Jeg løber!
Jeg løber virkelig sådan løbeagtigt! I dag var mit vendepunkt.
NU er jeg løber. Uanset hvad jeg har været før. Uanset, hvad jeg altsammen også er.
Jeg er løber.
Her til morgen løb Birgit og jeg den dejligste morgentur.
Det er muligt, fordi jeg torsdag morgen kun har ½ lektions undervisning.
I dag skulle jeg så til to møder lige efter hinanden om eftermiddagen.
Og jeg må sige, at løbeturen gjorde det muligt for mig at gennemføre møderne. At være nærværende begge steder. Uden udfald i koncentrationen. Det lover godt for fremtiden!
Et tredje møde til aften havde jeg på forhånd meldt afbud til.
Sådan må jeg økonomisere, mens jeg bliver raskere for hver dag.
Det kan være fristende at sløjfe løbeturen for at have energi til aftenmødet, men det regnskab kommer vist ikke til at gå op. Mit gode hoved skal jo bo godt. Derfor vil jeg blive bedre til at passe på kroppen.
For pokker, hvor vil jeg gerne være lærer igen. Kunne virke som lærer. Holde til det. Langtidsholdbart.
Ja, jeg vil være langtidsholdbar!
Birgit og jeg har haft vores ældste drenge i samme klasse – dengang i forrige årtusindeJ
De spillede i band sammen i musikskolen, og vi har haft mange gode stunder i hinandens selskab.
Nu er drengene blevet voksne og ser ikke hinanden. Vores kontakt var også gledet ud.
Men så en dag skrev Birgit og tilbød sig som løbemakker.
Birgit har efterhånden løbet længe. Og hun kan om nogen få mig til at se nydelserne ved løb.
Hun kender alt til angst. Har haft det inde på livet i meget lang tid. Vores historier er ikke ens, men jeg kan lære meget af at høre Birgits historie. Og så kan hun noget med at smide alle ure, tids- og hastighedsmålere ad helvede til og bare løbe, nyde og løbe. Nu har hun selvfølgelig heller ikke en doven under-en-skyggefuld-palme-siddende filosof inde i hovedet, der konstant kræver opmærksomhed. Der afleder og lokker. Måske har hun noget andet. I hvert fald kan hun sige ”Løbet blev min allerbedste medicin” med en intensitet, der får hende til at stråle. Og når jeg tænker på Birgit, da hun var syg, og den Birgit, jeg løber ved siden af nu, bliver jeg så glad. Tænk, at det er gået hende så godt. Samtidig er hun jo alletiders løbeambassadør.
Birgit kender ruten til kvindeløbet i Padborg, som vi skal deltage i her om 16 dage (gisp – er der kun 16 dage! Der er 8 løbeture til. Hvor bliver det spændende!!!) og hun ville i dag løbe den igennem med mig. Som den kammerat, hun er, løb hun med på mine intervaller. Allerede under gå-starten faldt vi selvfølgelig i god snak. Og da mobilen summede, satte vi over i løb – og fortsatte samtalen! Jeg har tit herude i skoven set to løbere passere småsnakkende forbi og tænkt ”BLÆR!!!” Nåmen det er så sådan, det føles at løbe sludrende gennem forårsskoven med en god ven. Med anemonetæppet bredt ud til begge sider, rådyr og egern springende, bække rislende (uuuuh, så skal man altså tisse pludselig J).
Ruten er noget kuperet. Fed udfordring. Og havde det ikke været fordi jeg er tro mod mine intervaller, havde jeg nok gået op ad de værste skrænter, men nix, er jeg i et løbepas, så løber jeg. Og I vil undre jer, hvor langsomt man kan løbe uden at gå J
Ruten er noget kuperet. Fed udfordring. Og havde det ikke været fordi jeg er tro mod mine intervaller, havde jeg nok gået op ad de værste skrænter, men nix, er jeg i et løbepas, så løber jeg. Og I vil undre jer, hvor langsomt man kan løbe uden at gå J
Ruten er udfordrende, afvekslende og fremfor alt SMUK. Vi kan godt glæde os.
Da mit træningspas var slut, gik vi resten af turen. Fik en snak om forløsning.
Jeg har før skrevet om, hvordan det trælse punkt, når det passeres, lukker op for det skønneste. Sindet får pudset vinduer. Skidt og gammelt møg blæses ud og væk. Jeg giver slip på gamle ømheder, fysiske og mentale smertepunkter. Birgit fortæller om, hvordan hun kan have en trykken for brystet, der efter et stykke tid i løb forløses. Et sted på nettet læste jeg om en, der løb en marathon som reaktion på sin mors pludselige død. En fyret kollega løb et ti kilometer løb uden forudgående træning. Hun fortalte, at hun de første par kilometer var træt og trist og tung. Hun svedte, indtil alle bekymringer og alt det gamle skidt var svedt ud. SÅ kom letheden i benene, og hun løb i mål som et helt andet menneske.
Det er altså ikke bare syntosinon, der lindrer og får hjernen til at køre mere velsmurt.
Jeg er helt sikker:
Det er altså ikke bare syntosinon, der lindrer og får hjernen til at køre mere velsmurt.
Jeg er helt sikker:
Løb forløser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar