt og komme i skole igen. Eksamen var en stor mundfuld, og det var en sejr for mig at gå igennem med styr på stress, læsning og massagetræning. 

Og jeg så, at jeg er, hvor jeg skal være.

God fornemmelse! 

Så 2013 - kom bare an! Bæveren glæder sig til gnave løs af dig.

Glædelig løbejul

Bæveren og ældstesønnen løb julen ind gennem barndommens skov.

Man tør nok sige, at bæveren fik bag(h)jul

Glædelig jul til jer alle

Hukommelse på prøve

Eksamen nærmer sig.

Om nogle dage skulle jeg gerne være færdig som fysiurgisk massør.

Jeg glæder mig.

Jeg læser og masserer og læser og masserer og læser.

Persum er overraskende fyldigt. Ikke vildt svært at forstå, men der er rigtig meget at få lært og husket. Særlig har de latinske navne på musklerne udfordret mig. Det plejer at være min styrke - at jeg husker godt og har en stor arbejdshukommelse. Men nu har jeg jo fået ny hjerne. Eller den har ihvertfald ændret sig. Det er muligvis et alderstegn, men  der er også en sammenhæng til depressionen sidste år og stressnedbruddet for 4 år siden. En veninde sagde en dag: "Ja Ane, nu kan du nok kun have lige så mange bolde i luften som os andre". Måske er det sådan, det er. Men det er ikke let at lære at lære på en ny måde. Men jeg tager kampen op. Udforsker mine muligheder. Det er faktisk ret sjovt. Præcis hvor sjovt skal vise sig, når jeg forhåbentlig består min eksamen. 

Hvad har jeg gjort for at få det lært?

Til øjet:Jeg har læst pensum igennem før og efter undervisningen. Og igen her den sidste uge. 

Til øje og øre: Jeg har fundet små undervisningsfilm på Youtube. En rar mand - han kalder sig AnatomicMan - tegner og fortæller noget så tålmodigt om alt indenfor anatomi og fysiologi. Og nordmændene er gode til at lave animerede modeller. 

Til følesansen: Der har familien og jeg selv lagt kroppe til. 

Til mobiliteten: jeg har båret musklernes navne i hovedet, mens jeg gik fra studiekort til notesblok, der lå på hver sit bord.

Til den sociale snakketante: Jeg har over telefonen gennemgået alle studiespørgsmål fra pensum med et par studiekammerater.

.....men der var stadig meget, der ikke ville sidde fast. Udenadslæren. Alt det forb..... latin.

Jeg har ledt efter nye teknikker og blev på Facebook mindet om Oddbjørn By, verdensmesteren i at huske. Hans MEMO teknik er sjov og egner sig til at strukture udenadslære. Skabe knager i hjernen, hvor du kan hænge info på, så det ikke falder ned og glider ud igen. Og det virker. Det, jeg kan lide ved teknikken er, at det er sjovt og virker. Det, man kan have imod den er, at måden man lærer på, er noget vrøvl :-) Du får ikke en større forståelse for sammenhængen i dit pensum, du husker det bare. Til gengæld er det ret sjovt med alt det vrøvl, og vi ved jo, at et godt grin (endorfinproduktion) stimulerer til at lære. 

Så derfor, til alle stressramte og (eks)depressive og andre med hukommelsesbesvær: Her er lidt om MEMO. Lær dig teknikken og tag den frem, når din teflonhjerne er værst.

Et eksempel:

Jeg laver en hukommelsessti for lårmusklerne.

Jeg skal lære om tre - og nu skal du ikke tage dig af, at du ikke fatter en meter af det næste: Den ene hedder:

 Musculus Vastus Lateralis, den udspringer posteriort på femur, forløber distalt og hæfter til tuberositas tibia. Dens funktion er en ekstension af knæleddet. 

Jeg forstår godt den muskel og kan se den for mig.

men jeg har svært ved at huske, hvad alle de steder HEDDER!

Så jeg laver en MEMO jvf Oddbjørn By, følg med:

Jeg lukker øjnene og ser mit hus for mig.

På fortrappen ligger et stegt kyllingelår (lår)

Jeg går ind ad døren og er ved at falde over en kurv vasketøj (vastus)

I garderobeskabet på min venstre side står en mand og ler (latter/lateralis), mens han læser et sjovt brev (post/posteriort). Jeg går videre hen til brændeovnen, hvor min bedstemor står og varmer sig. Hun giver mig en femmer (femur). I køkkenet ligger en række genstande på bordet. En diskette (distalt), en tube lim (tuberositas) og en tier (tibia). På den anden side af køkkenvasken har Marie smidt sine hårekstensions (ekstension) og Kirsten har efterladt sine knæbeskyttere (knæ).

Min sti deler sig i tre og samler sig igen svarende til de to andre lårmuskler. De har nemlig meget til fælles, men vastus medialis (medister) hæfter også posteriort (post/julekort), mens vastus intermedius (computer/internet) hæfter anteriort (en and, der sidder på skærmen), alle på femur, så jeg går fra både medisteren og computeren hen til bedstemor og får min femmer og videre hen til køkkenet o.s.v.

Når jeg nu bliver bedt om at gøre rede for en lårmuskel, er alt, jeg skal klare at finde den rette indgang til huset, nemlig døren, hvor der ligger et kyllingelår. Så skal jeg gå ind, og resten giver sig selv blot ved at jeg går gennem huset til køkkenet i mine tanker. Jeg ser virkelig alle de skøre ting for mig :-) Det virker!

Pensum har 37 muskler, der skal læres på den måde, og ikke alle er så enkle som vastus lateralis og hans venner. De får hver deres indgang. Fx har hasemusklerne fået havedøren, hvor jeg har stillet en kurv med hasselnødder. På bryggerstrappen står en autostol (barnesæde/sædemuskel) 

Meeeeeen:

Det irriterer mig jo. Jeg er nu engang sådan en logisk lille pedant.

Så som læringsstrategi køber jeg den ikke helt.

Teknikken skal kombineres med forståelse og indsigt.

Jeg kunne jo i princippet lire hele remsen af uden at forstå en meter af den lårmuskel dér! 

Så der er ingen vej udenom. Op på briksen med snedkeren, fat i hans musculus vastus lateralis, mærk forløbet, stræk hans knæled. Snak højt. Uh, han er så slank og stærk - en fornøjelse at palpere! Og han har forlængst vænnet sig til, at hans kone mosler rundt med ham, mens hun siger sære ting *smil*

Hov! Jeg glemte (haha) vist at nævne en sidste ting, jeg også har gjort, og som gør hele forskellen. Særlig på humøret og overskuddet til familien, med hvem jeg nyder mine fritimer:

løbeturene

+

musikken  

+ selvfølgelig kærligheden

Vintergrej

Hvem kan ikke godt lide grej? Jeg kan ihvertfald, men prøver også at være fornuftig.

Køber efter behov, men vil da heller ikke lade mig nøje med kluntet outfit eller få skader pga sko o.s.v.

I sommers, da jeg var skadet, købte jeg ind på udsalg til vinteren. Bare for at kunne gå og glæde mig til at komme i gang igen. Og ligesom lave en vinterløbedate med mig selv :-)

Det er stadig ikke blevet til pulsure, iphonedingenoter (deraf måske mine utrolig ufuldendte endomondoer, mobilen løber tør på alle ture over 2 km og kan desuden ikke modtage signal i en tør lomme når det regner m.m.m.m.) Men dette fandt jeg rart at anskaffe:

Blinkearmbind, så jeg kan ses i mørket.

Pandebånd.  En almindelig hue kan sikkert også bruges. Denne her er rar, fordi den er lun uden at komme til at klø og kradse. Og så er den bare vindtæt! 

Mit termoløbetøj skimtes - det er superlunt under det gamle løbetøj og fylder ingenting.  Og så er der jo handskerne, som holder sig tørre. De har været rare til nu, men nu er de for kolde alene

Ting til min ønskeliste til jul og fødselsdag:
Pulsur med GPS (jeg er bare ikke på så dyre gaver med nogen - nå pyt, man kan jo altid håbe, der dukker et op 2.hand)
Løbeelefanthue til når det rigtig piver en hvinende frostvind
Sjælevarmer til skuldre, ryg og overarme
Refleksjakke/vest
Snekæder - troede ellers ikke, det skulle være nødvendigt, men hold op, hvor er her glat i dag. Så skal man holde sig til de højeste driver :-)

Nogen gode råd fra vinterløbevennerne?

Sol og sne

Jeg har læseferie i en uge og starter dagene med en løbetur.
Hvor skønt at løbe, mens solen står op i skoven.
Jeg dappede rundt en lille timestid med kameraet fremme, løb intervaller, der gav varmen og røde kinder.
Der er god modstand i sådan noget sne, og så længe der ikke er glat nedenunder, er det ikke noget problem.
Jeg kom hjem med tørre fødder, det dunkede hjerte fyldt med sol og ørerne fyldt med den helt særlige knase-knirkelyd, som kun skridt på sne på vissent løv kan frembringe.

God morgen sol

Op og ned - det giver varmen

Årets julekort?

Morgendis i hundeskoven

Her er glat og man må løbe helt inde i rabatten. Det er med at komme ind i skoven

Dét var bedre :-)

Det er ved den tid

Her går man og suger strålerne ud af solen. Putter sig i store tørklæder, tænder lys, kryber sammen.
November har sin helt egen tone. Lavt lys. Dis. Sprød som de raslende blade i vejkanten. Der lægges an til jul, lys fra kirkerum til aftenkoncerter, mine elskede lasede julenoder, som jeg aldrig bliver træt af at tage frem. Som at komme hjem. Hvert år føjes nye vidunderlige sange til stakken. Man kan godt blive lidt pivset og tyndhudet ved denne tid. Synes, at det hele er knapt så meget ved. Gør jeg nu nytte med min moslen rundt? Skulle man mon ikke bare rulle sig sammen til en kugle, lade piggene stritte mod verden og lade sig varme ved sin egen ånde og med poterne puttet inde ved sin egen lune mavedelle?

Jeg bliver indadvendt og får en mangel på trang til at kæfte op. Jeg kunne såmænd godt sidde i min seng og strikke i et par måneder, hvis det skulle være. Lade tungmodet sænke sig over mig og tårerne trille. Spise ost og kage. Hvæse af hele verden, der vækker mig i hiet. Men jeg har andre planer.

I år er jeg løber. Gennem vinteren. Lige nu betyder det en rolig nydelse. Kroppen kalder ganske vist på varme, hule, ro, levende lys og levende smuk musik.  Kroppen vil ikke presse, ikke skynde, ikke præstere. Den vil ikke trampe i pedaler på vej til skole, men føre hjulene sindigt rundt, mens jeg tager hele den brunrøde skov ind med øjnene og bare er i den. Men jeg har fundet ud af noget helt andet om min krop. Den vil gerne være. Det er enormt nemt at løbe lige nu. Og rart. Benene bliver sat i gang, og så løber de bare, mens tankerne driver forbi. Når jeg kommer hjem, er kinderne røde, øjnene klare. Jeg er vildt forpustet og aner ikke, hvad jeg har tænkt på.

Asics første efterår

En af de store udfordringer har været, at det blev tidligt mørkt. Og så er skoven mørkesort at rave rundt i. Til gengæld er vores lille by ret hyggelig at løbe i. Man føler ikke sådan, at man løber til parade, når det er i mørke, og alligevel er der jo folk hjemme i alle vinduerne. Det føles godt. Ja, i grunden kan jeg mægtig godt lide at løbe rundt på vejene i mørket. Jeg kan også mærke, at det gør noget godt for mine dage. Mere om det senere. Jeg skal lige skrive mig varm, skrive mig ind på det.

Hvad er det med November?
November er skole-hjem-samtaler. Med nye elever er det ganske særligt. At sidde med den enkelte elev og forældrene, bare os, i klasselokalet for første gang. 15 minutters intenst møde. Det er umuligt at sige, hvad det er, jeg laver de 15 minutter, selvom jeg kan sige ret præcist, hvad vi taler om. Jeg tror mest, jeg mærker den særlige energi, der er mellem barn og forældre, kærligheden og smerten. Fortællingen. Ethvert menneske er helt sit eget. Født unikt og formet gennem sin historie. Når jeg har siddet lidt der med dem, er det som at høre et eventyr. Måske taler vi om lektier, kammeraterne, læsning. Men det er på en eller anden måde rart at se ind i øjne, der ligner barnets lidt, høre en mor le og se hende purre op i håret på purken, der sidder der og trykker sig lidt ved den uvante situation. Og når samtalerne er slut, er der fri bane til vinterens arbejde. Spørgsmål er besvaret, kursen er sat, og vi lægger roligt fra kaj. Det kan jeg godt lide.

November er tiden, hvor kloden trænger til en ekstra krammer. Måske piver den også lidt? Mange bliver lidt for let lidt for sure. Ungerne, snedkeren, kollegerne, eleverne, ja, selv pedellen. Mig selv. Men på ingen anden tid af året skal der så lidt til for at gøre os alle til gode og kærlige mennesker igen. Et varmt blik. En lunt udglattende bemærkning - pyhha, der blev vi lige reddet igen og kan fortsætte med at holde af hinanden allesammen da.Hellere end at skubbe væk og blive vrede ønsker vi at tilgive, lytte, tænke efter. Det er ikke nu, vi rykker derudaf, skriver med neon. Er det nu, vi får dybden? Rumklang. Rodfæste?

I mit løberliv er det nu, jeg ikke gider løbe med intervalkontrol, måle tophastighed, forbedre tiden. Eller blogge om mit løb på samme måde som jeg plejer. Da jeg startede med at løbe, løb jeg for at komme fri af angst og depression. Af angst for at angsten skulle komme tilbage. Jeg begyndte at blogge for at motivere mig selv. Dokumentere mine fremskridt. Fremelske en vedholdenhed. Nu føles det overflødigt. Jeg gider ikke tælle sammen, hvor mange km jeg har cyklet eller løbet. Jeg cykler bare i skole som jeg plejer. Hver dag. Snedkerens køremakker har også fået andet arbejde, så nu bruger han bilen. Den står ikke i indkørslen og frister mig om morgenen. Jeg har forlængst vænnet mig til cykelturen, som er blevet kortere og kortere. Jeg sætter mig op, kører afsted, og snart er jeg fremme. Hvem gider at skrive om det? Og når dagens lys svinder og det er løbedag, så løber jeg en tur. På med blinklys-armbåndet og termoløbetøjet. Frirum. Jeg elsker det. Der har ikke været døje med skader eller smerter i månedsvis. Det eneste, jeg har gjort, er at skifte den ene løbedag ud med en tur i svømmehallen. Vi har en skøn kollega, der træner os i vandarobic, og hun er god til det. Det er et godt hold. 21.15 - 22. Rart at komme der. Sludder i saunaen. God og effektiv træning af hele kroppen så god i vandet. Jeg elsker at være i vand. Hjem og falde til ro med en kop skoldhed te. Sove velsignet. Tre dage i ugen løber jeg min tur. 3-5 km alt efter tid og lyst. 

Og angsten? Hvad med angsten? Var det ikke sidste år ved denne tid, den sneg sig ind i mit liv? Jo. Jeg har været så spændt på, hvordan jeg ville modtage november denne gang. Dels er jeg under et vist pres. Jeg er under uddannelse og skal til eksamen om 3 uger. Ny arbejdsplads. Og skolefusioner har ikke det bedste rygte, når det kommer til arbejdsmiljø, stress, trivsel. Og gu har jeg da travlt. Jeg er nyvalgt AMR. Men jeg trives rigtig godt. Der er udfordringer, der skal tages. Løsninger, der venter på at blive opdaget. I morgen tager vi hul på Dag 70 med eleverne. Åh, det er altsammen så nyt endnu, og vi er endda kommet et stykke. Det er tid at stoppe op og nyde udsigten lidt. Lade pedalerne gøre lidt af arbejdet selv og tage de brunrøde farver ind. Angsten er her et sted. Som min nye røgalarm, der bipper, når jeg glemmer at skrue ned for kartoflerne. Den har bippet. Jeg har mærket pulsen dunke i halsen. Midt om natten. Susen for ørerne. Og der skete ikke det mindste ved det. Jeg blev ikke syg og faldt ned i et kæmpe hul. Jeg mærkede bare min krop kalde. Det sympatiske nervesystem skulle lige til at gå amok, men så opdagede det, at sabeltigeren var lusket væk, og det blev ikke til noget med hverken jagt eller flugt denne gang. Og pulsen luskede hjem på plads igen.