Bov if änglamark kvindeløb 2012

Vores første officielle løb - det var altså lidt stort!

Lørdag morgen vågnede jeg tidligt. Stod op, drejede rundt om mig selv, lavede kaffe. 

Lod være med at ryge. Gik i bad og trak i løbetøjet, der var lagt frem. Familien sov stadig. Kiggede på morgenmaden, men havde slet ingen appetit. Det føltes lidt som når man skal holde stor fest, til jobsamtale, eksamen eller lad-mig-se-jo-jeg-husker-det-som-var-det-i-går som før den første date. På bordet stod alt klar. Frugtstykker, yoghurt naturel, müsli, juice. Tog et glas vand. Tog et til.

Marie ringede: "Uh, mor, er du også spændt? Jeg er næsten helt nervøs!! Det havde jeg ikke troet. Jeg havde heller aldrig troet, at VI skulle det her!!! Er det ikke for vildt, mor?" Jo - alt for vildt. Vi plejer at gøre ting, som mor har rimelig styr på. Prøve nye ting sammen har vi da gjort alt for lidt. Ved nærmere eftertanke har jeg nok vænnet mine børn til, at de bare kan spørge, at når vi skal noget, så ved jeg besked og kan støtte, vejlede, berolige, bakke op. Men denne her morgen var jeg totalt sprød, og alle måtte stå på deres egne to ben. Usikkerheden var rar at dele. Og vi kunne vel altid finde en voksen at spørge dernede :-) 

Vi var i virkelig god tid!! (Og de, der kender os trækker på smilebåndet lige nu - jeg ved det)

Et godt morgenfoder til alle og ud i bilen. Vi mødtes med Marie og hendes veninde, Sara, der havde lovet at heppe og tage billeder undervejs. Snedkeren skulle sende pigerne afsted på Tøseløbet, Svend skulle passe Maries hund Bailey. Der var nok at gøre for alle:-) Vi var vist de allerførste foruden arrangørerne, der var ved at stille klar, hænge målbanner op o.s.v. Men snart fyldtes Torvecenteret af mennesker, flest kvinder i løbetøj. Vi fik hentet vores startnumre og chip til skoene. Bemærk den hurtige tilmelding: Pigerne har nr. 1 og 2!

Så var vi klar!!!

Kirsten - Karen - Ane - Marie

Bailey nød opmærksomheden fra de søde piger  -vi kaldte dem Hummelklubben - det gjorde hundepasseren vist også (i smug)

Der strækkes ud. Musikken begynder. Det var i øvrigt halvdelen af Snedkerens band (2 x guitar) der havde fået den fornemme, men kolde tjans. Jeg var bare lykkelig for, at han ikke stod der med sin bas, men var hos os lige dér.

Fælles opvarmning v. Birgit. Vi burde da danse lidt mere på gaden. Det er meget sjovere end at shoppe! At det begyndte at regne ignorerede vi simpelthen. 

Og så opstod der lige noget forvirring, mens moderløberen splittedes i to - hende, der skulle løbe og hende, der gerne ville være der for sine piger, når de skulle løbe deres allerførste løb sammen med en masse andre piger. For kunne de nu finde vej? (og ja, det havde vi tjekket - der stod selvfølgelig poster og viste vej) og var der voksne med? (og ja, det havde vi også tjekket. Der var endda en lærer fra skolen, som de kendte, der løb med sammen med sine piger) og hvad når de kom ind? (Ja, der stod jo den halve by, hvoraf de kendte en masse, foruden Sara, Svend og ikke mindst deres far) Intet kunne gå så galt, at jeg ikke kunne undværes den timestid. 

Men jeg forbrød mig gevaldig mod det 11. bud: Du må ikke gå glip. 

Og jeg havde ikke det mindste lyst til at gå glip af pigernes spurt over målstregen. Pigerne selv tog lettere fraværende mod kys og gode ønsker. De havde travlt med at komme hen og stå det rigtige sted. Så kys kys og pøj pøj!!!

Karen og Kirsten spændte og klar til start

Så lød startskuddet!

Marie klemte min hånd, før hun lagde sig i haserne på feltet og fulgte med dem.
"Godt løb. God tur"
Selv lagde jeg mig bagi. Forsøgte at fatte, hvad jeg liiiige havde gang i.
Kom til at tænke på, da jeg - i øvrigt lige inden jeg for syv uger siden begyndte at løbe - satte mig op i en flyvemaskine for første gang i 30 år. Ikke fordi jeg er flyskræk eller noget. Jeg har bare ikke lige haft en anledning til at flyve nogen steder, siden jeg var i USA med Rørkjærkoret som 12årig. Det var nøjagtig samme uvirkelige fornemmelse, man ellers til daglig som voksen oplever alt for sjældent. At gøre noget for allerførste gang. Ikke farligt. Ikke utryg. Bare overhovedet ikke velkendt. Alle sanser åbnedes. Regnen var vidunderlig ren og frisk. Kvinderne omkring mig smukke, stærke og fulde af fremad-drive. Mine ben var vilde med at løbe lige der sammen med dem. Alle lydene gav ekko i mit hoved. Tilråbene, et par hunde, der skulle løbe med (gad vide, om det var hun-hunde i grunden?), speaken fra højttaleranlægget, Kent og Torben, der sang Kvinde Min, mit eget åndedrag, skoenes daf daf daf daf på asfalten.

Hele flokken rummede en stor energi, og jeg opdagede, at jeg løb alt for hurtigt. Jeg sænkede blikket og krøb ind i mig selv. Forsøgte at finde mit trav. Det ville jo være ærgerligt at gå død efter 2 km og kravle i mål. Snart mærkede jeg, at jeg kunne. Mærke mig selv blandt de andre. Det er svært at beskrive den følelse af styrke.

Her er vi.
Og her er jeg.
Vi løber sammen.
Helt enkelt og helt unikt. 

 Det var bare en helt igennem fed tur.

Ikke længe efter at vi havde forladt Torvecenteret, lagde jeg mig bagerst og lod flokken løbe fra mig. Nu ved jeg ikke, om det var en lille ulempe, at jeg havde visualiseret mig selv komme ind til sidst. for det var ligesomom, at det skulle være sådan nu. Jeg havde gjort det for at undersøge min frygt for netop det. Og jeg  fandt, at frygten ikke var der. Det ville ikke betyde noget at være den sidste. Det ville betyde noget at gennemføre, for det var dét, der var mit mål. Og efter i tirsdags havde jeg sat mig for at komme under 60 min denne gang. Det føltes rart at løbe for mig selv. Benene løb bare. Jeg løb og nød den smukke tur. Det er jo helt anderledes at løbe inde i byen. Det er der, vi plejer at handle ind, køre til klaver og svømning. Nu løb vi ude på vejen, mens regnen og det gennemblødte tøj gjorde fornemmelsen af en-anderledes-dag endnu stærkere. Den varme hud, dryppene fra mit hår. De rødhvide plasticbånd, der var bundet fast for at markere ruten, og i dag var båndene også en besked til mig og ikke bare til "der er nok nogen, der afholder et løb i dag".  I skoven lyste anemonerne op og jeg var pludselig helt alene. Jeg sendte Birgit en tak for at have løbet ruten med mig. Man skal alligevel bare stole på, at man er på rette vej, og at der nok er mærket af, når man skal dreje. Der stod levende poster på alle steder, hvor man kunne komme i tvivl. Dér var det jo vores todligere skolebestyrelsesformand (Nå, løber han også??), og der var det en af sangerne fra "mit" mandskor. Vi var jo i trygge hænder, og jeg glædede mig over, at vi havde valgt at løbe første løb netop her i vores lille by, hvor vi kender hinanden. Indimellem skottede jeg til mit ur. 30 minutter. Så måtte jeg være ca halvvejs, hvis mit tempo altså holdt. Men det gjorde det da vist. Længere fremme lige inden den stejleste skrænt stod en post. Da han så mig, brød han ud i sang "Det var da godt, at du kunne komme" sang han. Det var jo Jürgen!! Så skønt med et kendt ansigt. Jürgen ser jeg ikke ret tit, men når jeg gør, synger han altid denne strofe fra en goddag-sang, jeg plejer at bruge til de små i musikskolen. Og Jürgen har haft to små piger gående hos mig der. De er godt nok voksne nu. Men Jürgen husker den sang! Og også i dag sang han til mig, og jeg følte mig genkendt og velkendt og glad som altid og lidt til. 

"Din datter har været her for et stykke tid siden. Hun er go´!!!" råbte han efter mig.

Yes! Så gik det godt med Marie. 

Det har ca været på det tidspunkt, hvor Marie passerede målstregen.

Se hende lige - hun er SÅ SEJ!!!!!

hvad var det, hun sagde? "Det havde jeg aldrig troet, mor"

Næh, det havde vi ikke, men det lykkedes jo! 

Lige midt i feltet efter 44 minutter spurtede du ind, fantastiske pige.

Det er en stor personlig sejr, du vinder her:

Kirsten og Karen måtte være inde nu. Gad vide, hvordan deres tur var gået. 

Stædigt løb jeg op ad skrænten. Surt at være nr. 179 i det pløre. Ler og ælte over det hele. Det havde jo lige givet turen en ekstra dimension, hvis jeg var styrtet og kunne løbe indsmurt over målstregen, men det gjorde jeg sjovt nok ikke. Ovenfor "Jürgens bakke" gik det brat ned igen. Jeg prustede godt efter opstigningen og besluttede, at det var et meget godt tidspunkt at gå og få rystet stængerne lidt. jeg kunne alligevel ikke løbe ret hurtigt ned af plørestien. Det var 32 minutter efter startskuddet! Jeg har aldrig i mit 42 år lange liv løbet så længe i ét stræk. Sejren var hjemme allerede der. Nu skulle jeg sådan set bare nyde resten af turen. Og passe på, at jeg ikke lettede mod stjernerne med min oppustede selvtillid (den er i skrivende stund endnu ikke skrumpet til normal størrelse, så tilgiv mig, hvis jeg skryder. Jeg føler mig SÅ hamrende sej!!) 

Jeg skævede bagud. Jo, cykelmanden (ham der cykler bagerst i et løb - aner ikke hvad man kalder ham) var der endnu. Han havde fulgt mig som en skygge hele turen, så helt alene i verden var jeg jo ikke. Han sludrede lidt med posterne, pillede bånd ned og ja - blev våd:-) Men han var meget diskret. Jeg glemte ham helt. 

Det næste stykke af turen var der det skete: Jeg kom til at elske at løbe.

Det var bare .....rigtig dejligt at løbe afsted.

Tankerne vandrede deres egne veje. Jeg glemte helt, at jeg var midt i et løb.

Lige til stien stoppede og jeg nåede Nørregade.

På hjørnet stod en forkommen ung mand under en paraply og klaprede tænder.

"Så er der ikke langt igen. Godt gået" sagde han til mig. 

Skrittchh - tilbage til virkeligheden.

"jamen, kære ven, står du der i regnen og venter på mig? Nu kan du godt gå hjem, Jeg er helt sikkert den sidste" råbte jeg, og rettede blikket mod vejen op mod byen. 

På nettet havde jeg læst et sted, hvordan man forbereder sig på et løb. "Ved 2 km. Find en, der løber ca samme tempo foran dig og hægt dig på. Lad ham være "din hare" den næste kilometer". Smil - det må blive næste gang. Ingen hare til mig i dag. Men der stod også. "Ved 4 km: Så lukker du op for sluserne og giver det det sidste du har. Der er ikke længere risiko for at gå død. nu gælder det bare at få den tid, der er din bedste" - eller noget i den stil. Lukke op for sluserne. Hvor sidder dén knap? Jeg syntes ikke rigtig, jeg havde noget ekstra. Og lige om lidt skulle jeg vise mig selv, hvad jeg dur til. Jeg skulle i mål. Jeg kunne jo også lige give op. Få ondt et sted. Huske, at jeg da ikke er sådan en, der løber. De andre er for længst inde. hvor pinligt bliver dét ikke lige? 

STOP!!

Fanme nej!

Den snak har jeg taget med mig selv før.

Jeg hentede alle billederne frem, som jeg havde gjort klar, hvis det her skulle ske.

Rådene og ordene fra gode venner, kolleger i skolen. Krammet fra nabokonen i går. Kysset fra Snedkeren. Klemmet fra Maries hånd. Hilsnerne fra bloggen her og fra facebook. TAK TIL JER ALLE FOR DET!!! 

Videre videre. Giv dig selv den sejr. Det er det her, du har trænet frem til. Det er det, der har holdt dig i gang. 

Jeg kom i tanker om en elev, jeg havde engang. Han gik i tredie klasse og havde lige akkurat lært at læse. Til en samtale fortalte han mig, at han aldrig havde læst højt i klassen, fordi det var så flovt. Han var så dårlig til det. Vi talte lidt om, at han var blevet meget bedre de sidste måneder. og så snakkede vi om alt mulig andet og især om noget, han var god til. Da han skulle finde sig et nyt periodemål, sagde han "jeg vil godt en dag læse en side i min egen læsebog, som jeg har øvet rigtig godt". Den aftale skrev vi ned, laminerede det og klistrede på hans bord. Og den dag, da han stillede sig op foran tavlen og læste sin side højt, glemmer jeg aldrig. Klassen sad musestille. Og da han lukkede bogen i, klappede de og piftede. Han blev båret frem. Ikke én tænkte på eller talte om, hvad de andre kunne. Alle var klar over, at det her var modigt og stærkt. Jeg beundrede den lille fyr i det øjeblik.

Her på vej op ad Nørregade tænkte jeg "Hvis han tør læse for klassen, så tør jeg også løbe i mål foran mine venner og familie"

Og dét var slusen! Afsted gik det dafdafdafdaf.

Som sendt fra himlen kom Stine løbende og løb mig fremad.

Jeg fik en hel klump i halsen, så rørt blev jeg.

Tænk, at hun gjorde dét for mig!

Og der kom Birgit og flankerede på den anden side.

Klumpen voksede.

Jeg fik spurgt til pigerne og tiden og fik vist også vrøvlet noget selvboostende om, at "er vi enige om, at de andre tykke - de står ved pølsevognen?" og Stine og Birgit forsikrede mig om, at jeg var verdens sejeste.

Posterne vinkede os over vejen "Hvor er du sej" og dér stod Marie!

Nu kunne vi høre musikken. 

"Du når det under en time" sagde Stine "Der er det grønne felt. Nu skal du bare over"

Så tog Fanden ved mine røde dansesko og de drønede afsted (sådan føltes det ihvertfald) og jeg nåede lige at tænke, at chippen (som sad i min sko) ikke måtte komme over knæhøjde. Høj på endorfiner eller hvad?

Svend og Karen kom løbende og så begyndte jeg selvfølgelig at tude. 

Åh, det var fedt at løbe i mål til klap og råb og knus og kram.
Det er fartholder Stine til venstre med det brede smil:-)

Karen og Kirsten syntes, det havde været sjovt at løbe med på 2 km tøseløbet. Karen var ellers godt snottet og påstod , hun ikke havde feber:-) De havde fulgtes ad hele vejen. "men næste år kan jeg godt selv finde vej" sagde Kirsten. Det var rørende. Og Sommerland Syd gav dem alle en fribillet. Det alene er jo grund nok til at løbe 2 km, spørger man pigerne. Så de er som os andre klar til næste år...

Så nu er vi løbere. Sådan nogen, der løber med i et løb med nummer på maven og chip på skoen og drikkedunke i tasken og damp på indersiden af bilruden, når vi kører hjem.

Der skulle være præmieoverrækkelse 11.15, havde jeg hørt, og det var rart at tænke på, at de ikke skulle stå og vente på mig. Da ville jeg ihvertfald være tilbage!

Jeg løb i mål med tiden 58:25
Det er 1½ minut bedre end i tirsdags, hvor ruten var nærmest flad og uden regn, så det er jeg vældig tilfreds med. og der var et helt kvarter til præmieoverrækkelsen, som vi da selvfølgelig ville ind og se. Klappe af de hurtige og sige tak for et supergodt arrangement.

Og sørme om Ulla ikke til sidst pludselig råbte mit navn op! Bov if ville gerne overrække mig GODT KÆMPET pokalen, fordi jeg havde kæmpet sådan for at komme i gang med at løbe.  Jamen, så tudede jeg da lige igen. jeg blev simpelthen så befippet og overrasket og glad! Tænk at vi har en idrætsforening, hvor de tænker sådan og finder på at anerkende mig lille nybegynder for min egen kamp på skovstien! Det kan man kalde breddeidræt. Det giver lige noget at tænke over. "Så må du love at blive ved med at reklamere sådan for løb, som du gør" sagde Ulla og modtog et svuppende knus med dryppende tårer, sved og ja, vi var jo allesammen gennemblødte fra yderst til inderst. Snedkeren fumlede efter mobilen, så han kunne få et billede. Og kyssede mig stolt:-)

Tak til Bov if for den fine pokal og for et super løb!

NB: Nu overvejer jeg seriøst, om jeg skal tage Hanne Vilmann på ordet og løbe drømeetapen på Hærvejsløbet med hende som makker. Hvis man kan gå på vandet, kan man vel også løbe 10 kilometer mens solen står op, ikke? 

Vi er klar!

Løbetøjet er lagt frem på række
Frugt til morgenmuslien er skåret

Kirsten er klar
Karen er klar
Marie er klar (tror vi nok, hun er ikke kommet hjem endnu, men hun LYDER klar)
Jeg er klar

Spyt efter os i morgen kl. 10

Sidste løbetur inden LØBET

I eftermiddag tog Karen og jeg en lille hyggetur "til Paris" for at holde formen til på lørdag.
Jeg har ellers ligget under dynen hele dagen med bragende hovedpine, men efter at have prøvet forskelligt: drikke vand, fylde på med frugt og brød, massage (lidt svært at give sig selv, men jeg er ved at være helt skrap til det) rodede jeg gemmerne igennem og fandt da også nogle Ipren. Slut. Jeg hader piller! Men i efteråret endte jeg med at tage dem næsten dagligt for at holde skuldrene nede og migrænen stangen. I dag er første gang i tre måneder. Da pillernes virkning var ved at ebbe ud, silede det stadig ned udenfor. Vi besluttede at klæde om og så vente på et hul mellem skyerne. til sidst sukkede Karen: "Mor, det klarer jo aldrig op. Skal vi ikke bare komme afsted?"
Jo. Afsted i regntøj med hætten godt frem. Man kan jo næsten putte sig og lave sit eget lille løbetelt :-) Benene hjulrer rask afsted derude, mens man hygger sig inde i regnfrakken med musikken eller som i dag med en god lille sludder med Karen.

Vi er spændte på på lørdag.
Jeg kan høre på pigerne, at de gør sig mange tanker:
Kan vi mon finde vej? (heldigvis er der en sød lærer fra skolen, der løber med sine piger, som de kan spejde efter)
Bliver det solskinsvejr?
Mon det bliver sjovt med så mange piger?
Og hvad med Svend? - hvordan får vi ham med i Sommerland Syd?
(Pigerne får nemlig en fribillet ved at gennemføre)
For en gangs skyld kan jeg bare ikke lige svare på alle spørgsmål.
Mor er begynder jo:-)
Men det var da godt at få det snakket lidt igennem.

Turen blev rigtig dejlig.
Ikke så snart var vi drejet om det første hjørne, før regnen holdt op og vi fik endda lidt aftensol.

- og vel hjemme igen og efter styrketræningsprogrammet er hovedpinen som blæst væk.

Vi tæller ned: Nu er der 40 timer til startskuddet går!!!

6 km!

Målet er nået. 

I går løb jeg 6 km på denne smukke tur langs Bukkestrømmen:

 Gul rute i Frøslev Plantage

Jeg ville lige prøve det, så jeg havde en ide om, hvorvidt jeg kan klare kvindeløbet på lørdag.

Fra starten løb jeg 18 minutter uden at gå.

Det var ved 2 km mærket.

Jeg blev så overrasket, og min første indskydelse var at ringe hjem og fortælle det.

Men jeg nøjedes med at juble for mig selv og løbe videre efter en lille kort gåpause.

Den ene af to.

Ork, en sejr altså.

For 6 uger siden var jeg fuldtidssygemeldt, sikker på at blive fyret og kunne løbe max 80 skridt.

Så selvom min far så venligt har gjort opmærksom på, at marchtempoet er 10 km/t (og det er det så ikke - har tjekket - det er 5 km/t med oppakning, og det må man jo sige, jeg har) så er jeg super tilfreds med min præstation. 

Med at kunne løbe.

Med at kunne løbe 6 km.

Og med at gøre det på en time.

Snedkeren - jo, han har også løbet gul rute engang i 80erne. Så deeet.

Nu tror han altid på at jeg kan alt muligt, så han var faktisk ikke særlig imponeret.

Men han forsøgte at undertrykke sit smil, da han hørte, at jeg havde brugt en hel time på det.

Og han PÅSTÅR han ikke vil være flov på lørdag, hvis jeg bliver den allersidste, der kommer i mål.

(men han kan sgu ikke se mig i øjnene, mens han siger det - slubbert)

Smil - ja lillemor skal bare være som hun plejer - og på et tidspunkt så når vi det punkt, hvor lillemor plejer at løbe, og så skulle den ged være barberet. 

Kæphøj skrev jeg på Facebook, da jeg kom hjem.

Og der kan facebook altså noget!

Likes og kommentarer nærmest væltede ind.

Min søster (hun er så antropolog :-)) gjorde opmærksom på, at der nu var 40 likes, alle kvinder bortset fra Michael. Og Michael skal vi nu ikke se bort fra. det var ham, der jawede mig ud at købe nye sko. Min personlige løbecoach, altid klar med en pep-sms. Men kvinder er jo fantastiske til at bakke hinanden op. 

Det føltes som at læne sig tilbage i en varm dyne af gode varme ønsker.

Så i aftes faldt jeg i søvn med ømme ømme, dejligt ømme ben - svævende.

På lørdag er der kvindeløb.

Tænk at skulle nyde den dejlige tur sammen med 173 andre skønne kvinder.

Der er også ca 30 piger meldt til tøseløbet.

Vi 4 piger herhjemmefra GLÆDER OS!!

6. uge

Så gik den 6. og sidste uge i mit løbeprogram.

Intervallerne hed 4:1 og har lige givet mig det, der skulle til.

Ugen så sådan ud:

Mandag: Cyklede i skole og hjem x 2 = 20 km

               Gik en lang tur sammen med Helga på ca 7 km

Tirsdag:  Cyklede 10 km. Dagens løbetur aflyst - benene bad om nåde:-)

Onsdag: Cyklede 10 km. Gik en lang tur med ungerne og fik startet styrketræning.

Torsdag: Cyklede 10 km. Løb 4 km - super "stressvaccine" inden spændende og hektisk fagfordelingsmøde

Fredag: Sygt barn. Styrketræning. 

Lørdag: 4 km morgentur. Ældstesønnen havde skaffet håndvægte fra storbyen og leverede desuden råd og tips.

Søndag: 4 km morgentur med Nabokonen, hendes to døtre og to af mine døtre. Åh, en herlig flok. 

             jeg begynder at blive afhæhgig af de søndagsture. Træning på gulvet med alle ungerne efter 

             morgenkaffen. Vi plejer ellers mere at danse:-) Det var SÅ HYGGELIGT. 

Flere gange har jeg sprunget nogle gåintervaller over. Det er gået fint. Dermed er der lavet glidende overgang til næste uge, hvor jeg skal løbe med mindst mulig gåpauser. Næste lørdag er kvindeløbet. Mit første løb. Jeg glæder mig.

Arbejdsmæssigt har jeg drejet et par omgange på knappen den sidste tid.

I næste uge skal jeg have tre kortere men reelle arbejdsdage.

Jeg er opsat på at tage mine nye vaner med ind i arbejdslivet, og er spændt på, hvordan det vil fungere. Mere om det undervejs. En af mine prioriteringer er at skrive lidt sjældnere her på bloggen. Nu hvor jeg er godt i gang med både blog og løb. Det føles godt sådan.

God ny uge til jer alle derude!

Kunsten at lade være med at følges ad - og noget om glæden ved vand.

Et stort glas vand - og ét til. Det var lige, hvad jeg trængte til efter søndagsmorgenturen med 2 dejlige nabotøser.
Ah, rislende koldt indeni. En af glæderne ved at løbe er den naturlige tørst.
Har du tænkt på det? Hvor skønt det er at drikke vand, når du er rigtig dejlig tørstig.
Og vi har godt og rent vand her i Danmark.
Fårhusvandet er verdens bedste, synes jeg.
Kan stadig huske, første gang jeg tog en tår på besøg hos snedkeren.
Så kan det godt være, at vand ikke smager af noget, men vores vand smager ikke af noget på den allerbedste måde så. Måske fordi jeg var hamrende forelsket, første gang jeg drak det?
Så er det jo gode tegn, at det stadig smager skønt :-)

Vores søndage er forandrede.
Lørdag aften rører jeg stadig dej til rundstykkerne.
Nu er vores søndagsmorgenbord nærmest helligt og har det været det altid.
Vi spiser først ved ti-tiden og det er med hele udtrækket: æg, frugt, juice, kaffe, ost marmelade og selvfølgelig lunt langtidshævet brød.
Søndag morgen trillede jeg engang rundstykker, mens snedkeren sov længe, fordi han næsten altid havde været ude og spille om natten. Det er han så ikke så tit mere, og i vinters blev det ham, der satte dej på plade og lavede morgenmad, mens jeg sov længe. Kors, hvor har jeg sovet og sovet og sovet hele vinteren. Men nu ser det ud til, at jeg er ved at have sovet færdig. Endelig :-) Så var det, vi blev enige om, at i stedet for at vi bytter tilbage igen, så kunne jeg jo lægge min løbetur om morgenen, mens han laver morgenmaden.
Og for at komme afsted og få lavet den her nye gode vane har jeg grebet chancen og er sprunget på naboernes morgenløbetur. Så kommer jeg afsted. Tanken om at de kommer om hjørnet lige om lidt og så vil jeg sidde og snøre sko og være klar. Det er guld værd. Så vi løber, og der dufter af brænderøg og nybagt brød helt ude på vejen, når vi vender tilbage. Et hurtigt bad og nydelse med familien - aaaahh!
Vores søndage er lige, som de skal være.

Nu har jeg løbet i 5 uger.
Det har gjort mig så godt.
Humør, udholdenhed, støjresistens, tolerance, søvn - det har været godt for det altsammen.
Jeg holder aldrig op igen. Det ville være en katastrofe, når jeg tænker på, hvor hårdt jeg har arbejdet for beskedne fremskridt. Eller beskedne er de vel ikke, men hvis jeg giver mig til at sammenligne med andre, er jeg ikke ligefrem i topform. Sammenlignet med mig selv derimod, er der langt fra at være ved at dø, fordi jeg løb 40 skridt og så til som nu at løbe 3 minutter i et stræk og endda sludre imens. Så selvfølgelig er der sket store fremskridt, og det er dem, jeg har for øje. Dem jeg holder fast i, og lige det der med at holde fast i min egen plan har jeg brug for at træne. Så jeg kan løbe med i et løb og løbe med i et liv.

 Jeg ser mig hele tiden overhalet. Her om søndagen løber mine naboer fra mig hvert 4. minut og kommer søstersolidarisk heppende tilbage og fisker mig op, når de slår over i gang. Ja, jeg kan jo også ligeså godt vænne mig til det - at blive overhalet. Hvis jeg vil deltage i løb, skal jeg kunne håndtere det uden at gå i pyllermode og vist-nok-få-lidt-ondt-her-og-ditten-datten. I dag mærkede jeg for det første, at ja, gu påvirker det mig da at de render fra mig. Men at jeg endnu vigtigere for det andet også er i stand til at motivere mig selv på trods af det. Jeg bliver bedre til at mærke MIN rytme, selvom en anden løber i nærheden har en anden, MIT tempo. Jeg kan godt komme i flow alligevel. Det er selvfølgelig nemmere, når jeg er alene og endnu nemmere, hvis jeg løber i trit med en anden, men den anden findes ikke for tiden. Jo, Birgit gjorde det forleden, men det var jo fordi hun fulgte mig for min skyld.

At kunne holde fast i sig selv, mærke sig selv blandt andre. Det er det! Vi er mange (kvinder) i min alder og mit fag, der er toptrænede i at mærke andre og opfange små signaler i en flok. Vigtig egenskab. Det gør hele forskellen, når du er i klasselokalet og går i et med flokken af små forskellige individer. Man kan bare komme til at glemme at mærke sig selv. Faktisk kan det gøre mig helt høj. At være i flow i et arbejde i klassen, fuldstændig selvforglemmende, befriende, fremad, i et med børnenes energi og lyst til at lære. Når jeg mindes en af de utallige stunder, som var forbundet med netop den følelse, mærker jeg glæden og stoltheden. Jeg ved, jeg er lærer helt langt ind i hjertet. Og jeg ved, at skal jeg give mig selv lov at være lærer i mange år endnu, skal jeg være god til at mærke mig selv lige der midt blandt alle de andre. Så derfor er det en gave at løbe i røven på de to løbechicks og se dem forsvinde, komme tilbage, puste i utakt, sætte i løb igen og lade være med at følges ad.

Skovtur med Karen

Så var der det ene, og så var der det andet.
Så skulle vi lige have frokost, og så skulle den lige lægge sig.
Og så satte Helge kaffe over......

Jeg tror, Karen og jeg gik rundt i løbetøj i flere timer, før vi stak af ud af døren.

Åh, weekend med familien er jo så rart og hyggeligt.
Men sådan en lille time på skovstien med sin datter - bare os to - dét er da også guld!
Vi får snakket lidt af og lyttet til fuglefløjt.

Hun er sgu ret sej, Karen.
Hun løber godt.
Hun har dyrket en masse gymnastik hele vinteren.
Det kan man godt se.

Solen har været med os hele dagen.
Tror næsten jeg ved, hvad vi skal lave i morgen, når haven har fået tur:

Karen 2006

Kvindeløbet i Padborg. Ruten og noget om løb som forløser.

Jeg løber!

Jeg løber virkelig sådan løbeagtigt! I dag var mit vendepunkt.

NU er jeg løber. Uanset hvad jeg har været før. Uanset, hvad jeg altsammen også er.

Jeg er løber.

Her til morgen løb Birgit og jeg den dejligste morgentur.

Det er muligt, fordi jeg torsdag morgen kun har ½ lektions undervisning.

I dag skulle jeg så til to møder lige efter hinanden om eftermiddagen.

Og jeg må sige, at løbeturen gjorde det muligt for mig at gennemføre møderne. At være nærværende begge steder. Uden udfald i koncentrationen. Det lover godt for fremtiden!

Et tredje møde til aften havde jeg på forhånd meldt afbud til.

Sådan må jeg økonomisere, mens jeg bliver raskere for hver dag.

Det kan være fristende at sløjfe løbeturen for at have energi til aftenmødet, men det regnskab kommer vist ikke til at gå op. Mit gode hoved skal jo bo godt. Derfor vil jeg blive bedre til at passe på kroppen.

For pokker, hvor vil jeg gerne være lærer igen. Kunne virke som lærer. Holde til det. Langtidsholdbart.

Ja, jeg vil være langtidsholdbar!

Birgit og jeg har haft vores ældste drenge i samme klasse – dengang i forrige årtusindeJ

De spillede i band sammen i musikskolen, og vi har haft mange gode stunder i hinandens selskab.

Nu er drengene blevet voksne og ser ikke hinanden. Vores kontakt var også gledet ud.

Men så en dag skrev Birgit og tilbød sig som løbemakker.

Birgit har efterhånden løbet længe. Og hun kan om nogen få mig til at se nydelserne ved løb.

Hun kender alt til angst. Har haft det inde på livet i meget lang tid. Vores historier er ikke ens, men jeg kan lære meget af at høre Birgits historie. Og så kan hun noget med at smide alle ure, tids- og hastighedsmålere ad helvede til og bare løbe, nyde og løbe. Nu har hun selvfølgelig heller ikke en doven under-en-skyggefuld-palme-siddende filosof inde i hovedet, der konstant kræver opmærksomhed. Der afleder og lokker. Måske har hun noget andet. I hvert fald kan hun sige ”Løbet blev min allerbedste medicin” med en intensitet, der får hende til at stråle. Og når jeg tænker på Birgit, da hun var syg, og den Birgit, jeg løber ved siden af nu, bliver jeg så glad. Tænk, at det er gået hende så godt. Samtidig er hun jo alletiders løbeambassadør.

Birgit kender ruten til kvindeløbet i Padborg, som vi skal deltage i her om 16 dage (gisp – er der kun 16 dage! Der er 8 løbeture til. Hvor bliver det spændende!!!) og hun ville i dag løbe den igennem med mig. Som den kammerat, hun er, løb hun med på mine intervaller. Allerede under gå-starten faldt vi selvfølgelig i god snak. Og da mobilen summede, satte vi over i løb – og fortsatte samtalen! Jeg har tit herude i skoven set to løbere passere småsnakkende forbi og tænkt ”BLÆR!!!”  Nåmen det er så sådan, det føles at løbe sludrende gennem forårsskoven med en god ven. Med anemonetæppet bredt ud til begge sider, rådyr og egern springende, bække rislende (uuuuh, så skal man altså tisse pludselig J).

Ruten er noget kuperet. Fed udfordring. Og havde det ikke været fordi jeg er tro mod mine intervaller, havde jeg nok gået op ad de værste skrænter, men nix, er jeg i et løbepas, så løber jeg. Og I vil undre jer, hvor langsomt man kan løbe uden at gå J

Ruten er udfordrende, afvekslende og fremfor alt SMUK. Vi kan godt glæde os.

Da mit træningspas var slut, gik vi resten af turen. Fik en snak om forløsning.

Jeg har før skrevet om, hvordan det trælse punkt, når det passeres, lukker op for det skønneste. Sindet får pudset vinduer. Skidt og gammelt møg blæses ud og væk. Jeg giver slip på gamle ømheder, fysiske og mentale smertepunkter. Birgit fortæller om, hvordan hun kan have en trykken for brystet, der efter et stykke tid i løb forløses. Et sted på nettet læste jeg om en, der løb en marathon som reaktion på sin mors pludselige død. En fyret kollega løb et ti kilometer løb uden forudgående træning. Hun fortalte, at hun de første par kilometer var træt og trist og tung. Hun svedte, indtil alle bekymringer og alt det gamle skidt var svedt ud. SÅ kom letheden i benene, og hun løb i mål som et helt andet menneske.

Det er altså ikke bare syntosinon, der lindrer og får hjernen til at køre mere velsmurt.

Jeg er helt sikker:

Løb forløser. 

Uge fem Gode ben, nye tider og noget om opgivenhed.

Så blev det femte uge i min nye tidsregning J

På træningsplanen står:

Gå dig varm ca. 5 minutter

Løb 3 minutter gå 1 minut i 30 minutter

Gå 5 minutter

Jeg har lavet intervaller på mobilen og kaldt dem Uge 15

Midtvejs er indlagt en gåpause på 5 minutter, hvor jeg kan nå at strække igennem og mærke efter, hvordan jeg rent faktisk har det. Denne selvopfundne pause er jeg blevet meget glad for. Den hjælper mig med at mærke efter og gøre, hvad der føles rigtigt for mig. Det er en egenskab, jeg har haft tabt og har vundet tilbage med indsigt og hårdt arbejde. Med hjælp fra tiden og den mørke vinter, men også fra mindfulness og meditation, er jeg atter blevet god – meget bedre end før – til at mærke kroppen. Sjælens bolig. Home of my spirit. Og hvad skal det så til for, det der mærkeri? Er det noget med at lære at sige fra og sige nej? Det kunne det godt være. Jeg oplever det mere som en evne til at registrere både behag og ubehag. Ikke altid at agere på det, men mentalt er der himmelvid forskel på at negligere, ignorere, fornægte det, der kommer i vejen for ens projekter og på at notere sig hvad kroppen fortæller og så beslutte aktivt, hvad der kan gøres, hvis der skal gøres noget som helst. Til at øve sig på det er løb et virkeligt dejligt lille projekt, netop fordi det er kroppen, der bruges til det. At virkelig meget løb foregår i hovedet, er en gammel nyhed, men som selvoplevet sandhed er den ny for mig.

Hvordan er mine kropslige erfaringer? Jeg har beskedne erfaringer med at være fysisk aktiv. Ofte har det været bundet til et mere intellektuelt projekt. Selvforsyning er et godt eksempel. Inspireret af tankerne bag er jeg i stand til at grave min have i mange timer og føle glæden ved at gå i seng med ømme muskler og vabler på hænderne. Jeg kan også sidde ved min symaskine i dagevis og producere hygiejnebind af udtjente t-shirts og gamle bløde flonelslagner eller dekorere hjemmelavede julegaver til langt ud på natten. Kroppen kan med den rette motivation udrette langt mere end den daglige præstation. Men den kan ikke blive ved. Efter målet er nået og jeg har fået mit personlige præstationskick, er kroppen udmattet. Grænserne er overskredet, og jeg har ikke opdaget det. Jeg har ikke noteret mig tegnene. Slet slet ikke mærket dem. Disse egenskaber er fantastiske hvis man skal præstere noget ud over det sædvanlige. Føde et barn er et rigtig godt eksempel. Hver eneste gang, jeg har født, har jeg fortrudt lige omkring 8-9 cm i udvidelsesfasen. Lige inden presseveerne simpelthen. Arh, jeg tror ikke lige, jeg vil alligevel. Kan jeg få en pause? Jeg tror ikke, jeg kan. Da jeg fødte mit tredje barn udbrød jeg ”Jeg vil hjem!!”. Det grinede de to store børn, der var med ved fødselen, meget af. ”Du er hjemme, mor”. Jeg fortæller denne lille anekdote, hvori jeg gør mig selv til grin overfor mine egne børn, fordi den har hjulpet mig i dag. Hjulpet mig til at mærke indeni kroppen og set forskel på opgivenhed og udmattelse.

Det regnede fra morgenstunden. 

Og jeg havde sovet for lidt.

 Snedkeren var kommet til at tage mobilen med på arbejde, så jeg havde ikke mine intervaller, der skulle summe i hånden. 

MP3eren var også løbet tør for strøm. 

Der var i det hele taget mange gode grunde til at blive hjemme fra løbeturen. Den nye tur med treminuttersløbepas. I virkeligheden led jeg nok af negative forventninger til mig selv. Ved nærmere eftersyn havde benene det fortræffeligt. Kroppen trængte til turen. Så jeg gik systematisk i gang med at skyde argumenter ned:

Det regner – jeg har en skøn HHregnjakke. På med den.

Jeg har sovet for lidt – en halv times lur gjorde underværker.

Snedkeren har mobilen – aftensmaden kan laves i den planlagte løbetid. Så kan familien varme den, mens jeg løber. Efter at mobilen er kommet hjem igen. 

Og MP3eren kan så passende lades op imens.

Så langt så godt. Afsted kom jeg. Bævende af nervøsitet for, at jeg skulle falde igennem og opdage, at jeg ikke kunne klare de nye intervaller.

Men det kunne jeg godt!

Da det summede i hånden, satte jeg over i løb og hurtigt fandt jeg ind i den tilstand, hvor jeg stiller skarpt på ”uendeligt”, ser et lille stykke frem for mig på vejen og bare flyder afsted. Åndedrættet er roligt og tungt. Kroppen arbejder støt. Ja, den fungerer jo faktisk nu. Jeg falder ikke om med en blodprop eller et hjerteanfald af overanstrengelse. Hjerte og lunger er nu så gode, at det igen er musklerne, vi venter på. Så jeg udfordrer benene lidt. Begynder at lette lidt mere og faktisk sætte en smule tempo på. Man kan stadig gå ved siden af mig, tror jeg, men jeg er ikke længere bange for et solidt afsæt, for mine ben kan rent faktisk bære mig. Jeg tør også godt lande med næste ben. Knæet knaser ikke sammen og splintres i flere dele. Bækkenet splittes ikke. Jeg bærer mig selv. Jeg bærer mig selv i løb. Det er en helt fantastisk følelse. Jeg føler mig stærk. Jeg har lært noget nyt. Og nu er jeg ved at blive bedre til det.

Sådan gik 6 løbepas af i alt 8. Og så ramte jeg muren. 

”Nu er det slut. Jeg kan ikke mere. Jeg bliver nok aldrig helt god til at løbe. Hvad er det også for en ide? Jeg er jo slet ikke sådan en, der løber. Jeg er sådan en, der strikker. En, der trommer og spiller på klaver. En, der tænker grundige og indviklede tanker og bruger masser af tid på at skrive dem ned. Men en løber! Tsk.” 

Jeg kunne godt mærke, jeg følte mig tung. Men jeg kunne faktisk ikke mærke, det gjorde ondt nogen som helst steder. Jeg spekulerede på, om det mon var fordi jeg jo er så dårlig til ”at mærke efter”. Standsede op og mærkede edderbankemig godt efter. 

Bodyscan lige midt på skovstien i regnvejr (Tak, Gud eller lavtryk eller hvem som helst for den svalende regn):

Fødderne? Siger ok

Anklerne? Har det fint

Læggene? Melder alt i orden

Knæene? Siger stille og roligt, men alt er i orden

Lårene? Har aldrig haft det bedre

Og sådan blev det ved. 

Grunden til at give op var ikke at finde noget sted i kroppen.

Så var det, jeg kom til at tænke på anekdoten fra Karens fødsel. Og det gik op for mig, at jeg de sidste minutter havde løbet på mantraet ”jeg vil hjem”. Det var mit opgivende, kaffedrikkende, lade jeg, der talte. 

Og lige der hvor ingen snedker eller nabokone eller andre end mig selv kunne puffe mig fremad. Lige der, hvor jeg plejer enten at opgive eller at koble alle følelser fra og bare gennemføre min meget vigtige mission uden at føle hverken sult, tørst, træthed eller tissetrang. Lige der mærkede jeg alt, var hjemme i min stærke krop og vidste med mig selv, at jeg sagtens kunne løbe 2 x 3 minutter mere. Det plejer jeg ikke at kunne. Men det kan jeg nu. 

”Jeg føler mig stærk” tænkte jeg. 

Hmm, meget godt løbemantra. 

Testede det i 2 x 3 minutter, mens jeg løb og endda løb rigtig godt.

Jeg føler mig stærk

Jeg føler mig stærk

Jeg føler mig stærk

Søndag påskemorgen

Sol og vindstille. Kølig luft og varmt hjerte.
Dejlig morgentur med nabokonen.
Stive ben, der nød at blive varmet igennem.
Hun er et "bette jern" der trækker mig godt i gang.
Kl. 8.30 hvor jeg plejer at sove længe.
Det er pt skiftet ud med løbetur.
Skønt!

Tror vi så et glimt af påskeharen
- haven var ihvertfald fuld af chokolade, da jeg kom hjem:-) God påske til alle

Hans og Grethe i Føtex

Vågnede glad og lettere stresset.
Alle ungerne kommer hjem i dag, mine forældre og min søster.
Med hunde og baby og puste æg og kyllingesteg.
Og jeg har overhovedet ikke noget at være stresset over.
Mit overblik er bare ikke så fantastisk - så jeg lod være med at have overblik og valgte at løbe en tur og på den måde finde min ro, så jeg kunne nyde alt det dejlige selskab.

Benene har det fint.
Den nerve, der satte sig i klemme i går, smuttede på plads, da jeg sad og læste godnathistorie med Svend mellem knæene. Så nu har jeg et hint om, hvilken bevægelse jeg skal lave for at få den ud.
Den ømme muskel i låret tog jeg mig en lille snak med.
Mig: "Kære lårmuskel. hvad siger du? Vil du bære mig en tur rundt i skoven?"
Muskel:"Meget gerne. Jeg gør mig lige lang og smidig. ..... Sådan. jeg er klar. Lets rock, baby"
-og så var det en aftale.

Hvor er det skønt at begynde at kunne. Bare løbe.
Det der interval på mobilen er godt til mig.
Alle ti små løbepas gik godt.
Det fjerde var det hårdeste og gav mig lejlighed til at træne min udholdenhed.
For hvis jeg løber lige så stille gennem det trælse, holder det pludselig op med at være træls.
Og så er det lige der, fødderne begynder at dappe af sig selv og jeg kan nyde skoven.

Jeg havde lagt en fin rute hjemme på pcen.
Hentet et detaljeret kort over et andet stykke af skoven, hvor der plejer at være bredere stier.
Det er løvskov. Altså uden kogler. Nu står det i knop overalt. Snart bliver her meget smukt at løbe.
Ruten skulle være lidt kortere. ca 5 km.
Jeg havde nemlig fået en bestemt, men kærlig løftet pegefinger af Susanne på Facebook over at jeg ikke lige kunne afpasse mine ruter. Og jeg kan da godt indrømme at den anden på 6 km er for lang.
Så jeg havde forberedt mig grundigt og ville nu løbe turen igennem inden jeg skal ud med naboerne på søndag, for så kan vi jo lige løbe den. Det skal vi så ikke!


For da jeg efter de første 3 km svingede ind i det nye stykke skov, var der ingen sti, men et pløret hjulspor fra skovarbejdernes store maskiner. Nå, jeg kunne da lige løbe gennem den lysning der og ramme den næste sti. Den fandt jeg aldrig. Men et stykke inde i lysningen fik jeg følgeskab af en hare, der løb i forvejen, standsede op og så sig tilbage, løb lidt igen. Ikke ulig Marie:-) Vi fulgtes længe ad.  Længere inde i skoven fandt jeg en lille sti.
Løb lidt på den. Og pludselig stod der kronhjorte foran mig. To. De græssede så fredeligt, så jeg stak ind mellem træerne for ikke at forstyrre dem, krydsede over for at ramme den før omtalte sti, som jeg vidste fra kortet ville dukke op. Der kom også en sti. En noget mindre en. Den drejede godt nok ret meget, og pludselig var jeg et sted, jeg aldrig har set før. Jeg var faret vild. Mobilen meddelte, at min løbetur var slut, og at jeg skulle gå 5 minutter hjem. Haha. Jeg behøver ikke fortælle, at det regnede. Ej heller, at jeg kom til en mark, på hvis anden side jeg skimtede huse og en vej. Derude blæste det en halv pelikan. Så hvis det er forfriskende at blive overrislet, når man løber, så kan jeg kun sige, at i dag var det sgu koldt at være en frugt i Føtex. Jeg følte mig nærmere alene i verden som Hans uden Grete.
Jeg ringede hjem, og Snedkeren kørte ud for at skaffe mig hjem.
Det var jo mig, der skulle bage citrontærten.
Efter at have krydset skoven igennem et stykke tid, fandt vi hinanden langt ude ad Skyttehusvej ca 4 km hjemmefra og meget langt fra den #¤#&#(¤# sti, jeg skulle ramme.
Så kære naboer - det bliver så ikke lige dén tur, vi tager på søndag.

Citrontærten er bagt og fortæret.
Dagen har været skøn.
Hele mit kuld under samme tag - jeg elsker det.

Koldt og klart

Løb en morgentur på 6 km i dag.
Intervallerne er sat om til 2 min løb 1 min rask gang.
Nu kan jeg mærke, at det er ligemeget med det gåen.
Jeg kunne godt blive ved med at løbe - og det føles godt at vide.
Men nu holder jeg mig til min plan!

Mobiltelefonen kan indstilles, så den summer, hver gang jeg skal skifte.
Jeg har endelig fundet ud af, hvordan det virker, så nu irriterer det ikke længere.
Det er bare et lille signal, og så skifter jeg.

Fik ondt i det ene lår i dag. Nok noget der satte sig i klemme igen, men jeg satte bare over i lunteløb, og så gik det fint. Gjorde faktisk kun ondt, når jeg gik.
Jeg lægger ruten om til lidt bredere skovstier med knapt så mange huller og kogler, for nu begynder det jo at batte noget, og selvom det er godt at træne vågenhed og opmærksomhed, så er det også meget fedt bare at løbe derudad uden hele tiden at skulle passe på ikke at falde. Jeg kommer jo også lidt længere omkring nu på mine 50 minutter.

I morgen løber jeg med Marie. Spændende om låret er ok igen.
Bare det ikke er en fibersprængning.
Jeg aner ikke, hvordan sådan en føles, og derfor kan jeg heller ikke mærke, om det bare er en øm muskel eller noget andet. Lidt ligesom ved første fødsel. Er det her veer? Er det her mon? :-)

Dejlig tur i alle fald med koldt klart vejr og høj sol.
Fuglesang. Havde ikke så meget brug for musikken i dag.
Nød bare turen.

Det er ikke alt, du kan løbe fra

Vi ved det godt. En depression forsvinder ikke som dug for solen. Du får det bedre, og det gør dig jublende lykkelig. Sådan her vil jeg have det altid nu. Aldrig mere nede. Som om at nede er et sted, vi går ned med vilje. Eller af sløsethed. Der er mange ting, vi kan gøre for at afhjælpe depressioner. Nogen undgår helt, at de vender tilbage. Om det er fordi de er gået i lysterapi eller løber eller går tur eller dyrker sex eller ser sjove film o.s.v. ved vi ikke. Måske gør de alle disse fantastiske og præventive ting, FORDI de ikke længere er deprimerede.

Jeg ville sådan ønske, at vi lærte at skelne mellem at lindre og at helbrede.
Og jeg ville ønske, at vi så mildere og bredere på årsagssammenhænge.

Når man får stress eller depression, er det ikke bare ens egen SKYLD.
Eller fordi der er noget, vi mangler at få lært.
Eller fordi vi har en lille brist.
Vores forældre har heller ikke svigtet deres opgave, og det er DERFOR.
Langt de fleste forældre handler udfra kærlighed og giver deres børn det bedste, de har ved hånden.
Jeg gør det selv. Det gjorde mine forældre også.

Jeg tror, vi kan spilde en masse kostbar tid med at se på skyld og årsag.
Og lige i disse dage minder jeg mig selv om, at en depression får man ikke for at genere nogen, af egoisme, for at få opmærksomhed eller trække frinummer til pligter og ansvar.

At komme op over kanten og få det bedre betyder at solen skinner i sjælen igen.
Det er så vidunderligt, at jeg næsten ikke kan tåle en overskyet dag.
Tilbagefald er en naturlig del af helingen. Meeeen hvis nu jeg løber rigtig flittigt, spiser sundt, holder igen med kaffe, går tidligt i seng, plejer mine venner og min familie....SÅ kan jeg nok lige styre udenom. Så kan jeg løbe fra det. Så kan jeg slippe for at dykke.

NIX

Det hører med til livet, og det er en del af også mit liv lige nu.
Tre uger, gode uger, med blid og succesfuld jobstart, løbestart og endelig - ENDELIG - lidt energi i kroppen igen. Hvor mine handlinger svarede til mine forestillinger om, hvordan jeg er, hvordan først og fremmest en normal mor går igennem en dag for at børnene får, hvad de har brug for. Selvfølgelig ligger andre menneskers trivsel mig også på sinde. Snedkerens, mine forældre og søskende, mine venner. Mig selv, selvom jeg er ret træt af at tænke over lige netop mig. Det kan være trivielt at se indad, men hvis det er der, der er arbejde at gøre, så må man jo det. Men børnene er mine og mit ansvar. Alle fem, små, store, voksne. Hvis jeg ikke kan være mor for mine børn, bliver jeg da først deprimeret. Måske er det derfor, jeg har set det som rart og smart: Løb en tur, får det godt, giv familien en god dag. Enkel opskrift.
Og da jeg så i går styrtede ned ad humørets regnvåde skrænt, var det slet ikke til at klare.
Åh nej. Ikke igen. Ikke i børnenes ferie. Og hvor længe skal det vare? jeg orker ikke flere tårer ud af øjnene. Jeg vil være veltilpas, velfungerende, i balance, gå op i andre end mig-f***ing-selv.

Ja, solen har skinnet. Varmt og dejligt, men den har også kastet ubarmhjertigt lys på alt det, der har ligget brak så længe. Det er det, min snedker kan: Lade det ligge. Og være tilfreds med sig selv efter dagens gerning. For når jeg har været underdrejet, kan han jo ikke arbejde for to herhjemme uden at blive den næste, der segner. Så han har prioriteret. Og taget børn, dyr, brænde, køkken, kone i nævnte rækkefølge. Og ladet resten ligge. Holdt sig sund og oprejst, stærk. Selv her efter mange måneder har han stadig overskud. Jeg prøver at lade mig smitte. Men hvad er der sket? Jo, solen skinnede, og jeg fik lyst til at:
*smide halvdelen af indboet ud, så her er til at komme til!
*sælge trommer, rok, symaskine, drivhus...alt det, jeg ikke har tid, men lyst til. Gøre livet småkedeligt og enkelt.
*straks holde op med at bage, sy, lave min egen creme og shampo. Livet som selvforsynende fattig hjemmegående er forbi.
*Skifte ham. Blive normal. Male med lysegrå og få et køkken fra Svane med lukselv-skuffer til porcelænet. Køre i IKEA i stedet for at male gammelt skrammel fra genbrugsen. og hvad er det for noget med det der genbrug? Kan du ikke bare være ligeglad med klodens overproduktion af korttidsholdbare materialer fyldt med giftdampe, børnearbejde, forurenet grundvand? Behøver det være så kompliceret at bo pænt, spise en hvid toast til 7 kr. pakken?
*Rydde op i stedet for at rende rundt og bygge sandslotte på stranden. Skabe orden i stedet for kaos.
*Skaffe mig af med alle katte, kaniner og høns, som jeg pludselig ikke synes, jeg passer ordentligt.
For hvornår er de måske sidst blevet efterset for orm og vitaminmangel? hvornår er der sidst muget ud i hønsehuset?

Skyld, selvbebrejdelser. Min psykolog siger, at selvbebrejdelser er brænde på bålet, så det må jeg hellere lade være med. Årh, shit, så har jeg også gjort dét forkert! jeg kan ikke holde hus, jeg kan ikke passe mine børn ordentligt, og nu kan jeg heller ikke finde ud af at være deprimeret!
Åh, sådan en dag skal man helst klappe den nærmeste hest.
Gå en tur. Tage en lur.
Være alene med sig selv og lade tankerne passere.
Kigge lidt på dem og lade dem drive videre.
De, der indeholder visdom, vender tilbage.
Men lige er der pause.

Det var i går. I dag er jeg vågnet af mig selv, har rørt havregrød med let hånd og passer ind i mig selv igen.
Ikke oppe. Ikke nede. Er bare.

Heldigvis var traileren punkteret.
Indboet står der endnu.
Noget må lade livet, det er klart.
For jeg HAR fået mere energi.
Og der ligger gode opgaver til mig.
Til os alle.
For det er sådan, livet er.
Det fortsætter.
Og fortsætter.
Det beder ikke om at blive levet færdigt
- senest i morgen.
Heldigvis.

Det eneste der kan få mig til at smide tøjet .....

.....og klæde om på sådan en pivende hvinende blæsende kold aften, er min egen Snedker, der puffer mig kærligt i ryggen:
"Kom så af sted! Du ved, hvor godt det bliver, når først du er derude"

Puuuhha.
Viljestyrke er virkelig en begrænset ressource.
Der stod jeg i uldne sokker, med en dejlig varm sweater og et kaffekrus i mit lune køkken.
Tilbage i komfortzonen. Udenfor var det råt. Jeg ville elske at løbe afsted.
Men klæde om! Brrrrrrrrrr...
Så er det jo godt, vi er to, der kan få det bedste frem i hinanden.
Snedkeren gik så langt som til at love at bage pizza til jeg kom tilbage.
Det er så første gang, han har gjort det, mens jeg er hjemme (jeg plejer at lave maden)

Her sidder jeg så med røde kinder, mæt og glad og veltilpas efter et stykke fænomenal pizza.
Selvfølgelig er han da god til at ælte med de store stærke hænder.
Selvfølgelig kan han med sin omhyggelighed rulle dejen papirtynd og bage bunden sprød, så englene synger og nabohunden savler. Wauw.

Og bæveren?
Hun har da været på en 6 km tur.
2 min løb 2 min rask gang
10 løbeintervaller helt uden problemer
Benene dapper bare af sig selv nu, og jeg føler mig stærk som en okse.
Tankerne glider forbi som drivende skyer.
Det her bliver så godt. Åh jeg elsker det allerede.

Mest af alt elsker jeg ham, der fik mig til at smide tøjet og trække i løbetøjet.

Godt naboskab er......

.......er tage en morgentur sammen inden rundstykkerne.

Vågnede tidligt. Det er nu, jeg kan prøve mine nye sko. Og her bagefter må jeg bare sige:
Jeg har fået nye ben!

Skoven var vidunderlig her til morgen.
Og min dejlige nabokone havde lokket.
Hun havde endda fået gemalen med.
Min snedker trillede rundstykker imens af den dej, jeg rørte i aftes.
Teamwork.

Vi fulgte Chris´ program. 1 min løb 2 min gang.
Udover at det er lidt irriterende at skulle kigge på klokken i stedet for at mærke,
så tror jeg, det er en god hjælp. Jeg ville helt klart have løbet længere ellers.
Musklerne er til det. Så det kan være svært at være fornuftig og tage hensyn til sener og led.
Dem mærker man vel først, når det er blevet for meget.
Det er bare prisen for at begynde at løbe, når man er tung.
Jeg har nævnt det et par gange nu, så måske skal jeg lige sige et par ord om vægten.

Jeg vejer ca 25 kg for meget til at BMIen vil betegne mig som normalvægtig.
Heldigvis er det fordelt så charmerende - hvis jeg selv skal sige det - at det passer meget godt til mig.
Jeg har hele mit liv været en rund model. Jeg har masser af smart tøj, der passer til mig.
Snedkeren er vild med mig uanset. Og han har set mig i mange forskellige størrelser og gennem graviditeter og ammeforløb. Selv er jeg vel ikke ligefrem "vild med mig", men jeg er meget godt hjemme i min krop.
Er ikke ked af, hvordan jeg ser ud. Går gerne på stranden og i svømmehallen.
Går med shorts om sommeren, men ikke ærmeløs til fest.
Og min vægt har ligget fuldstændig stabil de sidste 7 år siden Kirstens fødsel.
Det er altså ikke et emne, der har ret meget plads i min hverdag.
Kosten har stor betydning.
Jeg er en økologinørd. Elsker at fylde min familie med gode sunde sager,
hjemmebagt brød, smoothies, og også kager og hjemmerørt is i weekenden.
Jeg er meget glad for at lave mad. Blande lækre og smukke salater.
Samle min familie og mærke dem sukke af velvære.
Og det plejer ikke at være fedt og fløde, vi fylder os med.
Jeg er sådan set også den eneste tykke herhjemme.
Og udover at være arveligt disponeret for det, så har jeg nok en tendens til at spise af lyst og nydelse mere end af sult. Det vil jeg blive ved med. Nydelse er noget af det første der går i stykker, når man kommer ud af trivsel. Og den største gave, når den vender tilbage. Uden at kunne nyde bliver verden grå, kroppen død og tung, temperaturen bliver suget ud af dit liv. At miste evnen til at kunne nyde er en stor stor sorg.
Og intet er for mig større end at kunne nyde mine børns selskab, at kunne grine med dem, mærke suget i maven, når vi leger gemmeleg i mørke og den dybe taknemmelige glæde, mens jeg synger godnatsang og nusser en ryg eller en hårmanke, der flyder ud over hovedpuden. At nyde at lade mig forsvinde i Snedkerens favn og mærke hjertet give et lille hop, når jeg hører kattenes madskål blive fyldt raslende op. Det er nemlig lyden af ham kommet hjem fra arbejde. Nyde et stykke god chokolade smelte på tungen. Rent koldt vand risle ned gennem mig indvendigt. Nydelse rocks:-)

Vægten betyder noget for mig nu, simpelthen fordi den skal regnes med som et vilkår på lige fod med at være hjulbenet, platfodet, ryger, svajrygget, astmatiker og hvad folk ellers har at tage hensyn til, når de løber.
Vægten er min "ting" jeg lige skal huske. Som Chris skriver, så er den jo en fordel fra starten på den måde, at man træner "med ekstravægt" og dermed hårdere. Jeg forbrænder jo også mere end min noget lettere nabokone. Det er også fint nok. Musklerne har lynhurtigt fundet sig til rette med det.
Men det er så min udfordring lige nu at tøjle min utålmodighed, mens leddene og senerne følger med, vægten går lidt ned, så belastningen bliver lidt mindre. Jeg skal gøre mit bedste:-)

Jeg sender mine gode naboer en kærlig tanke.
Jeg håber, det kan blive en tradition.
Vi spurter alt for lidt om kap med vores naboer.
Det skal være mit nye slogan:
Mere high5 i hverdagen!