Kunsten at lade være med at følges ad - og noget om glæden ved vand.

Et stort glas vand - og ét til. Det var lige, hvad jeg trængte til efter søndagsmorgenturen med 2 dejlige nabotøser.
Ah, rislende koldt indeni. En af glæderne ved at løbe er den naturlige tørst.
Har du tænkt på det? Hvor skønt det er at drikke vand, når du er rigtig dejlig tørstig.
Og vi har godt og rent vand her i Danmark.
Fårhusvandet er verdens bedste, synes jeg.
Kan stadig huske, første gang jeg tog en tår på besøg hos snedkeren.
Så kan det godt være, at vand ikke smager af noget, men vores vand smager ikke af noget på den allerbedste måde så. Måske fordi jeg var hamrende forelsket, første gang jeg drak det?
Så er det jo gode tegn, at det stadig smager skønt :-)

Vores søndage er forandrede.
Lørdag aften rører jeg stadig dej til rundstykkerne.
Nu er vores søndagsmorgenbord nærmest helligt og har det været det altid.
Vi spiser først ved ti-tiden og det er med hele udtrækket: æg, frugt, juice, kaffe, ost marmelade og selvfølgelig lunt langtidshævet brød.
Søndag morgen trillede jeg engang rundstykker, mens snedkeren sov længe, fordi han næsten altid havde været ude og spille om natten. Det er han så ikke så tit mere, og i vinters blev det ham, der satte dej på plade og lavede morgenmad, mens jeg sov længe. Kors, hvor har jeg sovet og sovet og sovet hele vinteren. Men nu ser det ud til, at jeg er ved at have sovet færdig. Endelig :-) Så var det, vi blev enige om, at i stedet for at vi bytter tilbage igen, så kunne jeg jo lægge min løbetur om morgenen, mens han laver morgenmaden.
Og for at komme afsted og få lavet den her nye gode vane har jeg grebet chancen og er sprunget på naboernes morgenløbetur. Så kommer jeg afsted. Tanken om at de kommer om hjørnet lige om lidt og så vil jeg sidde og snøre sko og være klar. Det er guld værd. Så vi løber, og der dufter af brænderøg og nybagt brød helt ude på vejen, når vi vender tilbage. Et hurtigt bad og nydelse med familien - aaaahh!
Vores søndage er lige, som de skal være.

Nu har jeg løbet i 5 uger.
Det har gjort mig så godt.
Humør, udholdenhed, støjresistens, tolerance, søvn - det har været godt for det altsammen.
Jeg holder aldrig op igen. Det ville være en katastrofe, når jeg tænker på, hvor hårdt jeg har arbejdet for beskedne fremskridt. Eller beskedne er de vel ikke, men hvis jeg giver mig til at sammenligne med andre, er jeg ikke ligefrem i topform. Sammenlignet med mig selv derimod, er der langt fra at være ved at dø, fordi jeg løb 40 skridt og så til som nu at løbe 3 minutter i et stræk og endda sludre imens. Så selvfølgelig er der sket store fremskridt, og det er dem, jeg har for øje. Dem jeg holder fast i, og lige det der med at holde fast i min egen plan har jeg brug for at træne. Så jeg kan løbe med i et løb og løbe med i et liv.

 Jeg ser mig hele tiden overhalet. Her om søndagen løber mine naboer fra mig hvert 4. minut og kommer søstersolidarisk heppende tilbage og fisker mig op, når de slår over i gang. Ja, jeg kan jo også ligeså godt vænne mig til det - at blive overhalet. Hvis jeg vil deltage i løb, skal jeg kunne håndtere det uden at gå i pyllermode og vist-nok-få-lidt-ondt-her-og-ditten-datten. I dag mærkede jeg for det første, at ja, gu påvirker det mig da at de render fra mig. Men at jeg endnu vigtigere for det andet også er i stand til at motivere mig selv på trods af det. Jeg bliver bedre til at mærke MIN rytme, selvom en anden løber i nærheden har en anden, MIT tempo. Jeg kan godt komme i flow alligevel. Det er selvfølgelig nemmere, når jeg er alene og endnu nemmere, hvis jeg løber i trit med en anden, men den anden findes ikke for tiden. Jo, Birgit gjorde det forleden, men det var jo fordi hun fulgte mig for min skyld.

At kunne holde fast i sig selv, mærke sig selv blandt andre. Det er det! Vi er mange (kvinder) i min alder og mit fag, der er toptrænede i at mærke andre og opfange små signaler i en flok. Vigtig egenskab. Det gør hele forskellen, når du er i klasselokalet og går i et med flokken af små forskellige individer. Man kan bare komme til at glemme at mærke sig selv. Faktisk kan det gøre mig helt høj. At være i flow i et arbejde i klassen, fuldstændig selvforglemmende, befriende, fremad, i et med børnenes energi og lyst til at lære. Når jeg mindes en af de utallige stunder, som var forbundet med netop den følelse, mærker jeg glæden og stoltheden. Jeg ved, jeg er lærer helt langt ind i hjertet. Og jeg ved, at skal jeg give mig selv lov at være lærer i mange år endnu, skal jeg være god til at mærke mig selv lige der midt blandt alle de andre. Så derfor er det en gave at løbe i røven på de to løbechicks og se dem forsvinde, komme tilbage, puste i utakt, sætte i løb igen og lade være med at følges ad.