Ved tankens kraft

Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Det kom bare.

I går var jeg på en lille løbetur. De sidste mange gange har jeg løbet ganske kort (500 -1000 meter) og så har jeg med ét fået ondt i min læg. Løbepause eller ej. Pludselig spænder læggen op og bliver stenhård. Nægter at være smidig, trækker i akillessenen og niver og river og gør ONDT. 

Min automatiske reaktion er

 ”fanme nej – det er noget, jeg bestemmer”

eller

”Det skal nok lige løbes væk”

eller

”Jeg strækker den lige ud”

Jeg har en indbygget trang til at koble kroppen fra og stå igennem, komme i mål. Og det er selvfølgelig ikke måden at gøre det på. Så her er store muligheder. Her kan jeg lære noget om mig selv. Her kan jeg udvide paletten af handlemønstre. Normalt plejer jeg at stoppe med at løbe og humpe hjem. 

Men her er hvad jeg lærte forleden:

Solen skinnede. Det var weekend. Jeg havde varmet godt og grundigt op. Var smidig og blød som en glemt banan med skræl i solen. Jeg trængte. Det var over middag. Snedkeren og jeg havde gået en lille tur med hunden, kyssede farvel og jeg svingede ad vejen mod Paris. Og det var så dejligt at lunte derudaf i små uregelmæssige intervaller. Jeg tænkte på alt og særlig på ingenting. Og så var det, jeg kom til at tænke ”Åh. Nu hvor det er så dejligt – BARE jeg så IKKE får ondt i læggen!!” ………og så kom smerten snigende. Det trak i læggen, og denne gang i den anden læg. Den det ikke plejer at være.

Jeg vidste, at jeg havde tænkt spændingen frem. Og så kom jeg til at tænke:

”Træk vejret dybt ned. 

Grib fat om det ømme. 

Og giv slip. Pust uuuud. 

Kære muskel – vær blød. 

Tusind tak”

Og så gik det naturligvis væk

Ikke på sådan en jeglukkerafogholderud måde. Mere på samme måde som når jeg er gået ind i en ve under en fødsel og har lavet det varmeste perfekte samarbejde med en krop, jeg har været dybt afhængig af og som havde brug for mig, så vi kunne kere os om hinanden.

Senere på turen – som jo blev ved med at være en løbetur J - trak det lidt ved låret. Og nu havde jeg jo fået smag for at vi kunne snakke sammen. Så jeg messede under løb ”Kære lårmuskel (musculus vastus medialis tænkte jeg faktisk J) bliv ved at være blød – pust uuud”. Pist!

Det kræver helt sikkert et særligt mentalt mode, som jeg ikke helt har lært at sætte mig selv i. Men når jeg er i det, kan jeg navigere i en orkan. Håndtere konflikter mellem kæmpebrød fra 8. klasse. Jeg kan være klippen, en forgrædt mor klatrer op og puster ud på under hendes livs sværeste skole-hjem-samtale. Jeg kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, når mit barn overrasker mig med en stor livsudfordring.

Andre dage kommer det snigende ved det mindste. Skuldrene klatrer op i nakken ved den første høje lyd. Et hårdt blik kan sende mig i dørken, mavesæksknugende. En henkastet ”sjov” bemærkning kan sende mig i grubleriet resten af dagen. Jeg er sart og lydhør og sensitiv og stærk og robust og alt sammen på en gang. Sådan er det at være mig og rigtig mange andre. Det er vores særlige styrke og vores sarteste sted. Tankens kraft er stærk.

Nu er det ikke sådan, at jeg tror, man kan tænke en fibersprængning væk. Men helt ærligt: De spændinger, jeg har, opstår ved tankens kraft. Så hvorfor i grunden ikke lege med? Hvorfor ikke tænke dem væk igen?

Muskelspændinger er kroppens forsvar mod pludselig opstået fare. De gør klar til at aktivere vores kamp-flugt system. Men hvad nu, hvis telegraferne fra muskler til hjerne og tilbage igen er sløsede? Kroppen kan så let tage fejl. Som når jeg er bange for at blive nervøs for at komme til at tænke på at spænde, for SÅ spænder jeg da først. 

Så kan jeg jo bare tænke tanken helt ud – og tænke den tilbage og væk. 

Se på den og lade den passere. 

Det er det, der indenfor mindfulnes kaldes ”at registrere en tanke”.

Det er nok den mest laid back måde at agere overfor en tanke på. 

Ikke engang gide vende den ryggen.

Det blev den bedste 2 km tur længe.

Karen til Grænseløb

Karen drøner ind efter 5,5 km på en fin tid: 34,11

Vi har været til grænseløb i dag. Karen løb sammen med de 115 andre tilmeldte elever fra Lyreskovskolen. Det er jo godt nok mange. Men bare ikke lige nogen af dem, hun kender særlig godt. Karen har sin egen omgangskreds. Nøje udvalgt af hende selv. Den er god. Og den er ikke voldsomt stor. Hun går sine helt egne veje, og hun ved, hvad hun vil! Og ikke vil! Så jeg var helt beæret, da hun indvilligede i at løbe grænseløbet med mig. Jeg havde lokket og hun fik mig også til at love, at jeg ville følges med hende i hendes tempo hele vejen. Dét er så en joke nu - mere om det. Vi var begge tilmeldt, og jeg har brugt ugerne optil på at blive så klar som mulig. Min fiberskade i læggen driller nemlig stadig. Nogle dage er det gået fint med at løbe små ture med mange gåintervaller. Og så pludselig en dag (morgen er det mest) kan jeg knapt bevæge benene, og gør jeg det alligevel siger det smak. Så humper jeg et par dage efter. Kan sagtens gå op af trapper, men helst ikke nedad. I sidste uge blev jeg løsnet af Tranberg igen. Det hjalp en del, og vi aftalte, at jeg skulle lave øvelser og blive ved at cykle i skole og så blive tapet fredag. Så måtte vi se. Så beslutningen om ikke at deltage i grænseløbet blev først taget i morges efter et ret grundigt forsøg på opvarmning. Jeg kunne godt mærke, at det ville gå skidt. Det river stadig i akillessenen, musklen bliver nemt stenhård og ufleksibel, og så er der jo kun senen til at give sig ved at stræk. Men jeg havde jo lovet Karen. Og fået hende lokket til at tilmelde sig. Hvad så nu? Ja, hun havde da tænkt sig at løbe alligevel. Sådan! vi var med for at heppe og havde sådan set en fin dag med alle de andre lokale folk. Det var jo sjovt at stå og heppe på alle dem, vi kendte, når de nærmede sig målstregen. Især alle børnene. Og så lige pludselig råber Helge: Der kommer Karen da! Hvad?? Jeg fik lige fumlet mobilen frem og skudt et hurtigt billede (ovenfor) mens jeg hujede og heppede på hende. Stolt var hun. Og det er da også gået godt. "Det var lidt kedeligt sådan halvvejs. Jeg løb jo bare. Hvad fanden skal man lige lave? Man løber jo bare. Næste år vil jeg have lidt musik med" :-) I mit stille sind forstår jeg godt, hvad hun mener. Og jeg er lettet over, at jeg ikke løb med hende. Jeg havde jo lovet at løbe i hendes tempo (underforstået ikke løbe fra hende. Det var, hvad hun mente) men det kan jeg jo slet ikke! Min bedste femmer indtil videre er på 44 minutter - hendes er på 31. Gogo girl - hvor er du SEJ! - og især glad. Hun er helt tændt og vil med næste år.

Selv må jeg indrømme, at jeg blev helt melankolsk af at gå rundt i civil uniform blandt alle de startnumre, vandflasker og hestehaler. Der var heldigvis et outletudsalg, så jeg dulmede mig med lidt shopping. Først og fremmest fik jeg snedkeren i et par løbesko. Han havde nemlig ondt i hælen (af at arbejde i for gamle sikkerhedssko uden snørebånd) og han klarede helt op, da han landede i den stødabsorberende bund. Aaah. dem måtte han bare beholde på! Okay. Det kunne jo være, han fik lyst til at lunte en lille tur med os en dag;-))) Jeg fandt også vintertights, refleksvest og refleksbånd med blink til mig selv. Jeg holder nemlig fast i, at jeg skal løbe for fremtiden. Som Susanne - min gode Endomondoven, som i øvrigt er en ammerådgiverkollega - skrev: "Der kommer altid et nyt løb til dig, men ikke et par nye ben" . Så i dag traf jeg en beslutning for denne dag og for alle de fremtidige løbedage. Det kan godt være svært at sige NEJ og lade være, men jeg er stolt af, at jeg mærkede efter.

Nu er jeg jo tapet godt ind, så hvis benene har det ligeså godt i morgen, kan det være, jeg lunter en lille tur. Måske.

Mine dejligste stier, der kalder på fødderne

Vores vej - Her begynder min løbetur

Den lille skov - til en hurtig smuttur - eller begyndelsen på min 5 km runde

Et af gabene - måske Ryttergab?? Jeg har ikke helt styr på dem, men på toppen kan jeg se udover lyngpolden

Hop, siger hjertet, ved synet af lyngpolden. Hver gang. 

Perfekt til fartleg - og pusteud

Skulle man mon dappe den vej?

Dén vej er dejlig!

Man kunne jo også lige tage en afstikker.....

Løbe hjem eller slå en sløjfe mod Paris? Uh, den sti her lokker.....

Vejen hjem - vi bor lige ved rødellen - go go go go...

Kan du mon forstå, jeg elsker "min" skov? Og bare elsker at løbe?
(kan du til gengæld forstå, at vores huspriser er blandt landets laveste?)

Du skal da lige se min vandpyt

Det var nanometer fra at jeg plaskede ud i den, fordi jeg for en gangs skyld ikke havde holdt øje med stien. Jeg var nemlig på udkig. Efter et egern, der fulgte mig på vej. Jeg nåede ikke at tage et billede af det, men til gengæld bremsede jeg kraftigt op foran det smukkeste billede af skoven på hovedet og septembers blå himmel for mine fødder.

Jeg har efter min lægskade haft svært ved at slappe af med de små restitutionsture med løbe-gå-intervaller. Jeg TRÆNGER til at løbe igennem. Og efter et par ture med streng disciplin og en god portion irritation og utålmodighed - og skaden, der sprang op igen - smed jeg alt grejet. Endomondo, musikken (den hænger stadig og dingler om halsen på mig) ur. I stedet puttede jeg kameraet i lommen. Jeg holder meget af at fotografere, og vi har lige fået nyt kamera. Jeg er så først ved at finde ud af at indstille det, men dejligt er det. At løbe afsted og at give sig tid og ro til at tage billeder. Desværre kan man ikke på billederne se, hvor skønt der er i min skov. Gabene ser fladere ud, lyngen er blegere og dufter slet ikke, fuglesangen mangler, men bloggen må nøjes med afglansen. Jeg er tilbage i løbelivet takket være min gode cykel og nu også mit kamera, der giver mig de nødvendige pauser og styrke i både sjæl, humør og ben.

Det er i øvrigt længe siden, jeg sidst har opdateret...sammenfaldende med skolestart, pudsigt nok :-)

Status uge 32

Mandag:           Cyklede i skole 8,8 km

Tirsdag:             1. løbetur 2,19 km interval

Onsdag:            Cyklede i skole 8,8 km

Torsdag:           Løb 3,42 interval

Fredag:              Cyklede i skole 8,8 km

Lørdag:            

Søndag:             Løb 1 km – av L

Status uge 33

Mandag:           Styrketræning

Tirsdag:             Cyklede i skole 8,8 km

Onsdag:            Styrketræning

Torsdag

Fredag:              Cyklede i skole 8,8 km

Lørdag:             Styrketræning

Søndag

Status uge 34

Mandag:           Cyklede i skole 8,8 km

Tirsdag:             Styrketræning

Onsdag:            Cyklede i skole 8,8 km

Torsdag:           Styrketræning

Fredag:              Cyklede i skole 8,8 km

Lørdag

Søndag:             Styrketræning

                           Løb 3 km J

Status uge 35

Mandag:           Cyklede i skole 8,8 km

Tirsdag:             Cyklede i skole 4,4 km

                           Punkterede foran skolen – gik 4,4 km J         

                           Løb 3 km

Onsdag:            Cyklede i skole 4,4 km

Torsdag:           Cyklede i skole 8,8 km

                           Løb 3 km

Fredag:              Pausedag

Lørdag:             Løb en 3.68 km fototur

Søndag:             Vi får se – i dag er det lørdag J

AUUUV

Så smuk med tape :-)

En torsdag aften for nogle uger siden løb jeg mig en dejlig aftentur. Særlig dejlig var den, fordi ligesåvel som at ferie er dejligt og vi har det rart og har tid med hinanden, så er ferie også en udfordring med al dens nærhed, hjemmekuller, momentan kedsomhed og selskab i rigelige mængder. Tag ikke fejl: Jeg nyder min ferie og allermest min familie. Men den der stund helt alene med mine løbesko. Den skal til for at lade al den anden nydelse bundfælde sig. Og som med al anden nydelse kan det også bare blive for meget. Vis mig det barn eller den forælder, der ikke kan få kuller og nok og trænge til at have sin aura i fred en stund. Så snører jeg løbeskoene og dapper ind i min skov. Og denne torsdag havde det regnet i flere dage. Men nu klarede det op. Skoven var frisk og svulmede med nye struttende skud, duftede af sommerens vilde blomster og varm skovbund. I morgen skulle jeg pakke det sidste, og SÅ skulle vi i sommerhus. Allesammen. Bade, hygge, dase, se familien i København, bare se København, løbe langs kysten.....vejrudsigten havde lovet sommervejr, bilen var støvsuget og pakket med nyvaskede tæpper, strikketøj, film, bøger, kiks og god musik. Derhjemme stod åbne tasker og ventede på det sidste. Dyrepasserne skulle lige have instrukser. Der skulle lige sendes en mail til banken.........men lige nu skulle jeg bare glæde mig. Og løbe min tur. Tømme hovedet. Gå i et med skoven. Løbe. 

Det var en fantastisk tur. Og lige om lidt var jeg hjemme. Foran naboens hus mærkede jeg pludselig et smæld i læggen. Auuv. Forsigtigt humpede jeg hjem. Der kom is på. Der blev strukket ud. Der blev eleveret. Der var ikke noget at se. Og næste morgen var der heler ikke noget at mærke. Nå pyt. Så var det nok ikke noget.

Om søndagen i Faxe Ladeplads vågnede jeg tidligt og hoppede i løbetøjet. Marie og jeg havde glædet os til at skyde dagene i gang med en lille løbetur og en dukkert i bugten. Men da vi satte i gang, kunne jeg da godt mærke, at det trak lige der, hvor det havde gjort ondt forleden aften. Stille og roligt luntede jeg mig varm. Og fik løbet små 3 km, før jeg måtte opgive. "Det er ikke helt godt, men heller ikke helt skidt" tænkte jeg, smed løbetøjet i sandet og kastede mig i bølgen den blå   trippede ud i vandet. Brrrr - når først man er under, er det jo vidunderligt. Den morgen var alligevel fuld af lykke. Svøbt i et tykt håndklæde med sin drikkeflaske der i sandet. Resten af ferien mærkede jeg ikke noget til benet. Vi gik ret meget, for bilen gik i stykker og vi kom derfor rundt pr gåben, tog og bus. Aftenen inden vi skulle hjem, smældede det igen i læggen, da jeg trådte ned på et trappetrin. Og da vi kom hjem, blev det bare værre. Tænk, jeg måtte opgive min søndagsmorgentur! 

Mandag fik jeg en tid hos en sportsmassør, Steffen fra Tranberg Sportsklinik. Han er i øvrigt fysiurgisk massør - en massageform, jeg godt kunne tænke mig at lære - og ved meget jeg ikke ved om krop, løb og ja, om skader. Han mente, det var en fiberskade og anbefalede 14 dages løbepause, massage, ultralyd, tape og nogle øvelser. Så her render jeg så rundt og lader være med at løbe. Dét er en udfordring. Men jeg mærker jo, hvor meget jeg savner det. Og hvor meget jeg glæder mig til at lunte en forsigtig tur på tirsdag, når de to uger er gået. I mellemtiden cykler jeg til skolen og forbereder det nye skoleår, går tur med hunden, laver ret flittigt mine øvelser og styrketræner. Her til aften cyklede jeg ud til Marie på arbejdet med hendes løbetøj og fulgtes med hende hjem (vi snakker ikke om, at bilen er i stykker igen, vel?) Dejlig lun augustaften med grøftekant og markskel fulde af kornblomster. Intet blåt lyser så flot. Det skulle da lige være den neonpinke tape på min læg, der står så godt til den orange glimmerneglelak med pailletter på mine tæer efter pigernes sidste "negleaften". 

Jeg får lyst til at skrive et indlæg om den dybere mening med at holde fri og ferie sammen. Det kan være, det dukker op på bloggen inden længe.......Fortsat god sommer.

På en aftentur som vandbærer for Marie kom lidt af grøftekantens pryd med i cykelkurven

Status uge 29 

Mandag:           Styrketræning 30 min               

Tirsdag:             trampolin 10 min

Onsdag:            Styrketræning 30 min

                           Løb 3,96 km

Torsdag:           Løb 3.89 km (og så var det, jeg lavede en fiberskade 20 meter fra mål)

Fredag:              Styrketræning 30 min

Lørdag:             Fri – kørte på ferie i Faxe Ladeplads

Søndag:             Morgenløbetur med Marie langs kysten 2.83 km – sluttede af med en dukkert J

                           Gik 4,6 km

                          

Status uge 30

Mandag:           Styrketræning 30 min               

Tirsdag:             Løb 2 km og hentede Sofie og drenge ved toget – gik selvfølgelig tilbage med dem

Onsdag:            Tur til Faxe Kalkbrud – gik 9 km

Torsdag:           Tur til Kbh – gik 12 km

Fredag:              Styrketræning 30 min – og så i Tivoli J

Lørdag:             Hård rengøring haha – kørte hjem fra sommerhus

Søndag:             Droppede løbeturen pga læg-smerter

Status uge 31

Mandag:           Droppede atter at løbe og fik en tid hos Tranberg til massage

Tirsdag:             Cyklede i skole 8,8 km

Onsdag:            Styrketræning 1 time

                           Gik tur med Bailey 3 km

Torsdag:           Styrketræning 30 min – ultralyd og tape

Fredag:              Styrketræning 30 min

Lørdag:             Styrketræning 30 min

                           Lille aftenslentretur med Kirsten 30 min

Søndag:             Styrketræning 30 min

                           Cyklede ud med løbetøj til Marie

Vandbærer og blomsterplukker, mens hun løb hjem fra arbejde – 8 km

Ny løbevest

Kirsten "skød" mig lige i min nye løbevest.
Det er i grunden en jakke, hvor man kan hive ærmerne af.
Super sommerløbetøj. Og den er lidt mere rummelig end jakken, så der skal nok blive plads til ekstra lag under til vinter. Nå ja . og så matcher den mine Asics - lidt prinsesse er man vel altid :-)

Min formiddag

Kaffe, slagbænk og den bærbare helt for mig selv - det er min  morgenstund i dag

Godmorgen verden! Det er onsdag i uge 29 og klokken er 7.15. Huset sover.
Vi er midt i ferien og skuldrene er helt bløde og afslappede. Jeg strækker mig veltilpas og klør mig lidt på maven. Den tilstand, man kan længes efter men ikke skabe med vilje. Det skal være midt i ferien. Det skal være morgen med lav solstribe. Der skal ligge små brune børn med solbleget hår og sorte tæer, de har glemt at vaske, og hvile tungt i alle senge. Så er den der, stemningen. Så mærker jeg rillerne i trægulvet under mine bare tæer, mens jeg hælder spilkogende vand  fra elkedlen gennem kaffefilteret til termokanden. Så dufter jeg sommeren, der i en brise ind gennem det åbne vindue blander natteregn med varm sol på en brændestabel og tilføjes en kaffenote undervejs til mit næsebor. Katten Olivia, der læner sig op ad mit underben, er næsten lidt  mere kær, end hun plejer at være. Det er da mærkeligt, at jeg ikke har lagt mærke til det noget før. Hvor kær hun dog er. Og hvor hendes øjne dog er klare og dybt grønne. Snedkeren har lugtet kaffe og står i døren. Sådan noget hvidt morgenhår kan da være utrolig charmerende. Han har da også fået trimmet fuldskægget i går. Den store hånd der hviler på min lænd. Så varm. Mens han skænker sig en kop og går. 


Den sidste uge har snedkeren skiftet vindue i min systue. Som ikke er systue længere, men skal være børneværelse. Det har været "mit" rum med sygrej og strygebræt og kontor og papir og fotoalbums og.....nu skal de andre rum rumme alt det. Så det kan godt være, det er snedkeren, der har skruet og brækket ned og sat op og skummet og mørtlet og tapetseret. Men jeg har sorteret og smidt ud og lagt til side og puttet i mapper. Det er ikke så hårdt et arbejde. Og dog. Det er anstrengende at tage stilling til så meget guld. Til gamle projekter, der er gode, men ikke længere i gang. Og nu bagefter er det skønt. Jeg gribes af en særlig form for klarsyn, nu hvor jeg har fået sagt farvel til sager, der skal gøre glæde for andre end mig selv. Facebookstatus fra i søndags:
"Rydder stadig op.
Føler mig lidt som Joakim Von And, der sidder på toppen af alle sine guldskatte og ikke vil af med dem. Men nej, jeg må ikke grave dem ned i mine egne skabe allesammen. De skal ud og gøre glæde hos de, der kan finde tid og glæde ved dem. Farvel, (nogle af mine)gamle yndlingsprojekter ♥ og undskyld at jeg spærrede jer inde så længe. "

Og så lige pludselig var vi færdige. Sygrejet ligger i det nyudnævnte sySKAB i soveværelset, og kontortingene har fået plads i stuen. Den lille stue. Jeg gøs ved tanken om at skulle have bøger, papir, noder derinde, men det er ikke blevet så værst. Døm selv:

Hjemmekontoret, der gemmer sig bag et hjørne. Kig til vores indgangsparti.

En musiklærer holder ferie. Klaveret er klappet i. Og ingen noder roder.

Børnene er kommet op at hænge igen. Jalousiskabene rummer plastiklommer, karton o.s.v. og skrivegrejet gemmer sig lidt på den lille papirreol. 

Vue til den ene side - ja, spisebordet er et glimrende tapetserebord

og til den anden side. Vores lille spiseplads ved køkkenet og brændeovnen.

Og her fik den bærbare sin plads ved telefon og højttalere. Den er dejlig varm, synes Olivia.

Vi har hygget undervejs. Og jeg har været ramt af den sære rastløshed, der følger med at gå om den varme grød. Vi har fejret Maries 20 års fødselsdag. Ja, hun har haft sine golden moments på det sidste:-) I går tog jeg med kirsten, Svend og Karen til Sommerland Syd. Pigerne havde jo fået fribilletter, da de løb tøseløb.

 Vi havde en herlig dag. Børnene badede, selvom det var koldt. 

Og de havde de fedeste trampoliner, som lokkede selv mig op. Svend gav den gas, den akrobat:-)

Nu står den på legekammerater, skifte udstødning og pakke tasker og bil. Snart er vi afsted til Faxe Ladeplads i sommerhus. vi glææææææder os og har aftalt godt vejr med Vorherre. 

Men denne formiddag er min egen. Kaffe. Solstribe. Bloghygge. Og snart en dejlig lang løbetur.

Status uge 28

Mandag:           Gåtur 3 km

                         Styrketræning 60 minutter

Tirsdag:             Styrketræning  30 minutter

Onsdag:            Fri – familiebesøg

Torsdag:           Løb 1½ km

Fredag:             Løb 2 km

Lørdag:             Fri – på familiebesøg

Søndag:            Løb 4 km