Skøn formiddag inden efterårsferien.
Høj himmel, højt humør.
Jeg havde fridag og løb med Kirsten og indskolingen.
 |
| Jannes skøre veninde stod for opvarmningen |
 |
| Lige til at komme i godt humør af |
 |
| Gang i store og små |
 |
| Og så rundt og rundt og rundt om mosen |
 |
| Girl power <3 |
 |
| SÅ smager rugbrøddet bare bedst |
...Det kom min 5. klasse for øre, og de ville også løbe sponsorløb. Hvad er en god sag? spurgte jeg. Klassekassen, svarede de. Haha. Men det er da rigtigt nok. Den er helt tom, for klassen er jo nydannet. Og som en fremførte: Hvad er bedst? At vi tjener penge på kage, som vi selv har spist og vores mor har betalt og bagt - eller på selv at bestille noget? Lidt kækt slyngede jeg ud: I kan da godt få 1 kr pr km af mig. Altså da jeg var ung, da løb de seje 10 km og de fleste 5 km. 22 elever - hvor vildt kan det blive? Som at give dem en sodavand, bare sundere og sjovere. Dér blev jeg snydt! Jeg ved endnu ikke, hvor langt de har løbet (for jeg havde som sagt fri i dag og nød fridagen i den anden afdeling) men jeg har hørt om indtil flere, der har løbet 27 km, nogen 15.......det er jo helt vildt! Og helt vildt sejt! Og jeg er færdig med at sponsorere mine elever :-)))
Det interessante i den sammenhæng er, at her, hvor tre kulturer smelter sammen og "plejer" er død, da gør vi rigtig mange ting, som vi plejer. Eller som de plejer på en af de andre skoler. Vi har også uendelig mange muligheder for at forny os. På alle områder. Juleklip. Evaluering. Omgangstone. Motionsglæder og vaner. Det kræver af og til meget af vores tålmodighed, for intet er givet. Men det er vildt, så meget det stimulerer og inspirerer. Nu koster det godt nok lærepenge af mig - dumt - men det er jo fordi, jeg har en færdig forestilling om, hvad et motionsløb er, og hvor langt børn gider løbe. Hvad motiverer dem? Hvorfor løber de så langt? En simpel ting, som at der er sat længere tid af, giver jo udslag. Men hvorfor holder de ikke op? Og bare går. Og synes alle mon, det er sjovt? Hvordan er den tradition blevet så boostet på en af skolerne, at det straks breder sig til resten af smeltediglen? Hvad er det, de lærere kan? Jeg fulgte som sagt indskolingen den dag. En ting, jeg lagde mærke til - og som kan overføres til andre arrangementer - var kulturen omkring løbet. Der var godt nok mange lærere i løbetøj! Derudover blev vi mødt af et par biler, der var ved at læsse nogle kasser. Vi skulle rigtig på ekspedition! Der skulle ske noget, der ikke var helt som det plejer. Kasserne var børnenes madpakker, der blev samlet ind klassevis, så vi slap for at slæbe og for et hav af tasker nede i mosen. Men det gav lige et strejf af "nu skal vi sammen på eventyr." Og opvarmningen var smaddersjov. Alene det, at "Jannes veninde" trådte frem med paryk og havde puttet nogle bolde under tøjet, så der var ekstra "til gården og gaden" udløste et kæmpe fællesgrin hos alle 200 børn. Lærerne og de forældre, der var mødt op, deltog i opvarmningen. Med store smil. Sådan startede vi. Så vandrede vi i kæmpekolonne til mosen, hvor vi løb rundt og rundt og fik et klistermærke på sedlen for hver kilometer. Sådan en runde er jo lige til at overse for de små. Og det er da simpelthen så rart at svinge rundt om hjørnet og blive set og få ros og opmuntring af de voksne, mens man vælger sig et klistermærke.
Jeg kunne ikke dy mig for at spørge på Facebook: Hvad laver jeres børn på motionsdagen? Dagen har 30 års fødselsdag i år, og noget tyder på, at den er implementeret alle vegne. Rigtig mange skoler er spritnye (altså i gamle lokaler, ikk? :-)) og jeg syntes, det kunne være sjovt at høre, hvad der har sat sig fast rundt omkring. Mange steder er der sat en times tid af til et løb. Og resten af dagen bliver brugt til andre bevægelsesaktiviteter. Nogle steder har de almindelig undervisning om morgenen. Men der er løb på programmet mange steder.
Jeg var 12 år, da det startede. Inden havde vi også løbedag på min skole. Jeg hadede det! Følte mig ikke tilpas i idrætstøj. Var ikke vant til at løbe og følte mig som en klump, når de andre løb fra mig og jeg selv traskede alene rundt i granplantagen som hende den tykke, der skulle hentes af en lærer på cykel. Jeg var bange for at blive væk. Og heldig, hvis jeg havde en af følges med. Æv. Sådan en dag, man ville ønske, man vågnede med feber altså! Min opmærksomhed fanger selvfølgelig de børn, der kan tænkes at have det lidt på samme måde. Jeg har mødt dem. Tit. Men jeg så dem ikke i år. Der må jo være plads til, at også de kan få en god dag. Det varmer mit hjerte.
