Det eneste der kan få mig til at smide tøjet .....

.....og klæde om på sådan en pivende hvinende blæsende kold aften, er min egen Snedker, der puffer mig kærligt i ryggen:
"Kom så af sted! Du ved, hvor godt det bliver, når først du er derude"

Puuuhha.
Viljestyrke er virkelig en begrænset ressource.
Der stod jeg i uldne sokker, med en dejlig varm sweater og et kaffekrus i mit lune køkken.
Tilbage i komfortzonen. Udenfor var det råt. Jeg ville elske at løbe afsted.
Men klæde om! Brrrrrrrrrr...
Så er det jo godt, vi er to, der kan få det bedste frem i hinanden.
Snedkeren gik så langt som til at love at bage pizza til jeg kom tilbage.
Det er så første gang, han har gjort det, mens jeg er hjemme (jeg plejer at lave maden)

Her sidder jeg så med røde kinder, mæt og glad og veltilpas efter et stykke fænomenal pizza.
Selvfølgelig er han da god til at ælte med de store stærke hænder.
Selvfølgelig kan han med sin omhyggelighed rulle dejen papirtynd og bage bunden sprød, så englene synger og nabohunden savler. Wauw.

Og bæveren?
Hun har da været på en 6 km tur.
2 min løb 2 min rask gang
10 løbeintervaller helt uden problemer
Benene dapper bare af sig selv nu, og jeg føler mig stærk som en okse.
Tankerne glider forbi som drivende skyer.
Det her bliver så godt. Åh jeg elsker det allerede.

Mest af alt elsker jeg ham, der fik mig til at smide tøjet og trække i løbetøjet.