Dapper gennem kold dis på vej til skoven. Søndag lige før spisetid. Sidste dag i vinterferien. Det er første gang i 14 dage, jeg løber. Og forklaringerne på det er mange. Hoste og forkølelse, men også en tyngde i kroppen, der trak mig hen til brændeovnen med tæppe og strikketøj. Når ikke jeg var på ARBEJDE altså. Mit meget dejlige og vigtige arbejde, som har optaget mig så meget de sidste uger, at vippen begyndte at kippe. I ved, så man rutcher ned af den ene vinge. Mod den, der er tungest i forvejen. I kender godt den leg med tre mand på en vippe, ikke? En i hver ende og en sidder eller står på midten. Så gælder det om dels at komme ned på jorden at sidde, dels at få den i midten til at følge med. Billedet med vippen kan man anvende på mange ting. Sit indre vs. ydre liv. Kæresterollen vs. forældrerollen. Eller arbejdsliv vs. fritidsliv. For når først det kører, så bliver det spændende. Så er jeg vild med det. Man kan blive begejstret. Når jeg tænker tilbage på mit arbejdsliv, er der mange skønne, skønne livgivende minder, hvor jeg har oplevet begejstring og stor arbejdsglæde. Det ER dejligt at udrette noget, at få en opgave, afvikle den, være i flow og løse den. Og det tager tid at lande igen. Komme hjem. Mærke sine børn, sin mand. Sig selv. Sit liv. Alt det, der er vigtigt i et rigtigt ægte liv. Når alt andet barberes væk - det, der betyder noget. Jeg har netop for et årstid siden prøvet at måtte forholde mig til, "hvad nu hvis" jeg ikke længere kan være lærer. Det var en meget skræmmende tanke. Jeg kan sagtens finde på noget andet at lave, prøve noget nyt. Men ikke at kunne. Jeg mærkede, at jeg IKKE KUNNE. I lang lang tid gik jeg og vænnede mig til tanken. Hvis nu det skulle være sådan - hvad så? Ja, så måtte jeg jo fortsætte mit liv, men med et andet arbejdsindhold. Lige der ramte sorgen mig. JEG ER LÆRER. En budbringer. Som kvinde er jeg sat på kloden for at føde, elske og passe mine børn godt. Men som menneske er jeg her som budbringer. Jeg er beregnet til at indsamle andre menneskers kloge tanker og visdom. Jeg er skabt til at sortere det og formidle det videre. Og jeg er allerbedst til at lytte. Til andre menneskers indre stemme. Der hvor deres visdom ofte ligger gemt. Det, de gerne vil lære for at komme videre i deres liv. Selv er jeg ikke så klog, at min visdom er uundværlig. Det er læreren, budbringeren, der er brug for. Og som har brug for at være i brug. Ved denne tid sidste år begyndte jeg at lytte til min egen indre stemme. Jeg bragte bud indefra og til mig selv. Da først jeg havde set det, var det hele ikke så slemt. Jeg vidste, hvad jeg skulle gå efter. Og jeg vidste, at bud kan bringes på mange måder. Jeg kan godt blive glad for ikke at være skolelærer. At jeg så i dag er lykkedes med at blive netop dét igen - det er en lykke, jeg knapt begriber. Og alligevel takker for hver eneste dag.
Når så vippen begynder at tippe. Så er det, jeg bliver helt ren og klar indeni. jeg ved, hvad der vil bringe den i ro igen. Og jeg ved, hvor uendelig vigtigt det er. Og hvor uendelig svært det måske bliver undervejs, fordi jeg må træffe nogle upopulære beslutninger.
Vinterferien var vores kæmpeknus midt i en vinterhverdag, der er god nok, som den er. Vi behøver ikke countdown til næste fridag, hvor vi endelig mødes igen, for vi har en dejlig hverdag, og vi deler den. Men sådan en lang uge uden andre planer end at købe armbåndsure til alle og ellers være sammen. En med et æble, siddende på køkkenbordet, pludrer løs, mens jeg tager en opvask. Jeg lytter til det altsammen og fornemmer, at det er hendes liv, der strømmer ud af ordene. Og det liv - det er et dejligt barneliv. Fyldt med store oplevelser. Som nu den kæmpehund, der var ved at overfalde vores lille hund forleden, og som børnene ved fælles hjælp fik jaget på flugt. Eller hendes glæde ved at finde en glemt dukke bag kaninhuset, vaske den fint ren, ordne hendes hår og give hende varmt tøj på. "Så ordnede jeg lige det!".
Nåja, og så den ekstra kop kaffe om morgenen. Og løbeturene. Midt i ferien startede fasten, og som de andre år har jeg brugt fasten til at bryde en vane eller to. Fået nogle ting ud af hverdagen, som er begyndt at fylde rigeligt. I år var det kaffen og osten. Så lever jeg sådan en slags hverdagsaskese, hvor jeg forhindrer mig selv i at have de to ting med i rutinerne. Det er ingen kur. Hverken afrusning eller dogme. Det er en gave til mig selv. Som at blive nulstillet. Eller som at køre det samme sted hen, men ad en ny vej. Tankerne tager et hop og giver luft til nye og det er vældig befriende. Med en lille kaffepause :-)
Oneliners:
Marie og Martin venter en lille pige
Vi venter en lockout
Jeg har tabt 15 kg og er nu kun lettere overvægtig og halvvejs til normalvægtig
Jeg har meldt mig til Kvindeløbet.
Om et par dage kan jeg fejre 1 års dag som løber.
Smart i grunden at kunne løbe. Som budbringer.
