En løbedagbog

om at opdage glæden ved bevægelse i naturen, men også om at tage vare på sig selv efter angst, stress og depression. Kort sagt om at gnave løs nederst på stammen af det, der spærrer for dit udsyn, sætte bo i den fældede krone og bruge materialet til at konstruere naturlige oversvømmelser. Jeg ønsker for bloggen, at den kan være min og andres motivation, at I læsere vil blande jer rigtig meget, så vi kan inspirere hinanden. Dette er IKKE en ekspertblog, for jeg ved intet om løb udover at jeg løber. Velkommen.

søndag den 21. april 2013

Åh anemoner

Alle anemonemænd
med stilk og blomsterkrone

har en lille sød og venlig

anemone kone.


Når de drikker morgendug

med deres grønne tunger,

får de mange tusind frække
anemoneunger.



De har ingen bukser på.

Og når de går og fjumser,

kan man se de våde, bare 
anemonenumser!

Det er en af Halfdan Rasmussens elskede digte, som vi plejer at synge til morgensamling, særligt hos de små. Måske man skulle synge den med de voksne også. Nu vi skal vænne os til at knokle "en vis legemsdel ud af bukserne".
Og på min løbetur i dag, så jeg for første gang i år, at solen havde varmet jordens hjerte så meget, at der var kommet: ANEMONER!
Jeg begyndte simpelthen at tude. Indrømmer det gerne. Det rørte mig dybt, at det alligevel kunne ske, nu hvor foråret og varmen nærmest har truet med at blive væk. Jeg er muligvis ved at blive lidt småskør og sentimental efter tre ugers lockout. Dette meningsløse vanvid, hvor vi bliver holdt ude af klasselokalet, til vi "kommer krybende på vores grædende knæ" (citat: KL). Det gør mig ked af det, at mine elever skal leve med uvisheden fra dag til dag. Ikke have en hverdag, de kan regne med. Jeg ved, at nogen af dem - inklusive mine egne børn - får en masse godt ud af dagene og oplever ting, de ellers ikke kunne. Men jeg læser og hører også om andre, for hvem hverdagen kun lige hænger sammen og hvor det er et kæmpe problem alene at få børnene passet. Jeg savner at vide, hvad jeg skal i morgen og resten af ugen. Jeg savner trygheden ved at lave en ugeplan. Ja, jeg savner ligefrem min årsplan (!) Savner min 5. klasse og at være en del af deres daglige udfordringer og oplevelser. Så da jeg så anemonerne i skovbunden, blev jeg grebet af øjeblikkets melankoni: Det er jo nu, vi skal synge Sebastians Anemonesang til morgensamling i multisalen - og så tudede jeg et stykke. Helt for mig selv, mens jeg plukkede mig en buket hjertevarme med hjem:

Tid til eftertanke mens man plukker en lille buket håb om sommer
Så tøffede jeg afsted i mine løbesko med en stadig varmere og efterhånden lidt slukøret buket og sang snøftende strofer for mig selv:


Dagen er så fuld af anemoner
fuglefløjt og farvespil i lyse kroner
Natten fuld af farlige dæmoner
Spøgefugle, troldemænd og heksekoner
Åh anemoner
dækker hele jorden lissom sne
Åh anemoner
snart får jeg vel sommeren at se.

Dagen er så travl for de forfløjne
alle de forpjuskede og næsten nøgne
Natten er så fuld af gule øjne
der i mørket, der på himlen, alle vegne
Åh anemoner
lad mig sove i den hvide seng
Åh anemoner
under stjerner i en blomstereng.

Åh anemoner
dækker hele jorden lissom sne
Åh anemoner
Snart får vi vel sommeren at se.
Mine kollega Trine var i samme skov i dag og tog dette billede

Jeg kom til at tænke på Kaj Munks "Den blå anemone", som vi også plejer at synge med børnene. Vi viser et billede af ham og fortæller historien bag sangen og lidt af historien om manden. Tænk, at han smuglede en anemoneplante med sig fra sit elskede Lolland til vindblæste Jylland. "Hvis den klarer sig, gør jeg nok også" - og det gjorde den! For mig er Lolland noget fremmed, noget med sukkerroer og høj arbejdsløshed og smuk natur. Hvorimod Jylland er der, mine tæer af sig selv slår rødder, blot jeg står stille et minut. Det er jo sådan det er med at høre hjemme. Det ene sted er ikke bedre end det andet. Det afhænger mest af, hvor vi kommer fra. Anderledes er det nok med vores værdier, som udspringer af noget mere universelt. Der skal ringe en klokke i vores indre, når vi møder værdier, og sådan kender vi deres vigtighed. Kaj Munk var på mange planer tro mod sine egne tanker og idealer, omend de indimellem blev udsat for modstand og også måtte puttes lidt af vejen til bedre tider. Han bevarede trods alt en medmenneskelighed, da næstekærlighedens prøvelser var allerværst under den tyske besættelse, og det gør mig ondt at tænke på, at han ikke nåede at opleve befrielsen. Men han ophørte aldrig med at tro på, at varmen ville vende tilbage og anemonen atter kunne springe ud. 

Hvad var det dog der skete? 
Mit vinterfrosne hjertes kvarts 
må smeltes ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord 
og gav den med sit sølvblå flor 
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted der i fjor.



På Lolland jeg den hented, 

et kærtegn fra min fødeø. 
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter, 
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone 
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.



Nu står den der og nikker

så sejersæl i Jyllands grus, 
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her 
har givet den et større værd, 
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.



Hvad var det dog der skete?

mit vinterfrostne hjertes kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts
jeg tænkte "evigt skildtes ad
min sjæl og glæden", da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad

Lyt godt efter den lille anemone. Nogen er ved at skabe et Danmark, der kan puttes ind i en regnemaskine og hvor det facit, der kommer ud på strimlen, skal danne grundlag for vores samfund, vores værdier, vores dannelsesidealer. Men vi kan ikke drage vores børn op efter en bon-strimmel. Vi kan ikke høre klokken ringle i vores inderste indre, hvis alle saldoer skal printes samtidig med. Vi kan ikke flytte os i fællesskab for færre midler - for der er færre midler - hvis ikke vi kan tale pænt til hinanden og fremfor alt hvis vi glemmer at lytte. Vi kan ikke skabe skole på ruinerne af en magtkamp, som denne lockout er. Når engang konflikten er bragt til ende, vil skolen være et åbent sår, vores lille ground zero, der først skal hele. Og det kommer også til at ske. I ruinerne vil nogen plante en lille anemone. Ingen vil bemærke den til at starte med. Med tiden vil den sprede sig, krybende under jorden. Hver gang, en smule varme rammer mulden, vil den brede sit anemonetæppe ud. Gratis. Helt uden bonstrimmel. Fuld af kærlighed og poesi. Og vores børnebørn vil plukke buketter med alt for korte stængler, så vi må sætte dem i æggebægre. Og vi vil fortælle dem om Kaj Munk, der gemte jagede medmennesker på loftet. Og at man kalder det "at gå under jorden". Og om foråret 2013, der var så koldt, at anemonerne gemte sig for alle regnemaskinerne under jorden og ventede tålmodigt på solens hjertevarme stråler. De vidste, at de nok skulle komme. Tak, du lille anemone, for en forløsende løbetur. 

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb, 

den la'r mig nyfødt arve

en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord 
og stryger ømt dit silkeflor, 
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar