1 års fødselsdag

I dag er det præcis 1 år siden, jeg tog min første løbetur. Godt nok ikke i de her sko. Der gik et par uger inden, jeg tog mig selv så alvorligt, at jeg fik købt sko og tøj til formålet, men det har så til gengæld været flittigt brugt siden. I aften for et år siden sad alle Aabenraa Kommunes lærere og bed negle. Jeg downloadede en film, som jeg skulle se næste morgen kl. 6 - 6.30, som var det tidsrum, hvor vi kunne blive ringet op, hvis vi skulle til forflyttelses/fyringssamtale. Den morgen husker jeg tydeligt. Jeg lavede kaffe, lagde mobilen klar og satte mig til at se film med hørebøffer på. Hvilken film det var, husker jeg til gengæld ikke. Vi var nok mange, der havde sovet elendigt. Alligevel var jeg stjerneklar i hovedet. Så kunne de godt ringe. Få det nu overstået. 6.35 løftede Snedkeren den ene hørebøf væk fra mit øre. "Tillykke. Tiden er altså gået. Du er ikke fyret" Jeg greb efter min mobil. Var der ikke dækning? Løftede røret til fastnetten - der var klartone. Børnene dansede rundt og jublede. Jeg fattede ingenting. Der var nogen, der troede mere på et pjok som mig, end jeg selv gjorde. Nogen, der mente, de kunne se, at jeg ville komme op igen. Tænk, hvis alle, der har en svær tid, kunne møde bare én, der tror på dem. Der tør satse og se, at ethvert menneske under de rette omstændigheder kan blomstre og gro og blive endnu stærkere end før. Jeg er dybt taknemmelig for, at det skete for mig. Mine løbebens 1 års fødselsdag har jeg fejret. Ikke med en løbetur, for arbejdsdagen var lang i dag. 6 timers undervisning efterfulgt af et par timers spændende og medrivende kursus. Indrammet af en dejlig frisk cykeltur i begge ender. Så jeg har rituelt lagt løbetøjet klar til en morgentur og i stedet siddet og genlæst mine gamle blogindlæg, som næsten er 1 år gamle. Her er beretningen om den allerførste løbetur, der rummede både 30 og 80 skridts distancer:

 "I sidste uge var der fyringsrunde på skolerne i min kommune. jeg var såmænd forberedt på at blive fyret, da jeg allerede har været sygemeldt i over 4 måneder og nylig er forsøgsvis i gang med at arbejde blot ½ lektion om dagen. Ikke de bedste kort at have på hånden jo. Jeg havde en plan B klar, en ret god en faktisk, og mentalt var jeg så klar, som jeg kunne blive. Men kroppen! Den var så fuld af rastløshed og ubrugelig energi. Så dagen før dagen, da jeg gik og snurrede rundt om mig selv, lod øjnene flyde over gang på gang, var det pludselig tiden. NU. Jeg gravede min gamle H2O dragt frem (indkøbt for at kunne virke lidt sportslig til idrætsdage m.m.) Jo, jeg kunne godt passe den, hvis blot jeg lod være med at lyne lommerne. Sports bh har jeg også indkøbt under et zumbaanfald. Løbeskoene arvet fra en løbeveninde. De går også an. Jeg gravede i min rejsetaske og fiskede det krøllede dameblad frem. Og så var jeg afsted. Jeg har gjort, hvad Chris siger. Og er landet på noget, der ligner 1 minuts gang 1 minuts løb 2 minutters gang 1 minuts løb. Efter 2 km er der en lille plads med bænke og store sten, hvor jeg kan strække ud Det passer perfekt, for det er gerne deromkring jeg begynder at blive øm og pylret. Måske skulle jegstrække ud hjemmefra? Derefter går det rigtig fint. De første gange talte jeg, hvor mange skridt, jeg kunne løbe. 30 skridt. Wauw. 40. 80 puhha, det var mange. Og sikke jeg dog pruster! "

Tak til alle jer, der har fulgt med her på bloggen. Tak til familie og venner, der har kunnet se, at løbet er en god ide for mig. Tak til kroppen, der har givet lov. Vi har fået et fint samarbejde :-) Og tak til mig selv, fordi jeg har holdt ved og holdt ud og har lært at holde af. Det har været et lærerigt første år. 

.....og nu har jeg snart fortjent at få noget løbegrej, der siger bip og dut! 
Måske man skulle forære sig selv en lille fødselsdagsgave?