Karen til Grænseløb

Karen drøner ind efter 5,5 km på en fin tid: 34,11

Vi har været til grænseløb i dag. Karen løb sammen med de 115 andre tilmeldte elever fra Lyreskovskolen. Det er jo godt nok mange. Men bare ikke lige nogen af dem, hun kender særlig godt. Karen har sin egen omgangskreds. Nøje udvalgt af hende selv. Den er god. Og den er ikke voldsomt stor. Hun går sine helt egne veje, og hun ved, hvad hun vil! Og ikke vil! Så jeg var helt beæret, da hun indvilligede i at løbe grænseløbet med mig. Jeg havde lokket og hun fik mig også til at love, at jeg ville følges med hende i hendes tempo hele vejen. Dét er så en joke nu - mere om det. Vi var begge tilmeldt, og jeg har brugt ugerne optil på at blive så klar som mulig. Min fiberskade i læggen driller nemlig stadig. Nogle dage er det gået fint med at løbe små ture med mange gåintervaller. Og så pludselig en dag (morgen er det mest) kan jeg knapt bevæge benene, og gør jeg det alligevel siger det smak. Så humper jeg et par dage efter. Kan sagtens gå op af trapper, men helst ikke nedad. I sidste uge blev jeg løsnet af Tranberg igen. Det hjalp en del, og vi aftalte, at jeg skulle lave øvelser og blive ved at cykle i skole og så blive tapet fredag. Så måtte vi se. Så beslutningen om ikke at deltage i grænseløbet blev først taget i morges efter et ret grundigt forsøg på opvarmning. Jeg kunne godt mærke, at det ville gå skidt. Det river stadig i akillessenen, musklen bliver nemt stenhård og ufleksibel, og så er der jo kun senen til at give sig ved at stræk. Men jeg havde jo lovet Karen. Og fået hende lokket til at tilmelde sig. Hvad så nu? Ja, hun havde da tænkt sig at løbe alligevel. Sådan! vi var med for at heppe og havde sådan set en fin dag med alle de andre lokale folk. Det var jo sjovt at stå og heppe på alle dem, vi kendte, når de nærmede sig målstregen. Især alle børnene. Og så lige pludselig råber Helge: Der kommer Karen da! Hvad?? Jeg fik lige fumlet mobilen frem og skudt et hurtigt billede (ovenfor) mens jeg hujede og heppede på hende. Stolt var hun. Og det er da også gået godt. "Det var lidt kedeligt sådan halvvejs. Jeg løb jo bare. Hvad fanden skal man lige lave? Man løber jo bare. Næste år vil jeg have lidt musik med" :-) I mit stille sind forstår jeg godt, hvad hun mener. Og jeg er lettet over, at jeg ikke løb med hende. Jeg havde jo lovet at løbe i hendes tempo (underforstået ikke løbe fra hende. Det var, hvad hun mente) men det kan jeg jo slet ikke! Min bedste femmer indtil videre er på 44 minutter - hendes er på 31. Gogo girl - hvor er du SEJ! - og især glad. Hun er helt tændt og vil med næste år.

Selv må jeg indrømme, at jeg blev helt melankolsk af at gå rundt i civil uniform blandt alle de startnumre, vandflasker og hestehaler. Der var heldigvis et outletudsalg, så jeg dulmede mig med lidt shopping. Først og fremmest fik jeg snedkeren i et par løbesko. Han havde nemlig ondt i hælen (af at arbejde i for gamle sikkerhedssko uden snørebånd) og han klarede helt op, da han landede i den stødabsorberende bund. Aaah. dem måtte han bare beholde på! Okay. Det kunne jo være, han fik lyst til at lunte en lille tur med os en dag;-))) Jeg fandt også vintertights, refleksvest og refleksbånd med blink til mig selv. Jeg holder nemlig fast i, at jeg skal løbe for fremtiden. Som Susanne - min gode Endomondoven, som i øvrigt er en ammerådgiverkollega - skrev: "Der kommer altid et nyt løb til dig, men ikke et par nye ben" . Så i dag traf jeg en beslutning for denne dag og for alle de fremtidige løbedage. Det kan godt være svært at sige NEJ og lade være, men jeg er stolt af, at jeg mærkede efter.

Nu er jeg jo tapet godt ind, så hvis benene har det ligeså godt i morgen, kan det være, jeg lunter en lille tur. Måske.