November har sin helt egen tone. Lavt lys. Dis. Sprød som de raslende blade i vejkanten. Der lægges an til jul, lys fra kirkerum til aftenkoncerter, mine elskede lasede julenoder, som jeg aldrig bliver træt af at tage frem. Som at komme hjem. Hvert år føjes nye vidunderlige sange til stakken. Man kan godt blive lidt pivset og tyndhudet ved denne tid. Synes, at det hele er knapt så meget ved. Gør jeg nu nytte med min moslen rundt? Skulle man mon ikke bare rulle sig sammen til en kugle, lade piggene stritte mod verden og lade sig varme ved sin egen ånde og med poterne puttet inde ved sin egen lune mavedelle?
Jeg bliver indadvendt og får en mangel på trang til at kæfte op. Jeg kunne såmænd godt sidde i min seng og strikke i et par måneder, hvis det skulle være. Lade tungmodet sænke sig over mig og tårerne trille. Spise ost og kage. Hvæse af hele verden, der vækker mig i hiet. Men jeg har andre planer.
I år er jeg løber. Gennem vinteren. Lige nu betyder det en rolig nydelse. Kroppen kalder ganske vist på varme, hule, ro, levende lys og levende smuk musik. Kroppen vil ikke presse, ikke skynde, ikke præstere. Den vil ikke trampe i pedaler på vej til skole, men føre hjulene sindigt rundt, mens jeg tager hele den brunrøde skov ind med øjnene og bare er i den. Men jeg har fundet ud af noget helt andet om min krop. Den vil gerne være. Det er enormt nemt at løbe lige nu. Og rart. Benene bliver sat i gang, og så løber de bare, mens tankerne driver forbi. Når jeg kommer hjem, er kinderne røde, øjnene klare. Jeg er vildt forpustet og aner ikke, hvad jeg har tænkt på.
Asics første efterår |
Hvad er det med November?
November er skole-hjem-samtaler. Med nye elever er det ganske særligt. At sidde med den enkelte elev og forældrene, bare os, i klasselokalet for første gang. 15 minutters intenst møde. Det er umuligt at sige, hvad det er, jeg laver de 15 minutter, selvom jeg kan sige ret præcist, hvad vi taler om. Jeg tror mest, jeg mærker den særlige energi, der er mellem barn og forældre, kærligheden og smerten. Fortællingen. Ethvert menneske er helt sit eget. Født unikt og formet gennem sin historie. Når jeg har siddet lidt der med dem, er det som at høre et eventyr. Måske taler vi om lektier, kammeraterne, læsning. Men det er på en eller anden måde rart at se ind i øjne, der ligner barnets lidt, høre en mor le og se hende purre op i håret på purken, der sidder der og trykker sig lidt ved den uvante situation. Og når samtalerne er slut, er der fri bane til vinterens arbejde. Spørgsmål er besvaret, kursen er sat, og vi lægger roligt fra kaj. Det kan jeg godt lide.
I mit løberliv er det nu, jeg ikke gider løbe med intervalkontrol, måle tophastighed, forbedre tiden. Eller blogge om mit løb på samme måde som jeg plejer. Da jeg startede med at løbe, løb jeg for at komme fri af angst og depression. Af angst for at angsten skulle komme tilbage. Jeg begyndte at blogge for at motivere mig selv. Dokumentere mine fremskridt. Fremelske en vedholdenhed. Nu føles det overflødigt. Jeg gider ikke tælle sammen, hvor mange km jeg har cyklet eller løbet. Jeg cykler bare i skole som jeg plejer. Hver dag. Snedkerens køremakker har også fået andet arbejde, så nu bruger han bilen. Den står ikke i indkørslen og frister mig om morgenen. Jeg har forlængst vænnet mig til cykelturen, som er blevet kortere og kortere. Jeg sætter mig op, kører afsted, og snart er jeg fremme. Hvem gider at skrive om det? Og når dagens lys svinder og det er løbedag, så løber jeg en tur. På med blinklys-armbåndet og termoløbetøjet. Frirum. Jeg elsker det. Der har ikke været døje med skader eller smerter i månedsvis. Det eneste, jeg har gjort, er at skifte den ene løbedag ud med en tur i svømmehallen. Vi har en skøn kollega, der træner os i vandarobic, og hun er god til det. Det er et godt hold. 21.15 - 22. Rart at komme der. Sludder i saunaen. God og effektiv træning af hele kroppen så god i vandet. Jeg elsker at være i vand. Hjem og falde til ro med en kop skoldhed te. Sove velsignet. Tre dage i ugen løber jeg min tur. 3-5 km alt efter tid og lyst.
Og angsten? Hvad med angsten? Var det ikke sidste år ved denne tid, den sneg sig ind i mit liv? Jo. Jeg har været så spændt på, hvordan jeg ville modtage november denne gang. Dels er jeg under et vist pres. Jeg er under uddannelse og skal til eksamen om 3 uger. Ny arbejdsplads. Og skolefusioner har ikke det bedste rygte, når det kommer til arbejdsmiljø, stress, trivsel. Og gu har jeg da travlt. Jeg er nyvalgt AMR. Men jeg trives rigtig godt. Der er udfordringer, der skal tages. Løsninger, der venter på at blive opdaget. I morgen tager vi hul på Dag 70 med eleverne. Åh, det er altsammen så nyt endnu, og vi er endda kommet et stykke. Det er tid at stoppe op og nyde udsigten lidt. Lade pedalerne gøre lidt af arbejdet selv og tage de brunrøde farver ind. Angsten er her et sted. Som min nye røgalarm, der bipper, når jeg glemmer at skrue ned for kartoflerne. Den har bippet. Jeg har mærket pulsen dunke i halsen. Midt om natten. Susen for ørerne. Og der skete ikke det mindste ved det. Jeg blev ikke syg og faldt ned i et kæmpe hul. Jeg mærkede bare min krop kalde. Det sympatiske nervesystem skulle lige til at gå amok, men så opdagede det, at sabeltigeren var lusket væk, og det blev ikke til noget med hverken jagt eller flugt denne gang. Og pulsen luskede hjem på plads igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar