Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Det kom bare.
I går var jeg på en lille løbetur. De sidste mange gange har
jeg løbet ganske kort (500 -1000 meter) og så har jeg med ét fået ondt i min
læg. Løbepause eller ej. Pludselig spænder læggen op og bliver stenhård. Nægter
at være smidig, trækker i akillessenen og niver og river og gør ONDT.
Min
automatiske reaktion er
”fanme nej – det er
noget, jeg bestemmer”
eller
”Det skal nok lige løbes væk”
eller
”Jeg strækker den lige ud”
Jeg har en indbygget trang til at koble kroppen fra og stå
igennem, komme i mål. Og det er selvfølgelig ikke måden at gøre det på. Så her
er store muligheder. Her kan jeg lære noget om mig selv. Her kan jeg udvide
paletten af handlemønstre. Normalt plejer jeg at stoppe med at løbe og humpe
hjem.
Men her er hvad jeg lærte forleden:
Solen skinnede. Det var weekend. Jeg havde varmet godt og
grundigt op. Var smidig og blød som en glemt banan med skræl i solen. Jeg
trængte. Det var over middag. Snedkeren og jeg havde gået en lille tur med
hunden, kyssede farvel og jeg svingede ad vejen mod Paris. Og det var så
dejligt at lunte derudaf i små uregelmæssige intervaller. Jeg tænkte på alt og
særlig på ingenting. Og så var det, jeg kom til at tænke ”Åh. Nu hvor det er så
dejligt – BARE jeg så IKKE får ondt i læggen!!” ………og så kom smerten snigende.
Det trak i læggen, og denne gang i den anden læg. Den det ikke plejer at være.
Jeg vidste, at jeg havde tænkt spændingen frem. Og så kom
jeg til at tænke:
”Træk vejret dybt ned.
Grib fat om det ømme.
Og giv slip.
Pust uuuud.
Kære muskel – vær blød.
Tusind tak”
Og så gik det naturligvis væk
Ikke på sådan en jeglukkerafogholderud måde. Mere på samme
måde som når jeg er gået ind i en ve under en fødsel og har lavet det varmeste
perfekte samarbejde med en krop, jeg har været dybt afhængig af og som havde
brug for mig, så vi kunne kere os om hinanden.
Senere på turen – som jo blev ved med at være en løbetur J - trak det lidt ved
låret. Og nu havde jeg jo fået smag for at vi kunne snakke sammen. Så jeg
messede under løb ”Kære lårmuskel (musculus vastus medialis tænkte jeg faktisk J) bliv ved at være blød
– pust uuud”. Pist!
Det kræver helt sikkert et særligt mentalt mode, som jeg
ikke helt har lært at sætte mig selv i. Men når jeg er i det, kan jeg navigere
i en orkan. Håndtere konflikter mellem kæmpebrød fra 8. klasse. Jeg kan være
klippen, en forgrædt mor klatrer op og puster ud på under hendes livs sværeste
skole-hjem-samtale. Jeg kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, når mit barn
overrasker mig med en stor livsudfordring.
Andre dage kommer det snigende ved det mindste. Skuldrene
klatrer op i nakken ved den første høje lyd. Et hårdt blik kan sende mig i
dørken, mavesæksknugende. En henkastet ”sjov” bemærkning kan sende mig i
grubleriet resten af dagen. Jeg er sart og lydhør og sensitiv og stærk og
robust og alt sammen på en gang. Sådan er det at være mig og rigtig mange
andre. Det er vores særlige styrke og vores sarteste sted. Tankens kraft er
stærk.
Nu er det ikke sådan, at jeg tror, man kan tænke en
fibersprængning væk. Men helt ærligt: De spændinger, jeg har, opstår ved
tankens kraft. Så hvorfor i grunden ikke lege med? Hvorfor ikke tænke dem væk
igen?
Muskelspændinger er kroppens forsvar mod pludselig opstået
fare. De gør klar til at aktivere vores kamp-flugt system. Men hvad nu, hvis
telegraferne fra muskler til hjerne og tilbage igen er sløsede? Kroppen kan så
let tage fejl. Som når jeg er bange for at blive nervøs for at komme til at
tænke på at spænde, for SÅ spænder jeg da først.
Så kan jeg jo bare tænke
tanken helt ud – og tænke den tilbage og væk.
Se på den og lade den passere.
Det er det, der indenfor mindfulnes kaldes ”at registrere en tanke”.
Det er nok den mest laid back måde at agere overfor en tanke
på.
Ikke engang gide vende den ryggen.
Det blev den bedste 2 km tur længe.
