Ved tankens kraft

Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Det kom bare.

I går var jeg på en lille løbetur. De sidste mange gange har jeg løbet ganske kort (500 -1000 meter) og så har jeg med ét fået ondt i min læg. Løbepause eller ej. Pludselig spænder læggen op og bliver stenhård. Nægter at være smidig, trækker i akillessenen og niver og river og gør ONDT. 

Min automatiske reaktion er

 ”fanme nej – det er noget, jeg bestemmer”

eller

”Det skal nok lige løbes væk”

eller

”Jeg strækker den lige ud”

Jeg har en indbygget trang til at koble kroppen fra og stå igennem, komme i mål. Og det er selvfølgelig ikke måden at gøre det på. Så her er store muligheder. Her kan jeg lære noget om mig selv. Her kan jeg udvide paletten af handlemønstre. Normalt plejer jeg at stoppe med at løbe og humpe hjem. 

Men her er hvad jeg lærte forleden:

Solen skinnede. Det var weekend. Jeg havde varmet godt og grundigt op. Var smidig og blød som en glemt banan med skræl i solen. Jeg trængte. Det var over middag. Snedkeren og jeg havde gået en lille tur med hunden, kyssede farvel og jeg svingede ad vejen mod Paris. Og det var så dejligt at lunte derudaf i små uregelmæssige intervaller. Jeg tænkte på alt og særlig på ingenting. Og så var det, jeg kom til at tænke ”Åh. Nu hvor det er så dejligt – BARE jeg så IKKE får ondt i læggen!!” ………og så kom smerten snigende. Det trak i læggen, og denne gang i den anden læg. Den det ikke plejer at være.

Jeg vidste, at jeg havde tænkt spændingen frem. Og så kom jeg til at tænke:

”Træk vejret dybt ned. 

Grib fat om det ømme. 

Og giv slip. Pust uuuud. 

Kære muskel – vær blød. 

Tusind tak”

Og så gik det naturligvis væk

Ikke på sådan en jeglukkerafogholderud måde. Mere på samme måde som når jeg er gået ind i en ve under en fødsel og har lavet det varmeste perfekte samarbejde med en krop, jeg har været dybt afhængig af og som havde brug for mig, så vi kunne kere os om hinanden.

Senere på turen – som jo blev ved med at være en løbetur J - trak det lidt ved låret. Og nu havde jeg jo fået smag for at vi kunne snakke sammen. Så jeg messede under løb ”Kære lårmuskel (musculus vastus medialis tænkte jeg faktisk J) bliv ved at være blød – pust uuud”. Pist!

Det kræver helt sikkert et særligt mentalt mode, som jeg ikke helt har lært at sætte mig selv i. Men når jeg er i det, kan jeg navigere i en orkan. Håndtere konflikter mellem kæmpebrød fra 8. klasse. Jeg kan være klippen, en forgrædt mor klatrer op og puster ud på under hendes livs sværeste skole-hjem-samtale. Jeg kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, når mit barn overrasker mig med en stor livsudfordring.

Andre dage kommer det snigende ved det mindste. Skuldrene klatrer op i nakken ved den første høje lyd. Et hårdt blik kan sende mig i dørken, mavesæksknugende. En henkastet ”sjov” bemærkning kan sende mig i grubleriet resten af dagen. Jeg er sart og lydhør og sensitiv og stærk og robust og alt sammen på en gang. Sådan er det at være mig og rigtig mange andre. Det er vores særlige styrke og vores sarteste sted. Tankens kraft er stærk.

Nu er det ikke sådan, at jeg tror, man kan tænke en fibersprængning væk. Men helt ærligt: De spændinger, jeg har, opstår ved tankens kraft. Så hvorfor i grunden ikke lege med? Hvorfor ikke tænke dem væk igen?

Muskelspændinger er kroppens forsvar mod pludselig opstået fare. De gør klar til at aktivere vores kamp-flugt system. Men hvad nu, hvis telegraferne fra muskler til hjerne og tilbage igen er sløsede? Kroppen kan så let tage fejl. Som når jeg er bange for at blive nervøs for at komme til at tænke på at spænde, for SÅ spænder jeg da først. 

Så kan jeg jo bare tænke tanken helt ud – og tænke den tilbage og væk. 

Se på den og lade den passere. 

Det er det, der indenfor mindfulnes kaldes ”at registrere en tanke”.

Det er nok den mest laid back måde at agere overfor en tanke på. 

Ikke engang gide vende den ryggen.

Det blev den bedste 2 km tur længe.