Jeg kan sjippe!!! Det er sgu da sjov motion. |
Så fik vi sommerferie! Som i SOMMERferie. Som i ingen
madpakker, ingen vækkeur, ingen gymnastiktøj eller lektier. Som at sidde i
badedragt og lege med sine dukker under et æbletræ. I lang tid. Eller bygge en
hule bagerst i haven og lade den stå. Skumfiduser over bål. Frokost i bar mave
på terrassen. Glemme at børste tænder (bare lidt), og plage sin mor om at måtte
sove i telt og komme til stranden og…..
Uhm
For første gang i hundrede år har jeg sommerferie lige når
børnenes ferie starter. Årsplanerne er lavet og resten må vente. Vi kan ikke
komme til, før pedellerne er færdige med at flytte rundt på skolerne. Så jeg
har trukket stikket ud i 4 uger og ved, at 1. august starter et helt nyt
spændende kapitel i mit arbejdsliv. Jeg glæder mig og er også spændt og en
lille smule træt bare ved tanken J
og så ved jeg, at til den opgave det er at bringe 23 10 årige godt ind i en ny
klasse på en ny skole der kræves en veludhvilet robust lærer. En med hjertet på
rette sted (det er mig) og humør og energi (det er også mig) og et lyst syn på
fremtiden (det er også mig) og med alle batterier fulde af god kærlig energi.
Så det allerbedste, jeg kan gøre for hele verden lige nu, er at SLAPPE AF OG
HOLDE FERIE.
Vi skyldte et par børnefødselsdage til både Svend, Kirsten
og Karen. Så denne uge har vi simpelthen haft fest i tre dage. Karen har holdt
en aftenkomsammen sammen med bedsteveninden, og de har selv været med ude at
handle, gjort klar og fundet ud af, hvad der skulle foregå. Vi passede grillen
og nød underholdningenJ
Svend og Kirsten er ikke så gamle, så der var konceptet: Keep it simple. Vejret
var fantastisk begge dage. Så de fik ”håndmad” (franske hotdog den ene dag,
burgere i kaffefilter den anden) og isvaffel i stedet for kage. Jeg er ikke så
vild med de store slikposer, de nogen gange slæber med hjem i tilgift til alt
det sukkerstads, de (også hos os) har indtaget i løbet af festen. Så vi købte
en vandpistol til dem hver i stedet. Og hvor havde de det bare fedt med alt det
vand. Vores lille pool er stillet op under aspetræet, så man kan bade i
skyggen, når det er middagshede, og i det træ hænger et reb, de plejer at gynge
i. Det reb er bare en attraktion for børn i alle aldre, og især, når der er
vand nedenunder.
Graffiti er den nye dille i Svends liv. Så er en kasseret tavle ikke det værste. |
Og mutter? Hun kan sidde under parasollen og få sin kaffe og
klukke over alle de skønne unger, der bare har det så skønt. Og glæde sig helt
ned i tæerne over at sommeren virkelig er kommet. For som Kirsten ganske
rigtigt sagde forleden ”Det er jo så dejligt vejr, fordi vi har sommerferie!” J
Marie er begyndt på sit arbejde herhjemme. Så snedkeren er i
fuld gang med at skifte vindue i systuen, så det atter kan blive
”børne”værelse. Til da låner Svend så sødt sin seng til søster og hund, men det
bliver jo ikke ved med at gå, så vi ligger altså ikke på drømmesengen hele
dagen. Vi pakker kasser ned og ud og sådan lidt, men vi sidder også længe ved
grillfisken om aftenen og klinker rødvindsglas og strækker/fletter tæerne. Det
er lige til at blive nærmest lykkelig af.
Og hvordan går det så på kondifronten?
Tak, det går bare super rigtig godt. Sommeren betyder, at
jeg kan dyrke taichi under et træ, styrketræne i græsset med udsigt over mark,
heste og solnedgang. Hoppe på trampolin og sjippe og lære nye tricks af
børnene. Jeg har fået lov at prøve alt muligt forskelligt af, der kan gøre
motion sjovt i erkendelse af, at jeg bare skal blive ved med det altid, og så
skal det ikke være et åg at bære, men noget, jeg nyder eller i hvert fald ikke
skal mobilisere guddommelige kræfter for at holde fast i.
Jeg har nu tabt 7 kg. 61 cm. Så jeg vejer altså stadig min
mad til næsten alle måltider og taster det hele ind på madlog.dk. Det virker.
Jeg taber mig stille og roligt ½-1 kg pr uge uden at det er hårdt, jeg skal
sulte eller undvære noget. Og jeg behøver ikke bruge mental energi på, om det
mon går an med den is eller den ekstra kartoffel osv, for det har jeg jo regnet
ud, om det gør eller ej. Jeg har tænkt over, om det ikke er lidt sygt at stå
der og veje sin tallerken. Lidt for kontrolleret. Og jeg er kommet frem til, at
jeg netop ikke bruger kræfter på at være i kontrol, skyld og skam er sat totalt
ud af spillet. Og de er ellers ofte forbundet med madindtag, når man er
overvægtig og frarøver én den ublandede nydelse ved fed fløde på jordbærrene,
en god olie på de nye kartofler, den liflige Magnum og peanutsene, man skulle
crunch-hygge med til rødvinen. Det gider jeg ikke. Jeg vil blive ved med at
dyrke nydelse og have alle de (syndige) ting i mit liv. Så jeg vejer simpelthen
af, hvad jeg indtager og ved så, at jeg kan sætte tænderne i fx min fars
flødekage med svedsker og marengs og holde vægten alligevel. Jeg tror, jeg er
begyndt at nyde som en normalvægtig, faktisk. Det er en rigtig dejlig
sidegevinst ved løbeglæden. Og skriveglæden. Som jeg er ved at genopdage takket
være denne her blog og alle I faktisk rigtig mange læsere, der følger med. TAK
for jer.
Status uge 27
Mandag: Styrketræning 30 minutter
Tirsdag: trampolin 10 minutter
Løb 3 km
Onsdag: Sjippede 10 minutter (puh)
Styrketræning 30 minutter
Torsdag: Styrketræning 45 minutter
Fredag: Løb 4 km
Styrketræning 30 minutter
Lørdag: Pausedag
Søndag: Løb 5 km med terræn og intervaller
Hvor er det dejligt at læse med hos dig. Du er da det bedste bevis på, at det nytter - at man KAN gøre noget selv - at man/vi er meget mere herre over vores liv, end vi ofte tror.
SvarSletTak for en meget velskrevet og positiv blog, og rigtig god sommerferie til dig :-)