En løbedagbog

om at opdage glæden ved bevægelse i naturen, men også om at tage vare på sig selv efter angst, stress og depression. Kort sagt om at gnave løs nederst på stammen af det, der spærrer for dit udsyn, sætte bo i den fældede krone og bruge materialet til at konstruere naturlige oversvømmelser. Jeg ønsker for bloggen, at den kan være min og andres motivation, at I læsere vil blande jer rigtig meget, så vi kan inspirere hinanden. Dette er IKKE en ekspertblog, for jeg ved intet om løb udover at jeg løber. Velkommen.

søndag den 21. april 2013

Åh anemoner

Alle anemonemænd
med stilk og blomsterkrone

har en lille sød og venlig

anemone kone.


Når de drikker morgendug

med deres grønne tunger,

får de mange tusind frække
anemoneunger.



De har ingen bukser på.

Og når de går og fjumser,

kan man se de våde, bare 
anemonenumser!

Det er en af Halfdan Rasmussens elskede digte, som vi plejer at synge til morgensamling, særligt hos de små. Måske man skulle synge den med de voksne også. Nu vi skal vænne os til at knokle "en vis legemsdel ud af bukserne".
Og på min løbetur i dag, så jeg for første gang i år, at solen havde varmet jordens hjerte så meget, at der var kommet: ANEMONER!
Jeg begyndte simpelthen at tude. Indrømmer det gerne. Det rørte mig dybt, at det alligevel kunne ske, nu hvor foråret og varmen nærmest har truet med at blive væk. Jeg er muligvis ved at blive lidt småskør og sentimental efter tre ugers lockout. Dette meningsløse vanvid, hvor vi bliver holdt ude af klasselokalet, til vi "kommer krybende på vores grædende knæ" (citat: KL). Det gør mig ked af det, at mine elever skal leve med uvisheden fra dag til dag. Ikke have en hverdag, de kan regne med. Jeg ved, at nogen af dem - inklusive mine egne børn - får en masse godt ud af dagene og oplever ting, de ellers ikke kunne. Men jeg læser og hører også om andre, for hvem hverdagen kun lige hænger sammen og hvor det er et kæmpe problem alene at få børnene passet. Jeg savner at vide, hvad jeg skal i morgen og resten af ugen. Jeg savner trygheden ved at lave en ugeplan. Ja, jeg savner ligefrem min årsplan (!) Savner min 5. klasse og at være en del af deres daglige udfordringer og oplevelser. Så da jeg så anemonerne i skovbunden, blev jeg grebet af øjeblikkets melankoni: Det er jo nu, vi skal synge Sebastians Anemonesang til morgensamling i multisalen - og så tudede jeg et stykke. Helt for mig selv, mens jeg plukkede mig en buket hjertevarme med hjem:

Tid til eftertanke mens man plukker en lille buket håb om sommer
Så tøffede jeg afsted i mine løbesko med en stadig varmere og efterhånden lidt slukøret buket og sang snøftende strofer for mig selv:


Dagen er så fuld af anemoner
fuglefløjt og farvespil i lyse kroner
Natten fuld af farlige dæmoner
Spøgefugle, troldemænd og heksekoner
Åh anemoner
dækker hele jorden lissom sne
Åh anemoner
snart får jeg vel sommeren at se.

Dagen er så travl for de forfløjne
alle de forpjuskede og næsten nøgne
Natten er så fuld af gule øjne
der i mørket, der på himlen, alle vegne
Åh anemoner
lad mig sove i den hvide seng
Åh anemoner
under stjerner i en blomstereng.

Åh anemoner
dækker hele jorden lissom sne
Åh anemoner
Snart får vi vel sommeren at se.
Mine kollega Trine var i samme skov i dag og tog dette billede

Jeg kom til at tænke på Kaj Munks "Den blå anemone", som vi også plejer at synge med børnene. Vi viser et billede af ham og fortæller historien bag sangen og lidt af historien om manden. Tænk, at han smuglede en anemoneplante med sig fra sit elskede Lolland til vindblæste Jylland. "Hvis den klarer sig, gør jeg nok også" - og det gjorde den! For mig er Lolland noget fremmed, noget med sukkerroer og høj arbejdsløshed og smuk natur. Hvorimod Jylland er der, mine tæer af sig selv slår rødder, blot jeg står stille et minut. Det er jo sådan det er med at høre hjemme. Det ene sted er ikke bedre end det andet. Det afhænger mest af, hvor vi kommer fra. Anderledes er det nok med vores værdier, som udspringer af noget mere universelt. Der skal ringe en klokke i vores indre, når vi møder værdier, og sådan kender vi deres vigtighed. Kaj Munk var på mange planer tro mod sine egne tanker og idealer, omend de indimellem blev udsat for modstand og også måtte puttes lidt af vejen til bedre tider. Han bevarede trods alt en medmenneskelighed, da næstekærlighedens prøvelser var allerværst under den tyske besættelse, og det gør mig ondt at tænke på, at han ikke nåede at opleve befrielsen. Men han ophørte aldrig med at tro på, at varmen ville vende tilbage og anemonen atter kunne springe ud. 

Hvad var det dog der skete? 
Mit vinterfrosne hjertes kvarts 
må smeltes ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord 
og gav den med sit sølvblå flor 
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted der i fjor.



På Lolland jeg den hented, 

et kærtegn fra min fødeø. 
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter, 
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone 
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.



Nu står den der og nikker

så sejersæl i Jyllands grus, 
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her 
har givet den et større værd, 
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.



Hvad var det dog der skete?

mit vinterfrostne hjertes kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts
jeg tænkte "evigt skildtes ad
min sjæl og glæden", da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad

Lyt godt efter den lille anemone. Nogen er ved at skabe et Danmark, der kan puttes ind i en regnemaskine og hvor det facit, der kommer ud på strimlen, skal danne grundlag for vores samfund, vores værdier, vores dannelsesidealer. Men vi kan ikke drage vores børn op efter en bon-strimmel. Vi kan ikke høre klokken ringle i vores inderste indre, hvis alle saldoer skal printes samtidig med. Vi kan ikke flytte os i fællesskab for færre midler - for der er færre midler - hvis ikke vi kan tale pænt til hinanden og fremfor alt hvis vi glemmer at lytte. Vi kan ikke skabe skole på ruinerne af en magtkamp, som denne lockout er. Når engang konflikten er bragt til ende, vil skolen være et åbent sår, vores lille ground zero, der først skal hele. Og det kommer også til at ske. I ruinerne vil nogen plante en lille anemone. Ingen vil bemærke den til at starte med. Med tiden vil den sprede sig, krybende under jorden. Hver gang, en smule varme rammer mulden, vil den brede sit anemonetæppe ud. Gratis. Helt uden bonstrimmel. Fuld af kærlighed og poesi. Og vores børnebørn vil plukke buketter med alt for korte stængler, så vi må sætte dem i æggebægre. Og vi vil fortælle dem om Kaj Munk, der gemte jagede medmennesker på loftet. Og at man kalder det "at gå under jorden". Og om foråret 2013, der var så koldt, at anemonerne gemte sig for alle regnemaskinerne under jorden og ventede tålmodigt på solens hjertevarme stråler. De vidste, at de nok skulle komme. Tak, du lille anemone, for en forløsende løbetur. 

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb, 

den la'r mig nyfødt arve

en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord 
og stryger ømt dit silkeflor, 
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!


lørdag den 13. april 2013

Den røde tråd - billeder fra et fedt socialløb

God *gaaaab* morgen
Synes nærmest lige, jeg har ramt puden, efter vi kom hjem fra Christiansborg. 
Så hvad er meningen? Skovløb, min bare.....Hvorfor har ingen stoppet den skøre idé? 
Nå, op og sætte en kilometer gavebånd op...selvom der kommer jo nok ikke nogen alligevel.

Vi blev over 100 - voksne, børn, heste, hunde og trubadurer med guitarspil i den disede formiddag. 
Stemningen var helt speciel og der blev løbet, travet og redet, snakket, prustet, sunget og grinet.
Der blev løbet lidt forkert, men også givet ros til markering af ruten. Man tror, man ved, hvad de andre tror, man mener :-) 

Det var en dejlig afslutning på en travl og vigtig uge. TAK til alle for det.


Godmorgen, nå, du ser da heller ikke for frisk ud, haha

De to topatleter byder velkommen

Der kom en, der kom to, der kom 112 .....

Meritten og Profilen kom og tog turen - og nød vist især gensynet med deres lockoutede lærere. 


Den uofficielle vinder af løbet - Søren "Seje" Søby - løb som lille Lara og mor Stine hele turen med boksehandsker:-)


Elever og forældre klar til opvarmning......
...som Bernie himself stod for



Sms i bussen på vej hjem fra Kbh: "Må man tage sin hest med?"  Ja, for pokker da! Det er et inkluderende løb. Everything goes. Superhyggeligt med et par heste!

Startfeltet:-) Ingen chips, startskud eller tidtagning. Bare fællesskab. Dem, der trænger til det, fandt jo ud af at dyste alligevel. Tsk, mænd altså:-)

Hyggemix med FLElærerne
Tøseluntetrav
Moster Lene i rask gang
Lara og Stine. Lara var så sød at lytte til. Jeg løb bag hende en del af turn "Rød tråd!" "Rød tråd"


Det bliver helt sikkert ikke sidste gang, jeg arrangerer socialløb. Det var simpelthen smaddersjovt og lige sådan, vi også skal være sammen. 


torsdag den 4. april 2013



Skovløb DEN RØDE TRÅD


fredag d. 12. april kl. 10 fra P-pladsen ved Frøslevlejren

Under lockouten afholder vi skovløb for alle, der har lyst til at støtte op om DEN GODE SKOLE MED PLADS TIL ALLE. 
Overskriften er: "Der må være en rød tråd i det lange løb"
og vi følger den røde tråd rundt i skoven. Løbet er for alle uanset kondition, alder, diagnosticering eller profession. Man må gerne komme, selvom man ikke vil eller kan løbe. Det er jo tilladt at gå eller heppe eller skænke vand eller tage fotos eller bare hygge og være med 

Vær selv med til at præge løbet - det eneste, vi har planlagt er startsted og klokkeslet. 

Dresscode: Ingen, men tag gerne jeres grønne aktions-t-shirt på.
Tilmelding: Mulig via facebook eller bare mød op.
Kontakt: anelundby@gmail.com

Vi glæder os til at se jer!

Hilsen Tina Larsen og Ane Lundby, Lyreskovskolen

mandag den 1. april 2013

Sol over skovstien og et par skarpe hjørner


Så ramte vi 1. april. Sneen ligger stadig som små øer rundt omkring, men temperaturen sniger sig i løbet af dagen op på 6-7 grader, og denne 2. påskedag lå badet i forårssol. 
I anledning af, at Bæverens løbeblog er rundet 1 år, tog Svend et rigtig løbebillede af Kirsten og mig. "Så man kan se, hvor go´ du er blevet, mor!"  Så det håber jeg, I kan se :-) Svend og Kirsten flankerede mig på dagens løbetur. Måske nok mest fordi de ellers skulle vaske op. Og det er så også grunden til, at jeg har fuld ammunition i vædskebæltet til en 4 km tur. De bliver altid så tøøøørstige. 


En lille solstråle i mit liv 


Vi fyldte selvfølgelig kameraet med parkourfilm - og billeder. Mand, han er altså en abekat! 
Og nu er det lige før, jeg kan nå ham i spurterne!! Ha, vi har haft det skægt!


Vi blæser på lockouten og fejrer, at foråret er kommet. 

Tusind tak til alle læsere. Jeg kan se, at bloggen bliver jævnt besøgt. 6000 besøg har vi rundet. Og jeg modtager af og til varme mails, der giver mig lyst til at blive ved. Fra mennesker, der lige nu har det svært. Som kan føle sig trøstet ved, at jeg fik mig rejst og løber afsted med hvad jeg har af lyst, vilje og talent, men frem for alt ved, at jeg har fået glæden tifold tilbage i mit liv. For når man ved, hvordan kampen kan være, så er hvert et lille vindpust i ryggen værd at tage med for de, der lige nu er på vej op og ud i solen. 

God kamp til jer

Og god kamp til Danmark for en god skole i en god fremtid for vores børn

onsdag den 20. marts 2013

Jævndøgnstur

Først den ene vej.....

Og så den anden vej

I dag er dag og nat lige lange over alt på kloden. Det er magiens dag, hvor samhørighedens sus blæser i de krogede trækroner og vindene sender kærligheden videre til de, der savner. Sneen har dalet stille og tæt hele formiddagen. Det er ikke specielt koldt. Lige under frysepunktet. To møder i rap, som ville have fyldt min dag fra 8 til 16.30, er på magisk vis begge flyttet til "en anden dag ude i den uvisse fremtid" og onsdagen er pludselig igen min egen. Efter at have bundet fin sløjfe på et par løse ender på arbejdet, trak jeg i mange lag løbekluns og tog en lille jævndøgnstur. Alt var smattet i skoven, glat og mudret, så det blev 1½ km ned ad vejen til byen gennem skoven og samme 1½ km tilbage igen. På snedkerens opfordring er der et gps-ur på vej til mig som en slags 1 års fødselsdagsgave (mon han læser med her på bloggen??? :-)) og i går ankom en pakke med vædskebælte og to par kompressionsstrømper. Så det var jo oplagt at prøve noget af det af. Jeg fyldte to af flaskerne til bæltet med vand og fik bekræftet, at mit lille pocketkamera lige kan være i lommen foran på bæltet. Strømperne bliver jeg glad for, kan jeg mærke. De støtter lige der, hvor jeg sidste år fik skader, da jeg satte farten i vejret og distancen op. Og på min lille tur i dag var der ikke som vanligt "betonben" efter 2 km. Jeg har stadig let ved at syre til, og endnu lettere hvis jeg har spist let. Men turen i dag var præget af go´e ben, der fandt trittet med Klezmofobias vidunderlige hvirvlende numre i ørene. "Cirkusmusik" kalder Svend det. Jamen , så lad mig da være den støt dundrende elefant, der lunter gennem manegen, ud under tæppet, ud i skoven og griber snefnuggene med læberne undervejs. Trompeterede gjorde jeg dog ikke, men jeg glæder mig da over, at vinteren tilsyneladende bare bliver ved og ved, så jeg rigtig kan få brugt mine løbehandsker, pandepåndet, blinklysarmbindet, refleksvesten, termoløbetøjet og alle de mange lag andet, der må til. Tænk, hvis jeg var kommet til at bruge penge på noget, der ikke var BRUG FOR!!! men dét er der - heldigvis for det! 

Endomondo gav mig en pokal, da jeg kom hjem: Ny km-tid: 7,20. Gennemsnitstiden er nu 8,12

Glædeligt magisk jævndøgn til hele verden

lørdag den 16. marts 2013

Skal du gøre nar, Alberte???


En enkelt række harespor. Ellers ingen tegn på liv under hele løbeturen. Udover fnuggenes tætte hvirvlen i luften.


Det er sådan en dag, hvor gåpauserne alligevel ikke er nogen særlig fornøjelse. Og hvor Albertes "Sommer i Tisvilde" lyder som en hån på MP3eren. Hvis ikke den havde været gemt under tre lag tøj, havde jeg spolet videre! Smukt var det. Og koldt. Og dejlig varm er min stue. God lørdag!

torsdag den 14. marts 2013

1 års fødselsdag

I dag er det præcis 1 år siden, jeg tog min første løbetur. Godt nok ikke i de her sko. Der gik et par uger inden, jeg tog mig selv så alvorligt, at jeg fik købt sko og tøj til formålet, men det har så til gengæld været flittigt brugt siden. I aften for et år siden sad alle Aabenraa Kommunes lærere og bed negle. Jeg downloadede en film, som jeg skulle se næste morgen kl. 6 - 6.30, som var det tidsrum, hvor vi kunne blive ringet op, hvis vi skulle til forflyttelses/fyringssamtale. Den morgen husker jeg tydeligt. Jeg lavede kaffe, lagde mobilen klar og satte mig til at se film med hørebøffer på. Hvilken film det var, husker jeg til gengæld ikke. Vi var nok mange, der havde sovet elendigt. Alligevel var jeg stjerneklar i hovedet. Så kunne de godt ringe. Få det nu overstået. 6.35 løftede Snedkeren den ene hørebøf væk fra mit øre. "Tillykke. Tiden er altså gået. Du er ikke fyret" Jeg greb efter min mobil. Var der ikke dækning? Løftede røret til fastnetten - der var klartone. Børnene dansede rundt og jublede. Jeg fattede ingenting. Der var nogen, der troede mere på et pjok som mig, end jeg selv gjorde. Nogen, der mente, de kunne se, at jeg ville komme op igen. Tænk, hvis alle, der har en svær tid, kunne møde bare én, der tror på dem. Der tør satse og se, at ethvert menneske under de rette omstændigheder kan blomstre og gro og blive endnu stærkere end før. Jeg er dybt taknemmelig for, at det skete for mig. Mine løbebens 1 års fødselsdag har jeg fejret. Ikke med en løbetur, for arbejdsdagen var lang i dag. 6 timers undervisning efterfulgt af et par timers spændende og medrivende kursus. Indrammet af en dejlig frisk cykeltur i begge ender. Så jeg har rituelt lagt løbetøjet klar til en morgentur og i stedet siddet og genlæst mine gamle blogindlæg, som næsten er 1 år gamle. Her er beretningen om den allerførste løbetur, der rummede både 30 og 80 skridts distancer:

 "I sidste uge var der fyringsrunde på skolerne i min kommune. jeg var såmænd forberedt på at blive fyret, da jeg allerede har været sygemeldt i over 4 måneder og nylig er forsøgsvis i gang med at arbejde blot ½ lektion om dagen. Ikke de bedste kort at have på hånden jo. Jeg havde en plan B klar, en ret god en faktisk, og mentalt var jeg så klar, som jeg kunne blive. Men kroppen! Den var så fuld af rastløshed og ubrugelig energi. Så dagen før dagen, da jeg gik og snurrede rundt om mig selv, lod øjnene flyde over gang på gang, var det pludselig tiden. NU. Jeg gravede min gamle H2O dragt frem (indkøbt for at kunne virke lidt sportslig til idrætsdage m.m.) Jo, jeg kunne godt passe den, hvis blot jeg lod være med at lyne lommerne. Sports bh har jeg også indkøbt under et zumbaanfald. Løbeskoene arvet fra en løbeveninde. De går også an. Jeg gravede i min rejsetaske og fiskede det krøllede dameblad frem. Og så var jeg afsted. Jeg har gjort, hvad Chris siger. Og er landet på noget, der ligner 1 minuts gang 1 minuts løb 2 minutters gang 1 minuts løb. Efter 2 km er der en lille plads med bænke og store sten, hvor jeg kan strække ud Det passer perfekt, for det er gerne deromkring jeg begynder at blive øm og pylret. Måske skulle jegstrække ud hjemmefra? Derefter går det rigtig fint. De første gange talte jeg, hvor mange skridt, jeg kunne løbe. 30 skridt. Wauw. 40. 80 puhha, det var mange. Og sikke jeg dog pruster! "

Tak til alle jer, der har fulgt med her på bloggen. Tak til familie og venner, der har kunnet se, at løbet er en god ide for mig. Tak til kroppen, der har givet lov. Vi har fået et fint samarbejde :-) Og tak til mig selv, fordi jeg har holdt ved og holdt ud og har lært at holde af. Det har været et lærerigt første år. 

.....og nu har jeg snart fortjent at få noget løbegrej, der siger bip og dut! 
Måske man skulle forære sig selv en lille fødselsdagsgave?