En løbedagbog

om at opdage glæden ved bevægelse i naturen, men også om at tage vare på sig selv efter angst, stress og depression. Kort sagt om at gnave løs nederst på stammen af det, der spærrer for dit udsyn, sætte bo i den fældede krone og bruge materialet til at konstruere naturlige oversvømmelser. Jeg ønsker for bloggen, at den kan være min og andres motivation, at I læsere vil blande jer rigtig meget, så vi kan inspirere hinanden. Dette er IKKE en ekspertblog, for jeg ved intet om løb udover at jeg løber. Velkommen.

tirsdag den 11. december 2012

Hukommelse på prøve


Eksamen nærmer sig.
Om nogle dage skulle jeg gerne være færdig som fysiurgisk massør.
Jeg glæder mig.
Jeg læser og masserer og læser og masserer og læser.
Persum er overraskende fyldigt. Ikke vildt svært at forstå, men der er rigtig meget at få lært og husket. Særlig har de latinske navne på musklerne udfordret mig. Det plejer at være min styrke - at jeg husker godt og har en stor arbejdshukommelse. Men nu har jeg jo fået ny hjerne. Eller den har ihvertfald ændret sig. Det er muligvis et alderstegn, men  der er også en sammenhæng til depressionen sidste år og stressnedbruddet for 4 år siden. En veninde sagde en dag: "Ja Ane, nu kan du nok kun have lige så mange bolde i luften som os andre". Måske er det sådan, det er. Men det er ikke let at lære at lære på en ny måde. Men jeg tager kampen op. Udforsker mine muligheder. Det er faktisk ret sjovt. Præcis hvor sjovt skal vise sig, når jeg forhåbentlig består min eksamen. 

Hvad har jeg gjort for at få det lært?
Til øjet:Jeg har læst pensum igennem før og efter undervisningen. Og igen her den sidste uge. 
Til øje og øre: Jeg har fundet små undervisningsfilm på Youtube. En rar mand - han kalder sig AnatomicMan - tegner og fortæller noget så tålmodigt om alt indenfor anatomi og fysiologi. Og nordmændene er gode til at lave animerede modeller. 
Til følesansen: Der har familien og jeg selv lagt kroppe til. 
Til mobiliteten: jeg har båret musklernes navne i hovedet, mens jeg gik fra studiekort til notesblok, der lå på hver sit bord.
Til den sociale snakketante: Jeg har over telefonen gennemgået alle studiespørgsmål fra pensum med et par studiekammerater.

.....men der var stadig meget, der ikke ville sidde fast. Udenadslæren. Alt det forb..... latin.

Jeg har ledt efter nye teknikker og blev på Facebook mindet om Oddbjørn By, verdensmesteren i at huske. Hans MEMO teknik er sjov og egner sig til at strukture udenadslære. Skabe knager i hjernen, hvor du kan hænge info på, så det ikke falder ned og glider ud igen. Og det virker. Det, jeg kan lide ved teknikken er, at det er sjovt og virker. Det, man kan have imod den er, at måden man lærer på, er noget vrøvl :-) Du får ikke en større forståelse for sammenhængen i dit pensum, du husker det bare. Til gengæld er det ret sjovt med alt det vrøvl, og vi ved jo, at et godt grin (endorfinproduktion) stimulerer til at lære. 

Så derfor, til alle stressramte og (eks)depressive og andre med hukommelsesbesvær: Her er lidt om MEMO. Lær dig teknikken og tag den frem, når din teflonhjerne er værst.

Et eksempel:
Jeg laver en hukommelsessti for lårmusklerne.
Jeg skal lære om tre - og nu skal du ikke tage dig af, at du ikke fatter en meter af det næste: Den ene hedder:
 Musculus Vastus Lateralis, den udspringer posteriort på femur, forløber distalt og hæfter til tuberositas tibia. Dens funktion er en ekstension af knæleddet. 

Jeg forstår godt den muskel og kan se den for mig.
men jeg har svært ved at huske, hvad alle de steder HEDDER!
Så jeg laver en MEMO jvf Oddbjørn By, følg med:

Jeg lukker øjnene og ser mit hus for mig.
På fortrappen ligger et stegt kyllingelår (lår)
Jeg går ind ad døren og er ved at falde over en kurv vasketøj (vastus)
I garderobeskabet på min venstre side står en mand og ler (latter/lateralis), mens han læser et sjovt brev (post/posteriort). Jeg går videre hen til brændeovnen, hvor min bedstemor står og varmer sig. Hun giver mig en femmer (femur). I køkkenet ligger en række genstande på bordet. En diskette (distalt), en tube lim (tuberositas) og en tier (tibia). På den anden side af køkkenvasken har Marie smidt sine hårekstensions (ekstension) og Kirsten har efterladt sine knæbeskyttere (knæ).

Min sti deler sig i tre og samler sig igen svarende til de to andre lårmuskler. De har nemlig meget til fælles, men vastus medialis (medister) hæfter også posteriort (post/julekort), mens vastus intermedius (computer/internet) hæfter anteriort (en and, der sidder på skærmen), alle på femur, så jeg går fra både medisteren og computeren hen til bedstemor og får min femmer og videre hen til køkkenet o.s.v.

Når jeg nu bliver bedt om at gøre rede for en lårmuskel, er alt, jeg skal klare at finde den rette indgang til huset, nemlig døren, hvor der ligger et kyllingelår. Så skal jeg gå ind, og resten giver sig selv blot ved at jeg går gennem huset til køkkenet i mine tanker. Jeg ser virkelig alle de skøre ting for mig :-) Det virker!

Pensum har 37 muskler, der skal læres på den måde, og ikke alle er så enkle som vastus lateralis og hans venner. De får hver deres indgang. Fx har hasemusklerne fået havedøren, hvor jeg har stillet en kurv med hasselnødder. På bryggerstrappen står en autostol (barnesæde/sædemuskel) 

Meeeeeen:
Det irriterer mig jo. Jeg er nu engang sådan en logisk lille pedant.
Så som læringsstrategi køber jeg den ikke helt.
Teknikken skal kombineres med forståelse og indsigt.
Jeg kunne jo i princippet lire hele remsen af uden at forstå en meter af den lårmuskel dér! 
Så der er ingen vej udenom. Op på briksen med snedkeren, fat i hans musculus vastus lateralis, mærk forløbet, stræk hans knæled. Snak højt. Uh, han er så slank og stærk - en fornøjelse at palpere! Og han har forlængst vænnet sig til, at hans kone mosler rundt med ham, mens hun siger sære ting *smil*

Hov! Jeg glemte (haha) vist at nævne en sidste ting, jeg også har gjort, og som gør hele forskellen. Særlig på humøret og overskuddet til familien, med hvem jeg nyder mine fritimer:
løbeturene

+
musikken  
+ selvfølgelig kærligheden





5 kommentarer:

  1. Ja jeg ser det for mig, Ane...Oddbjørn er ikke ubetinget lige for mig, ved du nok! Og så kan jeg bare ikk' la' vær'; HVEM skal rydde alt det op som du knu har sat rundt i huset?
    Ej, undskyld, søde Ane - du er ski' sej og jeg er så sikker, så sikker på det blir godt at få dig til den eksamen! Kram fra Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ja, Susanne, sikke en rodebutik! Godt vi har flylady så ;-) Jeg troede faktisk, at Oddbjørn er lige nøjagtig skør og ulogisk nok til dig - som en kimsleg i fantasien. Personligt ville jeg foretrække en eksamen, hvor vi må tage bøger og noter med og hvor niveauet så blot blev lagt tilsvarende højere. Jeg hader udenadslære og terperi af et ærligt hjerte. Men sådan er det ikke, så jeg er glad for, jeg har mine tricks. Ellers havde jeg ikke fået det lært.
      Kram til dig

      Slet
    2. .....øh, og I er godt nok med på, at jeg ikke har stillet alle de ting op rigtigt, ikke? Heller ikke nødderne og barnesædet, og slet ikke min bedstemor, som har været død i flere år :-)))

      Slet
  2. Ej hvor sjovt! !! Marianne bruger den der memo teknik når hun repeterer stof sammen med mig. .. helt ubevidst! !

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det skægt. Du har en klog kone, Line!

      Slet