Vågnede glad og lettere stresset.
Alle ungerne kommer hjem i dag, mine forældre og min søster.
Med hunde og baby og puste æg og kyllingesteg.
Og jeg har overhovedet ikke noget at være stresset over.
Mit overblik er bare ikke så fantastisk - så jeg lod være med at have overblik og valgte at løbe en tur og på den måde finde min ro, så jeg kunne nyde alt det dejlige selskab.
Benene har det fint.
Den nerve, der satte sig i klemme i går, smuttede på plads, da jeg sad og læste godnathistorie med Svend mellem knæene. Så nu har jeg et hint om, hvilken bevægelse jeg skal lave for at få den ud.
Den ømme muskel i låret tog jeg mig en lille snak med.
Mig: "Kære lårmuskel. hvad siger du? Vil du bære mig en tur rundt i skoven?"
Muskel:"Meget gerne. Jeg gør mig lige lang og smidig. ..... Sådan. jeg er klar. Lets rock, baby"
-og så var det en aftale.
Hvor er det skønt at begynde at kunne. Bare løbe.
Det der interval på mobilen er godt til mig.
Alle ti små løbepas gik godt.
Det fjerde var det hårdeste og gav mig lejlighed til at træne min udholdenhed.
For hvis jeg løber lige så stille gennem det trælse, holder det pludselig op med at være træls.
Og så er det lige der, fødderne begynder at dappe af sig selv og jeg kan nyde skoven.
Jeg havde lagt en fin rute hjemme på pcen.
Hentet et detaljeret kort over et andet stykke af skoven, hvor der plejer at være bredere stier.
Det er løvskov. Altså uden kogler. Nu står det i knop overalt. Snart bliver her meget smukt at løbe.
Ruten skulle være lidt kortere. ca 5 km.
Jeg havde nemlig fået en bestemt, men kærlig løftet pegefinger af Susanne på Facebook over at jeg ikke lige kunne afpasse mine ruter. Og jeg kan da godt indrømme at den anden på 6 km er for lang.
Så jeg havde forberedt mig grundigt og ville nu løbe turen igennem inden jeg skal ud med naboerne på søndag, for så kan vi jo lige løbe den. Det skal vi så ikke!
For da jeg efter de første 3 km svingede ind i det nye stykke skov, var der ingen sti, men et pløret hjulspor fra skovarbejdernes store maskiner. Nå, jeg kunne da lige løbe gennem den lysning der og ramme den næste sti. Den fandt jeg aldrig. Men et stykke inde i lysningen fik jeg følgeskab af en hare, der løb i forvejen, standsede op og så sig tilbage, løb lidt igen. Ikke ulig Marie:-) Vi fulgtes længe ad. Længere inde i skoven fandt jeg en lille sti.
Løb lidt på den. Og pludselig stod der kronhjorte foran mig. To. De græssede så fredeligt, så jeg stak ind mellem træerne for ikke at forstyrre dem, krydsede over for at ramme den før omtalte sti, som jeg vidste fra kortet ville dukke op. Der kom også en sti. En noget mindre en. Den drejede godt nok ret meget, og pludselig var jeg et sted, jeg aldrig har set før. Jeg var faret vild. Mobilen meddelte, at min løbetur var slut, og at jeg skulle gå 5 minutter hjem. Haha. Jeg behøver ikke fortælle, at det regnede. Ej heller, at jeg kom til en mark, på hvis anden side jeg skimtede huse og en vej. Derude blæste det en halv pelikan. Så hvis det er forfriskende at blive overrislet, når man løber, så kan jeg kun sige, at i dag var det sgu koldt at være en frugt i Føtex. Jeg følte mig nærmere alene i verden som Hans uden Grete.
Jeg ringede hjem, og Snedkeren kørte ud for at skaffe mig hjem.
Det var jo mig, der skulle bage citrontærten.
Efter at have krydset skoven igennem et stykke tid, fandt vi hinanden langt ude ad Skyttehusvej ca 4 km hjemmefra og meget langt fra den #¤#&#(¤# sti, jeg skulle ramme.
Så kære naboer - det bliver så ikke lige dén tur, vi tager på søndag.
Citrontærten er bagt og fortæret.
Dagen har været skøn.
Hele mit kuld under samme tag - jeg elsker det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar