En løbedagbog

om at opdage glæden ved bevægelse i naturen, men også om at tage vare på sig selv efter angst, stress og depression. Kort sagt om at gnave løs nederst på stammen af det, der spærrer for dit udsyn, sætte bo i den fældede krone og bruge materialet til at konstruere naturlige oversvømmelser. Jeg ønsker for bloggen, at den kan være min og andres motivation, at I læsere vil blande jer rigtig meget, så vi kan inspirere hinanden. Dette er IKKE en ekspertblog, for jeg ved intet om løb udover at jeg løber. Velkommen.

mandag den 31. december 2012

Godt nytår 2013


Alle I kære bloglæsere ønskes et godt og lykkebringende nytår 2013

Tak fordi I læste med. Jeg håber, I har haft glæde af bloggen. Og har I ikke det, håber jeg, I er holdt op med at spilde jeres dyrebare tid på det. 

2012 var et år, der var værd at leve. Tumult og fuld af liv. Sorger og glæder. Som et rigtig liv skal være. 
Det var i år, d. 14. marts, jeg tog min første løbetur.
Nu er jeg netop vendt hjem fra årets sidste tur. 
Tak til alle jer, der inspirerede, lokkede, kom med råd og formaninger, sparkede bagi og ikke mindst jer, jeg har nydt at løbe sammen med. Jeg vil glæde mig til mange flere!

Nu er det spændende, hvad det nye år har med i godteposen til os. Vi ved:

 at Marie skal føde et lille dejligt barn til maj
Det bliver vores første barnebarn. Stort og ikke til at begribe.
 Ej heller til at beskrive, hvor meget vi glæder os. 

- at snedkeren skal finde sig et nyt arbejde
Han er lige blevet vinterfyret før jul, og nu hvor tilskuddene falder væk, er der også blandt snedkerne langt mellem jobtilbuddene, så han er indstillet på selv at finde på noget at lave midt mellem søgningerne.

- at jeg skal åbne en lille klinik 
Jeg fik mit eksamensbevis og kan nu kalde mig lægeeksamineret fysiurgisk massør.
Det har været godt for mig at lære nyt og komme i skole igen. Eksamen var en stor mundfuld, og det var en sejr for mig at gå igennem med styr på stress, læsning og massagetræning. 
Og jeg så, at jeg er, hvor jeg skal være.
God fornemmelse! 

Så 2013 - kom bare an! Bæveren glæder sig til gnave løs af dig.



mandag den 24. december 2012

Glædelig løbejul


Bæveren og ældstesønnen løb julen ind gennem barndommens skov.
Man tør nok sige, at bæveren fik bag(h)jul

Glædelig jul til jer alle

tirsdag den 11. december 2012

Hukommelse på prøve


Eksamen nærmer sig.
Om nogle dage skulle jeg gerne være færdig som fysiurgisk massør.
Jeg glæder mig.
Jeg læser og masserer og læser og masserer og læser.
Persum er overraskende fyldigt. Ikke vildt svært at forstå, men der er rigtig meget at få lært og husket. Særlig har de latinske navne på musklerne udfordret mig. Det plejer at være min styrke - at jeg husker godt og har en stor arbejdshukommelse. Men nu har jeg jo fået ny hjerne. Eller den har ihvertfald ændret sig. Det er muligvis et alderstegn, men  der er også en sammenhæng til depressionen sidste år og stressnedbruddet for 4 år siden. En veninde sagde en dag: "Ja Ane, nu kan du nok kun have lige så mange bolde i luften som os andre". Måske er det sådan, det er. Men det er ikke let at lære at lære på en ny måde. Men jeg tager kampen op. Udforsker mine muligheder. Det er faktisk ret sjovt. Præcis hvor sjovt skal vise sig, når jeg forhåbentlig består min eksamen. 

Hvad har jeg gjort for at få det lært?
Til øjet:Jeg har læst pensum igennem før og efter undervisningen. Og igen her den sidste uge. 
Til øje og øre: Jeg har fundet små undervisningsfilm på Youtube. En rar mand - han kalder sig AnatomicMan - tegner og fortæller noget så tålmodigt om alt indenfor anatomi og fysiologi. Og nordmændene er gode til at lave animerede modeller. 
Til følesansen: Der har familien og jeg selv lagt kroppe til. 
Til mobiliteten: jeg har båret musklernes navne i hovedet, mens jeg gik fra studiekort til notesblok, der lå på hver sit bord.
Til den sociale snakketante: Jeg har over telefonen gennemgået alle studiespørgsmål fra pensum med et par studiekammerater.

.....men der var stadig meget, der ikke ville sidde fast. Udenadslæren. Alt det forb..... latin.

Jeg har ledt efter nye teknikker og blev på Facebook mindet om Oddbjørn By, verdensmesteren i at huske. Hans MEMO teknik er sjov og egner sig til at strukture udenadslære. Skabe knager i hjernen, hvor du kan hænge info på, så det ikke falder ned og glider ud igen. Og det virker. Det, jeg kan lide ved teknikken er, at det er sjovt og virker. Det, man kan have imod den er, at måden man lærer på, er noget vrøvl :-) Du får ikke en større forståelse for sammenhængen i dit pensum, du husker det bare. Til gengæld er det ret sjovt med alt det vrøvl, og vi ved jo, at et godt grin (endorfinproduktion) stimulerer til at lære. 

Så derfor, til alle stressramte og (eks)depressive og andre med hukommelsesbesvær: Her er lidt om MEMO. Lær dig teknikken og tag den frem, når din teflonhjerne er værst.

Et eksempel:
Jeg laver en hukommelsessti for lårmusklerne.
Jeg skal lære om tre - og nu skal du ikke tage dig af, at du ikke fatter en meter af det næste: Den ene hedder:
 Musculus Vastus Lateralis, den udspringer posteriort på femur, forløber distalt og hæfter til tuberositas tibia. Dens funktion er en ekstension af knæleddet. 

Jeg forstår godt den muskel og kan se den for mig.
men jeg har svært ved at huske, hvad alle de steder HEDDER!
Så jeg laver en MEMO jvf Oddbjørn By, følg med:

Jeg lukker øjnene og ser mit hus for mig.
På fortrappen ligger et stegt kyllingelår (lår)
Jeg går ind ad døren og er ved at falde over en kurv vasketøj (vastus)
I garderobeskabet på min venstre side står en mand og ler (latter/lateralis), mens han læser et sjovt brev (post/posteriort). Jeg går videre hen til brændeovnen, hvor min bedstemor står og varmer sig. Hun giver mig en femmer (femur). I køkkenet ligger en række genstande på bordet. En diskette (distalt), en tube lim (tuberositas) og en tier (tibia). På den anden side af køkkenvasken har Marie smidt sine hårekstensions (ekstension) og Kirsten har efterladt sine knæbeskyttere (knæ).

Min sti deler sig i tre og samler sig igen svarende til de to andre lårmuskler. De har nemlig meget til fælles, men vastus medialis (medister) hæfter også posteriort (post/julekort), mens vastus intermedius (computer/internet) hæfter anteriort (en and, der sidder på skærmen), alle på femur, så jeg går fra både medisteren og computeren hen til bedstemor og får min femmer og videre hen til køkkenet o.s.v.

Når jeg nu bliver bedt om at gøre rede for en lårmuskel, er alt, jeg skal klare at finde den rette indgang til huset, nemlig døren, hvor der ligger et kyllingelår. Så skal jeg gå ind, og resten giver sig selv blot ved at jeg går gennem huset til køkkenet i mine tanker. Jeg ser virkelig alle de skøre ting for mig :-) Det virker!

Pensum har 37 muskler, der skal læres på den måde, og ikke alle er så enkle som vastus lateralis og hans venner. De får hver deres indgang. Fx har hasemusklerne fået havedøren, hvor jeg har stillet en kurv med hasselnødder. På bryggerstrappen står en autostol (barnesæde/sædemuskel) 

Meeeeeen:
Det irriterer mig jo. Jeg er nu engang sådan en logisk lille pedant.
Så som læringsstrategi køber jeg den ikke helt.
Teknikken skal kombineres med forståelse og indsigt.
Jeg kunne jo i princippet lire hele remsen af uden at forstå en meter af den lårmuskel dér! 
Så der er ingen vej udenom. Op på briksen med snedkeren, fat i hans musculus vastus lateralis, mærk forløbet, stræk hans knæled. Snak højt. Uh, han er så slank og stærk - en fornøjelse at palpere! Og han har forlængst vænnet sig til, at hans kone mosler rundt med ham, mens hun siger sære ting *smil*

Hov! Jeg glemte (haha) vist at nævne en sidste ting, jeg også har gjort, og som gør hele forskellen. Særlig på humøret og overskuddet til familien, med hvem jeg nyder mine fritimer:
løbeturene

+
musikken  
+ selvfølgelig kærligheden





søndag den 9. december 2012

Vintergrej

Hvem kan ikke godt lide grej? Jeg kan ihvertfald, men prøver også at være fornuftig.
Køber efter behov, men vil da heller ikke lade mig nøje med kluntet outfit eller få skader pga sko o.s.v.
I sommers, da jeg var skadet, købte jeg ind på udsalg til vinteren. Bare for at kunne gå og glæde mig til at komme i gang igen. Og ligesom lave en vinterløbedate med mig selv :-)

Det er stadig ikke blevet til pulsure, iphonedingenoter (deraf måske mine utrolig ufuldendte endomondoer, mobilen løber tør på alle ture over 2 km og kan desuden ikke modtage signal i en tør lomme når det regner m.m.m.m.) Men dette fandt jeg rart at anskaffe:
Blinkearmbind, så jeg kan ses i mørket.

Pandebånd.  En almindelig hue kan sikkert også bruges. Denne her er rar, fordi den er lun uden at komme til at klø og kradse. Og så er den bare vindtæt! 

Mit termoløbetøj skimtes - det er superlunt under det gamle løbetøj og fylder ingenting.  Og så er der jo handskerne, som holder sig tørre. De har været rare til nu, men nu er de for kolde alene

Ting til min ønskeliste til jul og fødselsdag:
Pulsur med GPS (jeg er bare ikke på så dyre gaver med nogen - nå pyt, man kan jo altid håbe, der dukker et op 2.hand)
Løbeelefanthue til når det rigtig piver en hvinende frostvind
Sjælevarmer til skuldre, ryg og overarme
Refleksjakke/vest
Snekæder - troede ellers ikke, det skulle være nødvendigt, men hold op, hvor er her glat i dag. Så skal man holde sig til de højeste driver :-)

Nogen gode råd fra vinterløbevennerne?

fredag den 7. december 2012

Sol og sne

Jeg har læseferie i en uge og starter dagene med en løbetur.
Hvor skønt at løbe, mens solen står op i skoven.
Jeg dappede rundt en lille timestid med kameraet fremme, løb intervaller, der gav varmen og røde kinder.
Der er god modstand i sådan noget sne, og så længe der ikke er glat nedenunder, er det ikke noget problem.
Jeg kom hjem med tørre fødder, det dunkede hjerte fyldt med sol og ørerne fyldt med den helt særlige knase-knirkelyd, som kun skridt på sne på vissent løv kan frembringe.


God morgen sol


Op og ned - det giver varmen




Årets julekort?

Morgendis i hundeskoven





Her er glat og man må løbe helt inde i rabatten. Det er med at komme ind i skoven

Dét var bedre :-)


søndag den 25. november 2012

Det er ved den tid

Her går man og suger strålerne ud af solen. Putter sig i store tørklæder, tænder lys, kryber sammen.
November har sin helt egen tone. Lavt lys. Dis. Sprød som de raslende blade i vejkanten. Der lægges an til jul, lys fra kirkerum til aftenkoncerter, mine elskede lasede julenoder, som jeg aldrig bliver træt af at tage frem. Som at komme hjem. Hvert år føjes nye vidunderlige sange til stakken. Man kan godt blive lidt pivset og tyndhudet ved denne tid. Synes, at det hele er knapt så meget ved. Gør jeg nu nytte med min moslen rundt? Skulle man mon ikke bare rulle sig sammen til en kugle, lade piggene stritte mod verden og lade sig varme ved sin egen ånde og med poterne puttet inde ved sin egen lune mavedelle?

Jeg bliver indadvendt og får en mangel på trang til at kæfte op. Jeg kunne såmænd godt sidde i min seng og strikke i et par måneder, hvis det skulle være. Lade tungmodet sænke sig over mig og tårerne trille. Spise ost og kage. Hvæse af hele verden, der vækker mig i hiet. Men jeg har andre planer.

I år er jeg løber. Gennem vinteren. Lige nu betyder det en rolig nydelse. Kroppen kalder ganske vist på varme, hule, ro, levende lys og levende smuk musik.  Kroppen vil ikke presse, ikke skynde, ikke præstere. Den vil ikke trampe i pedaler på vej til skole, men føre hjulene sindigt rundt, mens jeg tager hele den brunrøde skov ind med øjnene og bare er i den. Men jeg har fundet ud af noget helt andet om min krop. Den vil gerne være. Det er enormt nemt at løbe lige nu. Og rart. Benene bliver sat i gang, og så løber de bare, mens tankerne driver forbi. Når jeg kommer hjem, er kinderne røde, øjnene klare. Jeg er vildt forpustet og aner ikke, hvad jeg har tænkt på.

Asics første efterår
En af de store udfordringer har været, at det blev tidligt mørkt. Og så er skoven mørkesort at rave rundt i. Til gengæld er vores lille by ret hyggelig at løbe i. Man føler ikke sådan, at man løber til parade, når det er i mørke, og alligevel er der jo folk hjemme i alle vinduerne. Det føles godt. Ja, i grunden kan jeg mægtig godt lide at løbe rundt på vejene i mørket. Jeg kan også mærke, at det gør noget godt for mine dage. Mere om det senere. Jeg skal lige skrive mig varm, skrive mig ind på det.

Hvad er det med November?
November er skole-hjem-samtaler. Med nye elever er det ganske særligt. At sidde med den enkelte elev og forældrene, bare os, i klasselokalet for første gang. 15 minutters intenst møde. Det er umuligt at sige, hvad det er, jeg laver de 15 minutter, selvom jeg kan sige ret præcist, hvad vi taler om. Jeg tror mest, jeg mærker den særlige energi, der er mellem barn og forældre, kærligheden og smerten. Fortællingen. Ethvert menneske er helt sit eget. Født unikt og formet gennem sin historie. Når jeg har siddet lidt der med dem, er det som at høre et eventyr. Måske taler vi om lektier, kammeraterne, læsning. Men det er på en eller anden måde rart at se ind i øjne, der ligner barnets lidt, høre en mor le og se hende purre op i håret på purken, der sidder der og trykker sig lidt ved den uvante situation. Og når samtalerne er slut, er der fri bane til vinterens arbejde. Spørgsmål er besvaret, kursen er sat, og vi lægger roligt fra kaj. Det kan jeg godt lide.

November er tiden, hvor kloden trænger til en ekstra krammer. Måske piver den også lidt? Mange bliver lidt for let lidt for sure. Ungerne, snedkeren, kollegerne, eleverne, ja, selv pedellen. Mig selv. Men på ingen anden tid af året skal der så lidt til for at gøre os alle til gode og kærlige mennesker igen. Et varmt blik. En lunt udglattende bemærkning - pyhha, der blev vi lige reddet igen og kan fortsætte med at holde af hinanden allesammen da.Hellere end at skubbe væk og blive vrede ønsker vi at tilgive, lytte, tænke efter. Det er ikke nu, vi rykker derudaf, skriver med neon. Er det nu, vi får dybden? Rumklang. Rodfæste?

I mit løberliv er det nu, jeg ikke gider løbe med intervalkontrol, måle tophastighed, forbedre tiden. Eller blogge om mit løb på samme måde som jeg plejer. Da jeg startede med at løbe, løb jeg for at komme fri af angst og depression. Af angst for at angsten skulle komme tilbage. Jeg begyndte at blogge for at motivere mig selv. Dokumentere mine fremskridt. Fremelske en vedholdenhed. Nu føles det overflødigt. Jeg gider ikke tælle sammen, hvor mange km jeg har cyklet eller løbet. Jeg cykler bare i skole som jeg plejer. Hver dag. Snedkerens køremakker har også fået andet arbejde, så nu bruger han bilen. Den står ikke i indkørslen og frister mig om morgenen. Jeg har forlængst vænnet mig til cykelturen, som er blevet kortere og kortere. Jeg sætter mig op, kører afsted, og snart er jeg fremme. Hvem gider at skrive om det? Og når dagens lys svinder og det er løbedag, så løber jeg en tur. På med blinklys-armbåndet og termoløbetøjet. Frirum. Jeg elsker det. Der har ikke været døje med skader eller smerter i månedsvis. Det eneste, jeg har gjort, er at skifte den ene løbedag ud med en tur i svømmehallen. Vi har en skøn kollega, der træner os i vandarobic, og hun er god til det. Det er et godt hold. 21.15 - 22. Rart at komme der. Sludder i saunaen. God og effektiv træning af hele kroppen så god i vandet. Jeg elsker at være i vand. Hjem og falde til ro med en kop skoldhed te. Sove velsignet. Tre dage i ugen løber jeg min tur. 3-5 km alt efter tid og lyst. 

Og angsten? Hvad med angsten? Var det ikke sidste år ved denne tid, den sneg sig ind i mit liv? Jo. Jeg har været så spændt på, hvordan jeg ville modtage november denne gang. Dels er jeg under et vist pres. Jeg er under uddannelse og skal til eksamen om 3 uger. Ny arbejdsplads. Og skolefusioner har ikke det bedste rygte, når det kommer til arbejdsmiljø, stress, trivsel. Og gu har jeg da travlt. Jeg er nyvalgt AMR. Men jeg trives rigtig godt. Der er udfordringer, der skal tages. Løsninger, der venter på at blive opdaget. I morgen tager vi hul på Dag 70 med eleverne. Åh, det er altsammen så nyt endnu, og vi er endda kommet et stykke. Det er tid at stoppe op og nyde udsigten lidt. Lade pedalerne gøre lidt af arbejdet selv og tage de brunrøde farver ind. Angsten er her et sted. Som min nye røgalarm, der bipper, når jeg glemmer at skrue ned for kartoflerne. Den har bippet. Jeg har mærket pulsen dunke i halsen. Midt om natten. Susen for ørerne. Og der skete ikke det mindste ved det. Jeg blev ikke syg og faldt ned i et kæmpe hul. Jeg mærkede bare min krop kalde. Det sympatiske nervesystem skulle lige til at gå amok, men så opdagede det, at sabeltigeren var lusket væk, og det blev ikke til noget med hverken jagt eller flugt denne gang. Og pulsen luskede hjem på plads igen. 

fredag den 12. oktober 2012

Skolernes motionsdag med Kirsten






Skøn formiddag inden efterårsferien.
Høj himmel, højt humør.
Jeg havde fridag og løb med Kirsten og indskolingen.




Jannes skøre veninde stod for opvarmningen
Lige til at komme i godt humør af

Gang i store og små

Og så rundt og rundt og rundt om mosen

Girl power <3

SÅ smager rugbrøddet bare bedst
I år lavede vi et lille sponsorløb herhjemme. Børnene valgte at løbe for et skoleprojekt der skal bekæmpe børnearbejde. De er ret fortørnede over, at børn på deres alder kan sidde og sy i 12-14 timer og blive slået, hvis ikke de syr hurtigt nok!! Og IKKE lære at læse. Tanken var god, synes vi - at nyde at holde fri fra skolebøgerne i dag og så løbe for at andre kan komme i skole - så vi sponsorerede med 5 kr/km hver og Marie valgte at gøre det samme. Karen skulle danse zumba, så det blev på fast akkord. De løb i alt 460 kr. hjem i dag. Flot!!

...Det kom min 5. klasse for øre, og de ville også løbe sponsorløb. Hvad er en god sag? spurgte jeg. Klassekassen, svarede de. Haha. Men det er da rigtigt nok. Den er helt tom, for klassen er jo nydannet. Og som en fremførte: Hvad er bedst? At vi tjener penge på kage, som vi selv har spist og vores mor har betalt og bagt - eller på selv at bestille noget? Lidt kækt slyngede jeg ud: I kan da godt få 1 kr pr km af mig. Altså da jeg var ung, da løb de seje 10 km og de fleste 5 km. 22 elever - hvor vildt kan det blive? Som at give dem en sodavand, bare sundere og sjovere. Dér blev jeg snydt! Jeg ved endnu ikke, hvor langt de har løbet (for jeg havde som sagt fri i dag og nød fridagen i den anden afdeling) men jeg har hørt om indtil flere, der har løbet 27 km, nogen 15.......det er jo helt vildt! Og helt vildt sejt! Og jeg er færdig med at sponsorere mine elever :-)))

Det interessante i den sammenhæng er, at her, hvor tre kulturer smelter sammen og "plejer" er død, da gør vi rigtig mange ting, som vi plejer. Eller som de plejer på en af de andre skoler. Vi har også uendelig mange muligheder for at forny os. På alle områder. Juleklip. Evaluering. Omgangstone. Motionsglæder og vaner. Det kræver af og til meget af vores tålmodighed, for intet er givet. Men det er vildt, så meget det stimulerer og inspirerer. Nu koster det godt nok lærepenge af mig - dumt - men det er jo fordi, jeg har en færdig forestilling om, hvad et motionsløb er, og hvor langt børn gider løbe. Hvad motiverer dem? Hvorfor løber de så langt? En simpel ting, som at der er sat længere tid af, giver jo udslag. Men hvorfor holder de ikke op? Og bare går. Og synes alle mon, det er sjovt? Hvordan er den tradition blevet så boostet på en af skolerne, at det straks breder sig til resten af smeltediglen? Hvad er det, de lærere kan? Jeg fulgte som sagt indskolingen den dag. En ting, jeg lagde mærke til - og som kan overføres til andre arrangementer - var kulturen omkring løbet. Der var godt nok mange lærere i løbetøj! Derudover blev vi mødt af et par biler, der var ved at læsse nogle kasser. Vi skulle rigtig på ekspedition! Der skulle ske noget, der ikke var helt som det plejer. Kasserne var børnenes madpakker, der blev samlet ind klassevis, så vi slap for at slæbe og for et hav af tasker nede i mosen. Men det gav lige et strejf af "nu skal vi sammen på eventyr." Og opvarmningen var smaddersjov. Alene det, at "Jannes veninde" trådte frem med paryk og havde puttet nogle bolde under tøjet, så der var ekstra "til gården og gaden" udløste et kæmpe fællesgrin hos alle 200 børn. Lærerne og de forældre, der var mødt op, deltog i opvarmningen. Med store smil. Sådan startede vi. Så vandrede vi i kæmpekolonne til mosen, hvor vi løb rundt og rundt og fik et klistermærke på sedlen for hver kilometer. Sådan en runde er jo lige til at overse for de små. Og det er da simpelthen så rart at svinge rundt om hjørnet og blive set og få ros og opmuntring af de voksne, mens man vælger sig et klistermærke.

Jeg kunne ikke dy mig for at spørge på Facebook: Hvad laver jeres børn på motionsdagen? Dagen har 30 års fødselsdag i år, og noget tyder på, at den er implementeret alle vegne. Rigtig mange skoler er spritnye (altså i gamle lokaler, ikk? :-)) og jeg syntes, det kunne være sjovt at høre, hvad der har sat sig fast rundt omkring. Mange steder er der sat en times tid af til et løb. Og resten af dagen bliver brugt til andre bevægelsesaktiviteter. Nogle steder har de almindelig undervisning om morgenen. Men der er løb på programmet mange steder.

 Jeg var 12 år, da det startede. Inden havde vi også løbedag på min skole. Jeg hadede det! Følte mig ikke tilpas i idrætstøj. Var ikke vant til at løbe og følte mig som en klump, når de andre løb fra mig og jeg selv traskede alene rundt i granplantagen som hende den tykke, der skulle hentes af en lærer på cykel. Jeg var bange for at blive væk. Og heldig, hvis jeg havde en af følges med. Æv. Sådan en dag, man ville ønske, man vågnede med feber altså! Min opmærksomhed fanger selvfølgelig de børn, der kan tænkes at have det lidt på samme måde. Jeg har mødt dem. Tit. Men jeg så dem ikke i år. Der må jo være plads til, at også de kan få en god dag. Det varmer mit hjerte.

torsdag den 11. oktober 2012

Inviteret

Jeg har fri i morgen. På skolernes motionsdag. Ikke fordi jeg ikke vil være med, forstås:-) men vi har faguge på skolen, og jeg har nedsat tid. Så jeg har jobbet igennem de andre fire dage, hvor der er mere brug for hænder i spændende værksteder m.m. og så må jeg jo pænt blive hjemme i morgen. Jeg ved ikke, om det var fordi hun syntes, at dét da var synd for mig eller hvordan. Men ihvertfald faldt der prompte en invitation fra Kirsten, da hun hørte, at jeg havde fri. "Du må gerne komme og løbe sammen med mig, mor!" 
Tænk, at hun sådan inviterer mig med til det. At hun synes, det kunne være rart. Jeg takkede selvfølgelig ja til invitationen. Og jeg glæder mig!

God motionsdag og god efterårsferie til alle.

På Lyreskovskolen synes vi, vi har fortjent den :-)

søndag den 23. september 2012

Ved tankens kraft


Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Det kom bare.

I går var jeg på en lille løbetur. De sidste mange gange har jeg løbet ganske kort (500 -1000 meter) og så har jeg med ét fået ondt i min læg. Løbepause eller ej. Pludselig spænder læggen op og bliver stenhård. Nægter at være smidig, trækker i akillessenen og niver og river og gør ONDT. 

Min automatiske reaktion er
 ”fanme nej – det er noget, jeg bestemmer”
eller
”Det skal nok lige løbes væk”
eller
”Jeg strækker den lige ud”

Jeg har en indbygget trang til at koble kroppen fra og stå igennem, komme i mål. Og det er selvfølgelig ikke måden at gøre det på. Så her er store muligheder. Her kan jeg lære noget om mig selv. Her kan jeg udvide paletten af handlemønstre. Normalt plejer jeg at stoppe med at løbe og humpe hjem. 

Men her er hvad jeg lærte forleden:
Solen skinnede. Det var weekend. Jeg havde varmet godt og grundigt op. Var smidig og blød som en glemt banan med skræl i solen. Jeg trængte. Det var over middag. Snedkeren og jeg havde gået en lille tur med hunden, kyssede farvel og jeg svingede ad vejen mod Paris. Og det var så dejligt at lunte derudaf i små uregelmæssige intervaller. Jeg tænkte på alt og særlig på ingenting. Og så var det, jeg kom til at tænke ”Åh. Nu hvor det er så dejligt – BARE jeg så IKKE får ondt i læggen!!” ………og så kom smerten snigende. Det trak i læggen, og denne gang i den anden læg. Den det ikke plejer at være.
Jeg vidste, at jeg havde tænkt spændingen frem. Og så kom jeg til at tænke:

”Træk vejret dybt ned. 
Grib fat om det ømme. 
Og giv slip. Pust uuuud. 
Kære muskel – vær blød. 
Tusind tak”

Og så gik det naturligvis væk

Ikke på sådan en jeglukkerafogholderud måde. Mere på samme måde som når jeg er gået ind i en ve under en fødsel og har lavet det varmeste perfekte samarbejde med en krop, jeg har været dybt afhængig af og som havde brug for mig, så vi kunne kere os om hinanden.

Senere på turen – som jo blev ved med at være en løbetur J - trak det lidt ved låret. Og nu havde jeg jo fået smag for at vi kunne snakke sammen. Så jeg messede under løb ”Kære lårmuskel (musculus vastus medialis tænkte jeg faktisk J) bliv ved at være blød – pust uuud”. Pist!



Det kræver helt sikkert et særligt mentalt mode, som jeg ikke helt har lært at sætte mig selv i. Men når jeg er i det, kan jeg navigere i en orkan. Håndtere konflikter mellem kæmpebrød fra 8. klasse. Jeg kan være klippen, en forgrædt mor klatrer op og puster ud på under hendes livs sværeste skole-hjem-samtale. Jeg kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, når mit barn overrasker mig med en stor livsudfordring.
Andre dage kommer det snigende ved det mindste. Skuldrene klatrer op i nakken ved den første høje lyd. Et hårdt blik kan sende mig i dørken, mavesæksknugende. En henkastet ”sjov” bemærkning kan sende mig i grubleriet resten af dagen. Jeg er sart og lydhør og sensitiv og stærk og robust og alt sammen på en gang. Sådan er det at være mig og rigtig mange andre. Det er vores særlige styrke og vores sarteste sted. Tankens kraft er stærk.

Nu er det ikke sådan, at jeg tror, man kan tænke en fibersprængning væk. Men helt ærligt: De spændinger, jeg har, opstår ved tankens kraft. Så hvorfor i grunden ikke lege med? Hvorfor ikke tænke dem væk igen?
Muskelspændinger er kroppens forsvar mod pludselig opstået fare. De gør klar til at aktivere vores kamp-flugt system. Men hvad nu, hvis telegraferne fra muskler til hjerne og tilbage igen er sløsede? Kroppen kan så let tage fejl. Som når jeg er bange for at blive nervøs for at komme til at tænke på at spænde, for SÅ spænder jeg da først. 

Så kan jeg jo bare tænke tanken helt ud – og tænke den tilbage og væk. 
Se på den og lade den passere. 
Det er det, der indenfor mindfulnes kaldes ”at registrere en tanke”.

Det er nok den mest laid back måde at agere overfor en tanke på. 
Ikke engang gide vende den ryggen.

Det blev den bedste 2 km tur længe.

lørdag den 15. september 2012

Karen til Grænseløb

Karen drøner ind efter 5,5 km på en fin tid: 34,11
Vi har været til grænseløb i dag. Karen løb sammen med de 115 andre tilmeldte elever fra Lyreskovskolen. Det er jo godt nok mange. Men bare ikke lige nogen af dem, hun kender særlig godt. Karen har sin egen omgangskreds. Nøje udvalgt af hende selv. Den er god. Og den er ikke voldsomt stor. Hun går sine helt egne veje, og hun ved, hvad hun vil! Og ikke vil! Så jeg var helt beæret, da hun indvilligede i at løbe grænseløbet med mig. Jeg havde lokket og hun fik mig også til at love, at jeg ville følges med hende i hendes tempo hele vejen. Dét er så en joke nu - mere om det. Vi var begge tilmeldt, og jeg har brugt ugerne optil på at blive så klar som mulig. Min fiberskade i læggen driller nemlig stadig. Nogle dage er det gået fint med at løbe små ture med mange gåintervaller. Og så pludselig en dag (morgen er det mest) kan jeg knapt bevæge benene, og gør jeg det alligevel siger det smak. Så humper jeg et par dage efter. Kan sagtens gå op af trapper, men helst ikke nedad. I sidste uge blev jeg løsnet af Tranberg igen. Det hjalp en del, og vi aftalte, at jeg skulle lave øvelser og blive ved at cykle i skole og så blive tapet fredag. Så måtte vi se. Så beslutningen om ikke at deltage i grænseløbet blev først taget i morges efter et ret grundigt forsøg på opvarmning. Jeg kunne godt mærke, at det ville gå skidt. Det river stadig i akillessenen, musklen bliver nemt stenhård og ufleksibel, og så er der jo kun senen til at give sig ved at stræk. Men jeg havde jo lovet Karen. Og fået hende lokket til at tilmelde sig. Hvad så nu? Ja, hun havde da tænkt sig at løbe alligevel. Sådan! vi var med for at heppe og havde sådan set en fin dag med alle de andre lokale folk. Det var jo sjovt at stå og heppe på alle dem, vi kendte, når de nærmede sig målstregen. Især alle børnene. Og så lige pludselig råber Helge: Der kommer Karen da! Hvad?? Jeg fik lige fumlet mobilen frem og skudt et hurtigt billede (ovenfor) mens jeg hujede og heppede på hende. Stolt var hun. Og det er da også gået godt. "Det var lidt kedeligt sådan halvvejs. Jeg løb jo bare. Hvad fanden skal man lige lave? Man løber jo bare. Næste år vil jeg have lidt musik med" :-) I mit stille sind forstår jeg godt, hvad hun mener. Og jeg er lettet over, at jeg ikke løb med hende. Jeg havde jo lovet at løbe i hendes tempo (underforstået ikke løbe fra hende. Det var, hvad hun mente) men det kan jeg jo slet ikke! Min bedste femmer indtil videre er på 44 minutter - hendes er på 31. Gogo girl - hvor er du SEJ! - og især glad. Hun er helt tændt og vil med næste år.

Selv må jeg indrømme, at jeg blev helt melankolsk af at gå rundt i civil uniform blandt alle de startnumre, vandflasker og hestehaler. Der var heldigvis et outletudsalg, så jeg dulmede mig med lidt shopping. Først og fremmest fik jeg snedkeren i et par løbesko. Han havde nemlig ondt i hælen (af at arbejde i for gamle sikkerhedssko uden snørebånd) og han klarede helt op, da han landede i den stødabsorberende bund. Aaah. dem måtte han bare beholde på! Okay. Det kunne jo være, han fik lyst til at lunte en lille tur med os en dag;-))) Jeg fandt også vintertights, refleksvest og refleksbånd med blink til mig selv. Jeg holder nemlig fast i, at jeg skal løbe for fremtiden. Som Susanne - min gode Endomondoven, som i øvrigt er en ammerådgiverkollega - skrev: "Der kommer altid et nyt løb til dig, men ikke et par nye ben" . Så i dag traf jeg en beslutning for denne dag og for alle de fremtidige løbedage. Det kan godt være svært at sige NEJ og lade være, men jeg er stolt af, at jeg mærkede efter.

Nu er jeg jo tapet godt ind, så hvis benene har det ligeså godt i morgen, kan det være, jeg lunter en lille tur. Måske.

søndag den 2. september 2012

Mine dejligste stier, der kalder på fødderne

Vores vej - Her begynder min løbetur

Den lille skov - til en hurtig smuttur - eller begyndelsen på min 5 km runde

Et af gabene - måske Ryttergab?? Jeg har ikke helt styr på dem, men på toppen kan jeg se udover lyngpolden

Hop, siger hjertet, ved synet af lyngpolden. Hver gang. 

Perfekt til fartleg - og pusteud
Skulle man mon dappe den vej?

Dén vej er dejlig!

Man kunne jo også lige tage en afstikker.....


Løbe hjem eller slå en sløjfe mod Paris? Uh, den sti her lokker.....

Vejen hjem - vi bor lige ved rødellen - go go go go...
Kan du mon forstå, jeg elsker "min" skov? Og bare elsker at løbe?
(kan du til gengæld forstå, at vores huspriser er blandt landets laveste?)

lørdag den 1. september 2012

Du skal da lige se min vandpyt

Det var nanometer fra at jeg plaskede ud i den, fordi jeg for en gangs skyld ikke havde holdt øje med stien. Jeg var nemlig på udkig. Efter et egern, der fulgte mig på vej. Jeg nåede ikke at tage et billede af det, men til gengæld bremsede jeg kraftigt op foran det smukkeste billede af skoven på hovedet og septembers blå himmel for mine fødder.

Jeg har efter min lægskade haft svært ved at slappe af med de små restitutionsture med løbe-gå-intervaller. Jeg TRÆNGER til at løbe igennem. Og efter et par ture med streng disciplin og en god portion irritation og utålmodighed - og skaden, der sprang op igen - smed jeg alt grejet. Endomondo, musikken (den hænger stadig og dingler om halsen på mig) ur. I stedet puttede jeg kameraet i lommen. Jeg holder meget af at fotografere, og vi har lige fået nyt kamera. Jeg er så først ved at finde ud af at indstille det, men dejligt er det. At løbe afsted og at give sig tid og ro til at tage billeder. Desværre kan man ikke på billederne se, hvor skønt der er i min skov. Gabene ser fladere ud, lyngen er blegere og dufter slet ikke, fuglesangen mangler, men bloggen må nøjes med afglansen. Jeg er tilbage i løbelivet takket være min gode cykel og nu også mit kamera, der giver mig de nødvendige pauser og styrke i både sjæl, humør og ben.


Det er i øvrigt længe siden, jeg sidst har opdateret...sammenfaldende med skolestart, pudsigt nok :-)

Status uge 32
Mandag:           Cyklede i skole 8,8 km
Tirsdag:             1. løbetur 2,19 km interval
Onsdag:            Cyklede i skole 8,8 km
Torsdag:           Løb 3,42 interval
Fredag:              Cyklede i skole 8,8 km
Lørdag:            
Søndag:             Løb 1 km – av L
Status uge 33
Mandag:           Styrketræning
Tirsdag:             Cyklede i skole 8,8 km
Onsdag:            Styrketræning
Torsdag
Fredag:              Cyklede i skole 8,8 km
Lørdag:             Styrketræning
Søndag
Status uge 34
Mandag:           Cyklede i skole 8,8 km
Tirsdag:             Styrketræning
Onsdag:            Cyklede i skole 8,8 km
Torsdag:           Styrketræning
Fredag:              Cyklede i skole 8,8 km
Lørdag
Søndag:             Styrketræning
                           Løb 3 km J
Status uge 35
Mandag:           Cyklede i skole 8,8 km
Tirsdag:             Cyklede i skole 4,4 km
                           Punkterede foran skolen – gik 4,4 km J         
                           Løb 3 km
Onsdag:            Cyklede i skole 4,4 km
Torsdag:           Cyklede i skole 8,8 km
                           Løb 3 km
Fredag:              Pausedag
Lørdag:             Løb en 3.68 km fototur
Søndag:             Vi får se – i dag er det lørdag J


søndag den 5. august 2012

AUUUV

Så smuk med tape :-)
En torsdag aften for nogle uger siden løb jeg mig en dejlig aftentur. Særlig dejlig var den, fordi ligesåvel som at ferie er dejligt og vi har det rart og har tid med hinanden, så er ferie også en udfordring med al dens nærhed, hjemmekuller, momentan kedsomhed og selskab i rigelige mængder. Tag ikke fejl: Jeg nyder min ferie og allermest min familie. Men den der stund helt alene med mine løbesko. Den skal til for at lade al den anden nydelse bundfælde sig. Og som med al anden nydelse kan det også bare blive for meget. Vis mig det barn eller den forælder, der ikke kan få kuller og nok og trænge til at have sin aura i fred en stund. Så snører jeg løbeskoene og dapper ind i min skov. Og denne torsdag havde det regnet i flere dage. Men nu klarede det op. Skoven var frisk og svulmede med nye struttende skud, duftede af sommerens vilde blomster og varm skovbund. I morgen skulle jeg pakke det sidste, og SÅ skulle vi i sommerhus. Allesammen. Bade, hygge, dase, se familien i København, bare se København, løbe langs kysten.....vejrudsigten havde lovet sommervejr, bilen var støvsuget og pakket med nyvaskede tæpper, strikketøj, film, bøger, kiks og god musik. Derhjemme stod åbne tasker og ventede på det sidste. Dyrepasserne skulle lige have instrukser. Der skulle lige sendes en mail til banken.........men lige nu skulle jeg bare glæde mig. Og løbe min tur. Tømme hovedet. Gå i et med skoven. Løbe. 

Det var en fantastisk tur. Og lige om lidt var jeg hjemme. Foran naboens hus mærkede jeg pludselig et smæld i læggen. Auuv. Forsigtigt humpede jeg hjem. Der kom is på. Der blev strukket ud. Der blev eleveret. Der var ikke noget at se. Og næste morgen var der heler ikke noget at mærke. Nå pyt. Så var det nok ikke noget.

Om søndagen i Faxe Ladeplads vågnede jeg tidligt og hoppede i løbetøjet. Marie og jeg havde glædet os til at skyde dagene i gang med en lille løbetur og en dukkert i bugten. Men da vi satte i gang, kunne jeg da godt mærke, at det trak lige der, hvor det havde gjort ondt forleden aften. Stille og roligt luntede jeg mig varm. Og fik løbet små 3 km, før jeg måtte opgive. "Det er ikke helt godt, men heller ikke helt skidt" tænkte jeg, smed løbetøjet i sandet og kastede mig i bølgen den blå   trippede ud i vandet. Brrrr - når først man er under, er det jo vidunderligt. Den morgen var alligevel fuld af lykke. Svøbt i et tykt håndklæde med sin drikkeflaske der i sandet. Resten af ferien mærkede jeg ikke noget til benet. Vi gik ret meget, for bilen gik i stykker og vi kom derfor rundt pr gåben, tog og bus. Aftenen inden vi skulle hjem, smældede det igen i læggen, da jeg trådte ned på et trappetrin. Og da vi kom hjem, blev det bare værre. Tænk, jeg måtte opgive min søndagsmorgentur! 
Mandag fik jeg en tid hos en sportsmassør, Steffen fra Tranberg Sportsklinik. Han er i øvrigt fysiurgisk massør - en massageform, jeg godt kunne tænke mig at lære - og ved meget jeg ikke ved om krop, løb og ja, om skader. Han mente, det var en fiberskade og anbefalede 14 dages løbepause, massage, ultralyd, tape og nogle øvelser. Så her render jeg så rundt og lader være med at løbe. Dét er en udfordring. Men jeg mærker jo, hvor meget jeg savner det. Og hvor meget jeg glæder mig til at lunte en forsigtig tur på tirsdag, når de to uger er gået. I mellemtiden cykler jeg til skolen og forbereder det nye skoleår, går tur med hunden, laver ret flittigt mine øvelser og styrketræner. Her til aften cyklede jeg ud til Marie på arbejdet med hendes løbetøj og fulgtes med hende hjem (vi snakker ikke om, at bilen er i stykker igen, vel?) Dejlig lun augustaften med grøftekant og markskel fulde af kornblomster. Intet blåt lyser så flot. Det skulle da lige være den neonpinke tape på min læg, der står så godt til den orange glimmerneglelak med pailletter på mine tæer efter pigernes sidste "negleaften". 

Jeg får lyst til at skrive et indlæg om den dybere mening med at holde fri og ferie sammen. Det kan være, det dukker op på bloggen inden længe.......Fortsat god sommer.

På en aftentur som vandbærer for Marie kom lidt af grøftekantens pryd med i cykelkurven


Status uge 29 
Mandag:           Styrketræning 30 min               
Tirsdag:             trampolin 10 min
Onsdag:            Styrketræning 30 min
                           Løb 3,96 km
Torsdag:           Løb 3.89 km (og så var det, jeg lavede en fiberskade 20 meter fra mål)
Fredag:              Styrketræning 30 min
Lørdag:             Fri – kørte på ferie i Faxe Ladeplads
Søndag:             Morgenløbetur med Marie langs kysten 2.83 km – sluttede af med en dukkert J
                           Gik 4,6 km
                          
Status uge 30
Mandag:           Styrketræning 30 min               
Tirsdag:             Løb 2 km og hentede Sofie og drenge ved toget – gik selvfølgelig tilbage med dem
Onsdag:            Tur til Faxe Kalkbrud – gik 9 km
Torsdag:           Tur til Kbh – gik 12 km
Fredag:              Styrketræning 30 min – og så i Tivoli J
Lørdag:             Hård rengøring haha – kørte hjem fra sommerhus
Søndag:             Droppede løbeturen pga læg-smerter

Status uge 31
Mandag:           Droppede atter at løbe og fik en tid hos Tranberg til massage
Tirsdag:             Cyklede i skole 8,8 km
Onsdag:            Styrketræning 1 time
                           Gik tur med Bailey 3 km
Torsdag:           Styrketræning 30 min – ultralyd og tape
Fredag:              Styrketræning 30 min
Lørdag:             Styrketræning 30 min
                           Lille aftenslentretur med Kirsten 30 min
Søndag:             Styrketræning 30 min
                           Cyklede ud med løbetøj til Marie
Vandbærer og blomsterplukker, mens hun løb hjem fra arbejde – 8 km