En løbedagbog

om at opdage glæden ved bevægelse i naturen, men også om at tage vare på sig selv efter angst, stress og depression. Kort sagt om at gnave løs nederst på stammen af det, der spærrer for dit udsyn, sætte bo i den fældede krone og bruge materialet til at konstruere naturlige oversvømmelser. Jeg ønsker for bloggen, at den kan være min og andres motivation, at I læsere vil blande jer rigtig meget, så vi kan inspirere hinanden. Dette er IKKE en ekspertblog, for jeg ved intet om løb udover at jeg løber. Velkommen.

lørdag den 31. marts 2012

Ups - nye sko!


Jamen, er det ikke et par nye løbesko?
JO det er!
Og de er ikke købt i min favoritshop, Genbrugsen, men i dyre domme hos Intersport.
Jeg føler mig ovenud forkælet, og det er da alt for galt, og skulle vi nu ikke lige se, om det er seriøst o.s.v.

Hvad er der sket?
Jo, jeg lagde jo mine hævede ankler til debat i går på facebook for at blive klogere på, om jeg mon burde løbe med dem. Bliver det værre eller bedre? 
Og jeg fik mange kloge svar - TAK for det.
Deriblandt også links til venepumpeøvelser, som hjalp mig med at få hævelserne en del ned. 
(Lægger dem i samlingen forneden - linksene altså, ikke anklerne)
Men folk havde nu allermest travlt med at være efter mine solide arveløbesko. Dét går virkelig ikke! Tsk tsk tsk. Hmfpf. Nå. 
Jeg går jo heller ikke ind for arvefodtøj normalt, og slet ikke til børnene. Og da overhovedet ikke sko, man skal gå med længe ad gangen. Jeg løber altså sammenlagt blot 4 timer i ugen. 
Men har jeg forstand på det? Nej!
Har jeg elefantankler? Ja!

Af rene abstinenser ringede jeg til Michael og klagede min nød. 
"Tror du ikke godt, jeg kan løbe?"
Det troede han godt, men ikke i de gamle sko.
Snedkeren var enig med ham. Afsted og få, hvad der skal til for at løbe videre.
Hmm, jeg må jo åbenbart være blevet mærkbart bedre selskab inden for de sidste uger.
Og jeg som troede, at jeg var egoist at stikke af for at løbe....

Så nu har jeg taget en løbetest, der viste, hvad jeg godt vidste om at træde skævt.
Men nøj, det ser sjovt ud på film:-)
Og jeg kan jo godt se, at det river i led og sener for hvert skridt.

Mange sparepenge fattigere og vildt benovet forlod jeg butikken med de skønneste sko. 
De er SÅ FEDE at have på, og jeg kan næsten ikke vente med at løbe i dem i morgen tidlig. 

OG:
Med skoene fulgte faktisk et sæt gratis løbetøj.
I min størrelse!
Ork, ligner jeg ikke bare en løber? ;-)))



Ved det godt - jeg ER godt gift!! Og han har allerede fået et smækkys, ham min snedker.

fredag den 30. marts 2012

Mine ankler er væk!!

Jamen, nu går det jo lige så godt. Det er herligt faktisk at kunne løbe lidt.
Men mine ankler trækker vædske. Og jeg er ikke gravid :-)
Jeg kan trykke en fordybning ind, der bliver siddende et stykke tid, efter jeg har sluppet.
Ikke noget, jeg ikke kan løbe med. Det strammer bare lidt, når jeg vipper med fødderne, men jeg har ikke ondt.
Men er det bedst at løbe videre, tage et par gåture eller helt hvile, til hævelsen er væk?
De råd, jeg har kunnet finde på nettet og i mit løbeblad er:
1. Få lavet en løbetest og køb de rigtige sko
2. Skadet muskelvæv trækker vædske, til skaden er helet.
3. Gå et skridt tilbage i dit træningsprogram

onsdag den 28. marts 2012

Vejrtrækningen

Sikke mange løbere, jeg kender. Og sikke mange fif, man kan få. Hvor er jeg heldig!
I dag på en dejlig fyraftensløbetur fik jeg af en god ven det råd at prøve at få indåndinger og udåndinger til at passe med et bestemt antal skridt. Så jeg ligesom kunne komme ind i en rytme. Jeg kunne ikke rigtig få det til at passe sammen og kan ikke bestemme mig for, om det netop er fordi der ikke er et system i mit løberi - at jeg ikke har fundet min løbestil endnu - eller det er fordi jeg har det bedst med at få benene til at passe til min musik og så lade åndedrættet passe sig selv.
Gad vide, hvad der virker for I andre?
I der løber længere tid ad gangen og får det i flow.

P.S. Benene havde det absolut bedre end nogensinde før og begynder at kunne løbe af sig selv.

tirsdag den 27. marts 2012

Børnetur

I det skønne vejr i går, tog Stine og jeg med børn en tur rundt om mosen.
Stine, der er en rigtig fitnisse, varmede os godt og grundigt op, heppede og motiverede, og var klar med tips og tricks. Det var smadder hyggeligt, simpelthen. Vi fik selvfølgelig ikke løbet så meget, som vi ellers ville, men til gengæld blev vores unger rystet lidt sammen og kom i løbeskoene. Foruden at se en tudse med to frøer på ryggen!!! Kan nogen forklare os dette fænonem?

Jeg biksede med en nerve (?) der satte sig i klemme i hofteleddet. Det sker bare rigtig tit for mig og eneste vej er vist at få strammet bækkenkorsettet op i min yndlingsmaskine. Altså afsted til fitnesscenteret (SUK - hov ups - jeg mener: HERLIG CHANCE FOR AT UDSÆTTE MIN INKONTINENS)

Tak for en dejlig børnejoggetur, Lara, Noah og Stine.

I dag i den strålende sol gik Helga og jeg en tur, jeg lige har målt op til 6 km.
Ork, hvor har jeg fået fart på bentøjet. Helga plejer at "trække mig", men i dag syntes jeg næsten, vi bare fulgtes ad. Den rute kan jeg så småt begynde at gå/løbe om noget tid, så jeg får en ide om min tid til kvindeløbet. Spændende!

lørdag den 24. marts 2012

Nu med personlig coach:-)

Det skulle jo være så fedt at løbe sammen med andre.
Jaja, men de der andre, der løber så lidt og så langsomt som jeg MED GLÆDE gør med deres 25 kg overvægt.
Hvor finder jeg lige dem??? Det synes som er der lidt langt mellem os.

Så hermed en efterlysning:
Løbemakker søges
Du skal have humor, og er du normalvægtig, er det okay med mig, at du løber med rygsæk.

I dag fik jeg selskab af Marie, min store datter, der jo var den, der fik mig til at se lyset.
Snedkeren havde hentet hende, og han var ved at dø af grin, mest af overraskelse, da jeg stod klar i mit løbetøj og tog imod hende, da de kom. Ha, han kan da bare grine. Han vænner sig jo nok til det.Men se bare, hvor vi har faste billeder af hinanden og vores handlemønstre. Nå, han morede sig, og vi skred værdigt afsted.

Det var en rigtig dejlig tur. Vi fulgtes ad meget af vejen - TAK for det, Marie!
Herligt at have en at dele rådyrkig med, udstrækningsfif og musik.
Jeg plejer (ja, man må da godt skrive "plejer", når det er den 7. løbetur, ikke?) at tage to spurter lige inden jeg skal gå de sidste 5 minutter. Marie drønede i forvejen og trak mig så hen til sig med hep og hujen og highfives. Det var virkelig så sjovt. Og jeg spurtede meget bedre og længere end jeg plejede. En hård, men retfærdig træner. I korte øjeblikke oplevede jeg, at benene løb af sig selv, og det er jo den tilstand, jeg ønsker mig. Hvor man bare kan løbe og løbe stille og roligt og lade tankerne passere gennem hovedet eller også bare tænke på ikkenogetsærligt. Lige nu tænker jeg mest på at løbe, men jeg ved fra cykling, bilkørsel, kartoffelskrælning og fletning af franske fletninger, at det ikke varer evigt. Og er der noget, jeg holder af, så er det at tænke og tale, mens hænderne eller kroppen arbejder jævnt og i harmoni. Så det glimt, jeg fik i dag, lover godt. Det skal nok komme - snart.
Da vi var godt halvvejs - og havde strukket ud på "min" bænk - løb Marie i forvejen i sit eget tempo, og jeg besluttede at holde mig i løb hele vejen rundt om Frøslevlejren, hvor jeg løber langs hegnet. jeg ville bare bruge tricket fra i går med at skifte til dansetrin, løbe sejt og ret langsomt i stedet for at slå over i gang.
Med hjælp fra AC/DCs Back in Black og bagefter Born to be wild kom jeg igennem. Oh hvilken sejr at tage den lille seje bakke op til asfaltvejen...stadig i løb. Og høre slutningen på sidste nummer.
 3.41 + 4.10 = 7.51 minutter. Altså ny rekord igen i dag.

TAK FOR EN DEJLIG TUR, MARIE!

fredag den 23. marts 2012

Dans på skovstien

Zumba go home. 
HOT yoga soooo much yesterdays news.
I dag er der udviklet en ny banebrydende løbestil. 

Så kom jeg igennem min restitueringsdag. Iflg træningsprogrammet er det vigtigt at holde disse pausedage for at styrke benene fremfor at slide. Og her står jeg i affyringsrampen og er så TÆNDT. Nå, men jeg kan da godt se fidusen, for benene bliver jo bedre, ømheden er stadig udholdelig. Så for en gangs skyld er jeg lydig og tager mine pausedage. I dag er det løbedag, og med familiens planer i hu, kunne jeg se, at jeg måtte løbe om morgenen. Senere på dagen er der så meget andet, der trækker. Jeg skal med de to små til svømning, Snedkeren og jeg har en vasketøjsdate, og pigerne kan godt bruge lidt opbakning, når der skal renses i bund hos kaninerne. Så kan man godt komme til at vakle og føle sig som en kæmpeegoist, hvis man stikker af i sine løbesko. Så selvom morgenen ikke er min tid for toppræstationer, så var det det bedste valg, og jeg fik faktisk også losset mig selv ud af døren. Tanken om at komme i skole og være i efter-løbe-humør lokkede mig. Jo før på dagen, jeg løber, jo mere har jeg glæde af eftervirkningerne. 

Og min skov her til morgen. Ååh! Let tåge. Pletter med strålende morgensol. Dug i alle spindelvæv, som hang     på tværs af skovstien. Fuglefløjt for ligesom at fuldende billedet. Derfor ingen musik de første 2 kilometer. Jeg besluttede at følge kroppen og lige mærke, hvor jeg er nået til. Det blev til  løb stille og roligt 2 minutter af gangen, med lille gå pause. Mine lægge stivner stadig efter et lille stykke tid. Hvad gør man lige ved det? Jeg stod stille, prøvede at strække dem ud. Ændrede tempo, skridtlængde, afsæt. Det er ihvertfald godt at variere, kan jeg mærke. 

Og så er der noget med den der tid. Det stressede mig at løbe "langt væk hjemmefra" så kort tid inden arbejdet. Måske fordi jeg vinteren over har været urimelig lang tid om at komme i bad, tøj og ud af døren. Jeg sætter stadig lang tid af til det, og derfor kortede jeg ruten af med ½ km. Og det skulle så vise sig, at jeg også har haft en del mere fart på, for jeg var hjemme et kvarter tidligere end ellers. 

Men altså de skinker der! De er da irriterende. Jeg ville gå lidt og tog musik i ørerne for at holde et jævnt tempo. Greasenummeret Summer Night var ikke sådan lige at finde et godt trav til, så jeg prøvede at sætte over i løb. Hmm lidt for langsomt, men hvis nu jeg øgede skridtlængden. Det blev en sjov blanding af gåløb Fedt at tage nogle ordentlige skridt. Det kan jeg overføre til det almindelige løb, når jeg får luft nok til det. Lige nu løber jeg med latterligt korte skridt. Se, dét var sjovt. Jeg prøvede taletesten ved at synge med - oh yeah - overkroppen kom i bevægelse med små dansemoves, hænderne dirigerede orkestret, markerede alle de små lifts i dubidubidubidu og der var jo også blæsersektionen at passe. Jeg skrålede - yes - MENS JEG LØB! Grin bare. Løb lige selv en runde i stuen og se, om DU kan la´ vær´!!:


Okay, vi har en stor skov, og der er ikke mange på stierne der om morgenen. Og når man har propper i ørerne, bliver man heller ikke advaret, hvis der skulle dukke en op, så den stavgænger, der pludselig passerede mig midt i koret "tell me more, tell me more", hun så da ret munter ud. Og ja, jeg ved godt, hvor tåbelig man lyder, når man synger med på musik, de andre ikke kan høre. For ikke at tale om at løbedanse til. Til gengæld gjorde jeg det så eftertrykkeligt, at jeg er sikker på, hun kunne genkende det gamle 70er hit:-). Ved ikke, om jeg rødmede, for jeg var jo rød i hovedet i forvejen..... 

Men hallo! Det nummer varer faktisk 3 minutter og 37 sekunder! 
Og da jeg kom hjem, var mine fødder så varme, at skoene måtte ud på trappen og dampe af i solen.



Badet tog den halve tid, og hvis jeg havde kunnet finde mine nøgler, var jeg kommet for tidligt i skole. 
Lur mig, om ikke løbetiden er hentet ind igen, inden dagen er omme. Den er ihvertfald givet godt ud.

Note til mig selv: Lær mere om arousal.
Mit arbejde går så tit ud på at styrke udviklingen af børnenes svage punkter.
Jeg lærer noget vigtigt her. 
For hvor tit arbejder vi voksne lige med det?
og hvor sjovt og berigende kan det ikke lige gøres? 

torsdag den 22. marts 2012

5 løbeture og jeg er solgt

Jeg er lige kommet hjem fra min femte løbetur. Eller altså løbe og løbe. Jeg har valgt at følge Chris McDonalds løbeplan 5 km på 6 uger, så jeg som nybegynder - overvægtig nybegynder - undgår at knokle mig til en skade som det første. Efter en ugestid fik jeg lagt mig fast på en 4 km rute, der passer med, at jeg går mig varm, skiftevis løber og går 30 minutter og "skridter af" som mine hestevenner ville sige i 5 minutter. Indtil videre er det rendyrket glæde, det er let at komme afsted. Jeg glæder mig til hver eneste tur, og ømheden er i en grad hvor jeg bare føler mig brugt på den fede måde og med mere energi. Altså alt i alt en flyvende start.

De sidste to måneder har jeg gået 3-5 km hver dag, og for nogle uger siden begyndte jeg at tage mine gamle arvede løbesko på, når jeg gik. Samtidig begyndte min 19årige datter at løbe. "Det har gjort hele forskellen, mor" Hold op, hvor lød hun dog glad. Det strålede ud af telefonrøret og lettede mit moderhjerte enormt. Hun havde et stykke tid snakket om, at hun manglede energi og trængte til, at der skulle ske noget. Hun inspirerede mig samtidig. Hvis det virker for hende......og for utallige andre.......hvad er det så, jeg går glip af?    Der skete noget med mine fødder på de næste gåture. Hmm, man kunne jo lige se, hvordan det føles at sætte over i løb. Bare hen til den busk der. Huha!
På en weekendtur til København skal min svigerinde og jeg nå en metro. Eller der kommer jo en til 8 minutter senere, men når den holder der, så får man sådan en lyst til at nå den. Vi spurtede. Og nåede den:-) Klaskede om på et sæde, og mens min svigerinde pustede og begyndte at snakke, blev jeg ved med at puste. og puste. Hive luft ind. Helt ned i bunden af lungerne. Det føltes som om det var 100 år siden, der sidst var blevet luftet ud dernede. og puste uuuuud. jeg tror, jeg var tomatfarvet i hovedet, og det var lidt flovt. Min totalt manglende kondition - gåturene til trods - udstillet. Samtidig fyldtes jeg af glæde og velvære. Det var helt vidunderligt at blive vækket på den måde. Og det gik op for mig, at min vinter havde holdt mig i en kunstig dvale, hvor først sindet var vågnet og først nu for alvor kroppen. jeg trængte til at ANSTRENGE mig fysisk. Vel hjemme tyggede jeg på den. Jeg har så tit startet et løbeprojekt. Og lige så tit blevet fældet af en større eller mindre skade, manglende vedholdenhed og motivation. Jeg faldt over CMDs løbeprogram i Alt for Damerne, som jeg havde købt i toget. I sidste uge var der fyringsrunde på skolerne i min kommune. jeg var såmænd forberedt på at blive fyret, da jeg allerede har været sygemeldt i over 4 måneder og nylig er forsøgsvis i gang med at arbejde blot ½ lektion om dagen. Ikke de bedste kort at have på hånden jo. Jeg havde en plan B klar, en ret god en faktisk, og mentalt var jeg så klar, som jeg kunne blive. Men kroppen! Den var så fuld af rastløshed og ubrugelig energi. Så dagen før dagen, da jeg gik og snurrede rundt om mig selv, lod øjnene flyde over gang på gang, var det pludselig tiden. NU. Jeg gravede min gamle H2O dragt frem (indkøbt for at kunne virke lidt sportslig til idrætsdage m.m.) Jo, jeg kunne godt passe den, hvis blot jeg lod være med at lyne lommerne. Sports bh har jeg også indkøbt under et zumbaanfald. Løbeskoene arvet fra en løbeveninde. De går også an. Jeg gravede i min rejsetaske og fiskede det krøllede dameblad frem. Og så var jeg afsted. Jeg har gjort, hvad Chris siger. Og er landet på noget, der ligner 1 minuts gang 1 minuts løb 2 minutters gang 1 minuts løb. Efter 2 km er der en lille plads med bænke og store sten, hvor jeg kan strække ud Det passer perfekt, for det er gerne deromkring jeg begynder at blive øm og pylret. Måske skulle jegstrække ud hjemmefra? Derefter går det rigtig fint. De første gange talte jeg, hvor mange skridt, jeg kunne løbe. 30 skridt. Wauw. 40. 80 puhha, det var mange. Og sikke jeg dog pruster! Men så tilbød min datter mig at låne hendes gamle MP3er. Vi fandt en masse optempo hardrock, heavy, funk, ja og lidt Alberte:-) "Det skal være trygt og kendt og gøre mig i superhumør, for jeg er virkelig på ukendt grund". Hvem sagde noget om comfortzones? Det gjorde en kolosal forskel! Jeg var virkelig overrasket. Første tegn var, at jeg kom til at løbe for langt. Ja, jeg skriver virkelig LØBE, for jeg løb flere hundrede skridt og glemte at tælle. Damn, jeg var dejlig rød i hovedet og glad i hele kroppen, da jeg kom hjem. Det havde regnet lidt hele vejen, så jeg blev svalet tilpas af undervejs. Det er da fedt at løbe, når det støvregner. Som at være en frugt i føtex.
Okay, jeg blev nok lidt overstadig, for ved den næste løbetur var benene fyldt med bly og løsnede sig først efter 2½ km. Hjemmefra besluttede jeg: 1) Det er okay at gå hele vejen 2) Du bliver ikke bedre til at løbe af at blive hjemme 3) Du er øm men ikke skadet, så NO IS NOT AN OPTION. Selfcoaching er ikke min spidskompetance, når det kommer til noget besværligt, men det gik. På vejen rundt overvejede jeg, hvordan jeg kunne booste min motivation. Netværk. Videndeling. Relationer. Tre ting, der altid virker for mig, som inspirerer mig og som jeg bare altid griber til, når jeg føler mig alene eller en udvikling er gået i stå.
Så nu har mine døtre og jeg meldt os til kvindeløb i vores lokale by. Jeg har udbasuneret det på Facebook og spurgt mine forundrede venner, om nogen vil med (come on, en 12 årig kan gå ved siden af mig, så langsomt løber jeg. Så du kan altid se dig tilbage og få øje på mig, hvis du føler dig langsom.) Mit mål er at glæde mig inden, at gennemføre løbende med gå-intervaller, og at fejre sejren bagefter. Og startede denne blog. Til motivation, glæde, og forhåbentlig fællesskab og inspiration. 5 løbeture og jeg er SOLGT!