Bov if änglamark kvindeløb 2012

Vores første officielle løb - det var altså lidt stort!

Lørdag morgen vågnede jeg tidligt. Stod op, drejede rundt om mig selv, lavede kaffe. 

Lod være med at ryge. Gik i bad og trak i løbetøjet, der var lagt frem. Familien sov stadig. Kiggede på morgenmaden, men havde slet ingen appetit. Det føltes lidt som når man skal holde stor fest, til jobsamtale, eksamen eller lad-mig-se-jo-jeg-husker-det-som-var-det-i-går som før den første date. På bordet stod alt klar. Frugtstykker, yoghurt naturel, müsli, juice. Tog et glas vand. Tog et til.

Marie ringede: "Uh, mor, er du også spændt? Jeg er næsten helt nervøs!! Det havde jeg ikke troet. Jeg havde heller aldrig troet, at VI skulle det her!!! Er det ikke for vildt, mor?" Jo - alt for vildt. Vi plejer at gøre ting, som mor har rimelig styr på. Prøve nye ting sammen har vi da gjort alt for lidt. Ved nærmere eftertanke har jeg nok vænnet mine børn til, at de bare kan spørge, at når vi skal noget, så ved jeg besked og kan støtte, vejlede, berolige, bakke op. Men denne her morgen var jeg totalt sprød, og alle måtte stå på deres egne to ben. Usikkerheden var rar at dele. Og vi kunne vel altid finde en voksen at spørge dernede :-) 

Vi var i virkelig god tid!! (Og de, der kender os trækker på smilebåndet lige nu - jeg ved det)

Et godt morgenfoder til alle og ud i bilen. Vi mødtes med Marie og hendes veninde, Sara, der havde lovet at heppe og tage billeder undervejs. Snedkeren skulle sende pigerne afsted på Tøseløbet, Svend skulle passe Maries hund Bailey. Der var nok at gøre for alle:-) Vi var vist de allerførste foruden arrangørerne, der var ved at stille klar, hænge målbanner op o.s.v. Men snart fyldtes Torvecenteret af mennesker, flest kvinder i løbetøj. Vi fik hentet vores startnumre og chip til skoene. Bemærk den hurtige tilmelding: Pigerne har nr. 1 og 2!

Så var vi klar!!!

Kirsten - Karen - Ane - Marie

Bailey nød opmærksomheden fra de søde piger  -vi kaldte dem Hummelklubben - det gjorde hundepasseren vist også (i smug)

Der strækkes ud. Musikken begynder. Det var i øvrigt halvdelen af Snedkerens band (2 x guitar) der havde fået den fornemme, men kolde tjans. Jeg var bare lykkelig for, at han ikke stod der med sin bas, men var hos os lige dér.

Fælles opvarmning v. Birgit. Vi burde da danse lidt mere på gaden. Det er meget sjovere end at shoppe! At det begyndte at regne ignorerede vi simpelthen. 

Og så opstod der lige noget forvirring, mens moderløberen splittedes i to - hende, der skulle løbe og hende, der gerne ville være der for sine piger, når de skulle løbe deres allerførste løb sammen med en masse andre piger. For kunne de nu finde vej? (og ja, det havde vi tjekket - der stod selvfølgelig poster og viste vej) og var der voksne med? (og ja, det havde vi også tjekket. Der var endda en lærer fra skolen, som de kendte, der løb med sammen med sine piger) og hvad når de kom ind? (Ja, der stod jo den halve by, hvoraf de kendte en masse, foruden Sara, Svend og ikke mindst deres far) Intet kunne gå så galt, at jeg ikke kunne undværes den timestid. 

Men jeg forbrød mig gevaldig mod det 11. bud: Du må ikke gå glip. 

Og jeg havde ikke det mindste lyst til at gå glip af pigernes spurt over målstregen. Pigerne selv tog lettere fraværende mod kys og gode ønsker. De havde travlt med at komme hen og stå det rigtige sted. Så kys kys og pøj pøj!!!

Karen og Kirsten spændte og klar til start

Så lød startskuddet!

Marie klemte min hånd, før hun lagde sig i haserne på feltet og fulgte med dem.
"Godt løb. God tur"
Selv lagde jeg mig bagi. Forsøgte at fatte, hvad jeg liiiige havde gang i.
Kom til at tænke på, da jeg - i øvrigt lige inden jeg for syv uger siden begyndte at løbe - satte mig op i en flyvemaskine for første gang i 30 år. Ikke fordi jeg er flyskræk eller noget. Jeg har bare ikke lige haft en anledning til at flyve nogen steder, siden jeg var i USA med Rørkjærkoret som 12årig. Det var nøjagtig samme uvirkelige fornemmelse, man ellers til daglig som voksen oplever alt for sjældent. At gøre noget for allerførste gang. Ikke farligt. Ikke utryg. Bare overhovedet ikke velkendt. Alle sanser åbnedes. Regnen var vidunderlig ren og frisk. Kvinderne omkring mig smukke, stærke og fulde af fremad-drive. Mine ben var vilde med at løbe lige der sammen med dem. Alle lydene gav ekko i mit hoved. Tilråbene, et par hunde, der skulle løbe med (gad vide, om det var hun-hunde i grunden?), speaken fra højttaleranlægget, Kent og Torben, der sang Kvinde Min, mit eget åndedrag, skoenes daf daf daf daf på asfalten.

Hele flokken rummede en stor energi, og jeg opdagede, at jeg løb alt for hurtigt. Jeg sænkede blikket og krøb ind i mig selv. Forsøgte at finde mit trav. Det ville jo være ærgerligt at gå død efter 2 km og kravle i mål. Snart mærkede jeg, at jeg kunne. Mærke mig selv blandt de andre. Det er svært at beskrive den følelse af styrke.

Her er vi.
Og her er jeg.
Vi løber sammen.
Helt enkelt og helt unikt. 

 Det var bare en helt igennem fed tur.

Ikke længe efter at vi havde forladt Torvecenteret, lagde jeg mig bagerst og lod flokken løbe fra mig. Nu ved jeg ikke, om det var en lille ulempe, at jeg havde visualiseret mig selv komme ind til sidst. for det var ligesomom, at det skulle være sådan nu. Jeg havde gjort det for at undersøge min frygt for netop det. Og jeg  fandt, at frygten ikke var der. Det ville ikke betyde noget at være den sidste. Det ville betyde noget at gennemføre, for det var dét, der var mit mål. Og efter i tirsdags havde jeg sat mig for at komme under 60 min denne gang. Det føltes rart at løbe for mig selv. Benene løb bare. Jeg løb og nød den smukke tur. Det er jo helt anderledes at løbe inde i byen. Det er der, vi plejer at handle ind, køre til klaver og svømning. Nu løb vi ude på vejen, mens regnen og det gennemblødte tøj gjorde fornemmelsen af en-anderledes-dag endnu stærkere. Den varme hud, dryppene fra mit hår. De rødhvide plasticbånd, der var bundet fast for at markere ruten, og i dag var båndene også en besked til mig og ikke bare til "der er nok nogen, der afholder et løb i dag".  I skoven lyste anemonerne op og jeg var pludselig helt alene. Jeg sendte Birgit en tak for at have løbet ruten med mig. Man skal alligevel bare stole på, at man er på rette vej, og at der nok er mærket af, når man skal dreje. Der stod levende poster på alle steder, hvor man kunne komme i tvivl. Dér var det jo vores todligere skolebestyrelsesformand (Nå, løber han også??), og der var det en af sangerne fra "mit" mandskor. Vi var jo i trygge hænder, og jeg glædede mig over, at vi havde valgt at løbe første løb netop her i vores lille by, hvor vi kender hinanden. Indimellem skottede jeg til mit ur. 30 minutter. Så måtte jeg være ca halvvejs, hvis mit tempo altså holdt. Men det gjorde det da vist. Længere fremme lige inden den stejleste skrænt stod en post. Da han så mig, brød han ud i sang "Det var da godt, at du kunne komme" sang han. Det var jo Jürgen!! Så skønt med et kendt ansigt. Jürgen ser jeg ikke ret tit, men når jeg gør, synger han altid denne strofe fra en goddag-sang, jeg plejer at bruge til de små i musikskolen. Og Jürgen har haft to små piger gående hos mig der. De er godt nok voksne nu. Men Jürgen husker den sang! Og også i dag sang han til mig, og jeg følte mig genkendt og velkendt og glad som altid og lidt til. 

"Din datter har været her for et stykke tid siden. Hun er go´!!!" råbte han efter mig.

Yes! Så gik det godt med Marie. 

Det har ca været på det tidspunkt, hvor Marie passerede målstregen.

Se hende lige - hun er SÅ SEJ!!!!!

hvad var det, hun sagde? "Det havde jeg aldrig troet, mor"

Næh, det havde vi ikke, men det lykkedes jo! 

Lige midt i feltet efter 44 minutter spurtede du ind, fantastiske pige.

Det er en stor personlig sejr, du vinder her:

Kirsten og Karen måtte være inde nu. Gad vide, hvordan deres tur var gået. 

Stædigt løb jeg op ad skrænten. Surt at være nr. 179 i det pløre. Ler og ælte over det hele. Det havde jo lige givet turen en ekstra dimension, hvis jeg var styrtet og kunne løbe indsmurt over målstregen, men det gjorde jeg sjovt nok ikke. Ovenfor "Jürgens bakke" gik det brat ned igen. Jeg prustede godt efter opstigningen og besluttede, at det var et meget godt tidspunkt at gå og få rystet stængerne lidt. jeg kunne alligevel ikke løbe ret hurtigt ned af plørestien. Det var 32 minutter efter startskuddet! Jeg har aldrig i mit 42 år lange liv løbet så længe i ét stræk. Sejren var hjemme allerede der. Nu skulle jeg sådan set bare nyde resten af turen. Og passe på, at jeg ikke lettede mod stjernerne med min oppustede selvtillid (den er i skrivende stund endnu ikke skrumpet til normal størrelse, så tilgiv mig, hvis jeg skryder. Jeg føler mig SÅ hamrende sej!!) 

Jeg skævede bagud. Jo, cykelmanden (ham der cykler bagerst i et løb - aner ikke hvad man kalder ham) var der endnu. Han havde fulgt mig som en skygge hele turen, så helt alene i verden var jeg jo ikke. Han sludrede lidt med posterne, pillede bånd ned og ja - blev våd:-) Men han var meget diskret. Jeg glemte ham helt. 

Det næste stykke af turen var der det skete: Jeg kom til at elske at løbe.

Det var bare .....rigtig dejligt at løbe afsted.

Tankerne vandrede deres egne veje. Jeg glemte helt, at jeg var midt i et løb.

Lige til stien stoppede og jeg nåede Nørregade.

På hjørnet stod en forkommen ung mand under en paraply og klaprede tænder.

"Så er der ikke langt igen. Godt gået" sagde han til mig. 

Skrittchh - tilbage til virkeligheden.

"jamen, kære ven, står du der i regnen og venter på mig? Nu kan du godt gå hjem, Jeg er helt sikkert den sidste" råbte jeg, og rettede blikket mod vejen op mod byen. 

På nettet havde jeg læst et sted, hvordan man forbereder sig på et løb. "Ved 2 km. Find en, der løber ca samme tempo foran dig og hægt dig på. Lad ham være "din hare" den næste kilometer". Smil - det må blive næste gang. Ingen hare til mig i dag. Men der stod også. "Ved 4 km: Så lukker du op for sluserne og giver det det sidste du har. Der er ikke længere risiko for at gå død. nu gælder det bare at få den tid, der er din bedste" - eller noget i den stil. Lukke op for sluserne. Hvor sidder dén knap? Jeg syntes ikke rigtig, jeg havde noget ekstra. Og lige om lidt skulle jeg vise mig selv, hvad jeg dur til. Jeg skulle i mål. Jeg kunne jo også lige give op. Få ondt et sted. Huske, at jeg da ikke er sådan en, der løber. De andre er for længst inde. hvor pinligt bliver dét ikke lige? 

STOP!!

Fanme nej!

Den snak har jeg taget med mig selv før.

Jeg hentede alle billederne frem, som jeg havde gjort klar, hvis det her skulle ske.

Rådene og ordene fra gode venner, kolleger i skolen. Krammet fra nabokonen i går. Kysset fra Snedkeren. Klemmet fra Maries hånd. Hilsnerne fra bloggen her og fra facebook. TAK TIL JER ALLE FOR DET!!! 

Videre videre. Giv dig selv den sejr. Det er det her, du har trænet frem til. Det er det, der har holdt dig i gang. 

Jeg kom i tanker om en elev, jeg havde engang. Han gik i tredie klasse og havde lige akkurat lært at læse. Til en samtale fortalte han mig, at han aldrig havde læst højt i klassen, fordi det var så flovt. Han var så dårlig til det. Vi talte lidt om, at han var blevet meget bedre de sidste måneder. og så snakkede vi om alt mulig andet og især om noget, han var god til. Da han skulle finde sig et nyt periodemål, sagde han "jeg vil godt en dag læse en side i min egen læsebog, som jeg har øvet rigtig godt". Den aftale skrev vi ned, laminerede det og klistrede på hans bord. Og den dag, da han stillede sig op foran tavlen og læste sin side højt, glemmer jeg aldrig. Klassen sad musestille. Og da han lukkede bogen i, klappede de og piftede. Han blev båret frem. Ikke én tænkte på eller talte om, hvad de andre kunne. Alle var klar over, at det her var modigt og stærkt. Jeg beundrede den lille fyr i det øjeblik.

Her på vej op ad Nørregade tænkte jeg "Hvis han tør læse for klassen, så tør jeg også løbe i mål foran mine venner og familie"

Og dét var slusen! Afsted gik det dafdafdafdaf.

Som sendt fra himlen kom Stine løbende og løb mig fremad.

Jeg fik en hel klump i halsen, så rørt blev jeg.

Tænk, at hun gjorde dét for mig!

Og der kom Birgit og flankerede på den anden side.

Klumpen voksede.

Jeg fik spurgt til pigerne og tiden og fik vist også vrøvlet noget selvboostende om, at "er vi enige om, at de andre tykke - de står ved pølsevognen?" og Stine og Birgit forsikrede mig om, at jeg var verdens sejeste.

Posterne vinkede os over vejen "Hvor er du sej" og dér stod Marie!

Nu kunne vi høre musikken. 

"Du når det under en time" sagde Stine "Der er det grønne felt. Nu skal du bare over"

Så tog Fanden ved mine røde dansesko og de drønede afsted (sådan føltes det ihvertfald) og jeg nåede lige at tænke, at chippen (som sad i min sko) ikke måtte komme over knæhøjde. Høj på endorfiner eller hvad?

Svend og Karen kom løbende og så begyndte jeg selvfølgelig at tude. 

Åh, det var fedt at løbe i mål til klap og råb og knus og kram.
Det er fartholder Stine til venstre med det brede smil:-)

Karen og Kirsten syntes, det havde været sjovt at løbe med på 2 km tøseløbet. Karen var ellers godt snottet og påstod , hun ikke havde feber:-) De havde fulgtes ad hele vejen. "men næste år kan jeg godt selv finde vej" sagde Kirsten. Det var rørende. Og Sommerland Syd gav dem alle en fribillet. Det alene er jo grund nok til at løbe 2 km, spørger man pigerne. Så de er som os andre klar til næste år...

Så nu er vi løbere. Sådan nogen, der løber med i et løb med nummer på maven og chip på skoen og drikkedunke i tasken og damp på indersiden af bilruden, når vi kører hjem.

Der skulle være præmieoverrækkelse 11.15, havde jeg hørt, og det var rart at tænke på, at de ikke skulle stå og vente på mig. Da ville jeg ihvertfald være tilbage!

Jeg løb i mål med tiden 58:25
Det er 1½ minut bedre end i tirsdags, hvor ruten var nærmest flad og uden regn, så det er jeg vældig tilfreds med. og der var et helt kvarter til præmieoverrækkelsen, som vi da selvfølgelig ville ind og se. Klappe af de hurtige og sige tak for et supergodt arrangement.

Og sørme om Ulla ikke til sidst pludselig råbte mit navn op! Bov if ville gerne overrække mig GODT KÆMPET pokalen, fordi jeg havde kæmpet sådan for at komme i gang med at løbe.  Jamen, så tudede jeg da lige igen. jeg blev simpelthen så befippet og overrasket og glad! Tænk at vi har en idrætsforening, hvor de tænker sådan og finder på at anerkende mig lille nybegynder for min egen kamp på skovstien! Det kan man kalde breddeidræt. Det giver lige noget at tænke over. "Så må du love at blive ved med at reklamere sådan for løb, som du gør" sagde Ulla og modtog et svuppende knus med dryppende tårer, sved og ja, vi var jo allesammen gennemblødte fra yderst til inderst. Snedkeren fumlede efter mobilen, så han kunne få et billede. Og kyssede mig stolt:-)

Tak til Bov if for den fine pokal og for et super løb!

NB: Nu overvejer jeg seriøst, om jeg skal tage Hanne Vilmann på ordet og løbe drømeetapen på Hærvejsløbet med hende som makker. Hvis man kan gå på vandet, kan man vel også løbe 10 kilometer mens solen står op, ikke?