Uge fem Gode ben, nye tider og noget om opgivenhed.

Så blev det femte uge i min nye tidsregning J

På træningsplanen står:

Gå dig varm ca. 5 minutter

Løb 3 minutter gå 1 minut i 30 minutter

Gå 5 minutter

Jeg har lavet intervaller på mobilen og kaldt dem Uge 15

Midtvejs er indlagt en gåpause på 5 minutter, hvor jeg kan nå at strække igennem og mærke efter, hvordan jeg rent faktisk har det. Denne selvopfundne pause er jeg blevet meget glad for. Den hjælper mig med at mærke efter og gøre, hvad der føles rigtigt for mig. Det er en egenskab, jeg har haft tabt og har vundet tilbage med indsigt og hårdt arbejde. Med hjælp fra tiden og den mørke vinter, men også fra mindfulness og meditation, er jeg atter blevet god – meget bedre end før – til at mærke kroppen. Sjælens bolig. Home of my spirit. Og hvad skal det så til for, det der mærkeri? Er det noget med at lære at sige fra og sige nej? Det kunne det godt være. Jeg oplever det mere som en evne til at registrere både behag og ubehag. Ikke altid at agere på det, men mentalt er der himmelvid forskel på at negligere, ignorere, fornægte det, der kommer i vejen for ens projekter og på at notere sig hvad kroppen fortæller og så beslutte aktivt, hvad der kan gøres, hvis der skal gøres noget som helst. Til at øve sig på det er løb et virkeligt dejligt lille projekt, netop fordi det er kroppen, der bruges til det. At virkelig meget løb foregår i hovedet, er en gammel nyhed, men som selvoplevet sandhed er den ny for mig.

Hvordan er mine kropslige erfaringer? Jeg har beskedne erfaringer med at være fysisk aktiv. Ofte har det været bundet til et mere intellektuelt projekt. Selvforsyning er et godt eksempel. Inspireret af tankerne bag er jeg i stand til at grave min have i mange timer og føle glæden ved at gå i seng med ømme muskler og vabler på hænderne. Jeg kan også sidde ved min symaskine i dagevis og producere hygiejnebind af udtjente t-shirts og gamle bløde flonelslagner eller dekorere hjemmelavede julegaver til langt ud på natten. Kroppen kan med den rette motivation udrette langt mere end den daglige præstation. Men den kan ikke blive ved. Efter målet er nået og jeg har fået mit personlige præstationskick, er kroppen udmattet. Grænserne er overskredet, og jeg har ikke opdaget det. Jeg har ikke noteret mig tegnene. Slet slet ikke mærket dem. Disse egenskaber er fantastiske hvis man skal præstere noget ud over det sædvanlige. Føde et barn er et rigtig godt eksempel. Hver eneste gang, jeg har født, har jeg fortrudt lige omkring 8-9 cm i udvidelsesfasen. Lige inden presseveerne simpelthen. Arh, jeg tror ikke lige, jeg vil alligevel. Kan jeg få en pause? Jeg tror ikke, jeg kan. Da jeg fødte mit tredje barn udbrød jeg ”Jeg vil hjem!!”. Det grinede de to store børn, der var med ved fødselen, meget af. ”Du er hjemme, mor”. Jeg fortæller denne lille anekdote, hvori jeg gør mig selv til grin overfor mine egne børn, fordi den har hjulpet mig i dag. Hjulpet mig til at mærke indeni kroppen og set forskel på opgivenhed og udmattelse.

Det regnede fra morgenstunden. 

Og jeg havde sovet for lidt.

 Snedkeren var kommet til at tage mobilen med på arbejde, så jeg havde ikke mine intervaller, der skulle summe i hånden. 

MP3eren var også løbet tør for strøm. 

Der var i det hele taget mange gode grunde til at blive hjemme fra løbeturen. Den nye tur med treminuttersløbepas. I virkeligheden led jeg nok af negative forventninger til mig selv. Ved nærmere eftersyn havde benene det fortræffeligt. Kroppen trængte til turen. Så jeg gik systematisk i gang med at skyde argumenter ned:

Det regner – jeg har en skøn HHregnjakke. På med den.

Jeg har sovet for lidt – en halv times lur gjorde underværker.

Snedkeren har mobilen – aftensmaden kan laves i den planlagte løbetid. Så kan familien varme den, mens jeg løber. Efter at mobilen er kommet hjem igen. 

Og MP3eren kan så passende lades op imens.

Så langt så godt. Afsted kom jeg. Bævende af nervøsitet for, at jeg skulle falde igennem og opdage, at jeg ikke kunne klare de nye intervaller.

Men det kunne jeg godt!

Da det summede i hånden, satte jeg over i løb og hurtigt fandt jeg ind i den tilstand, hvor jeg stiller skarpt på ”uendeligt”, ser et lille stykke frem for mig på vejen og bare flyder afsted. Åndedrættet er roligt og tungt. Kroppen arbejder støt. Ja, den fungerer jo faktisk nu. Jeg falder ikke om med en blodprop eller et hjerteanfald af overanstrengelse. Hjerte og lunger er nu så gode, at det igen er musklerne, vi venter på. Så jeg udfordrer benene lidt. Begynder at lette lidt mere og faktisk sætte en smule tempo på. Man kan stadig gå ved siden af mig, tror jeg, men jeg er ikke længere bange for et solidt afsæt, for mine ben kan rent faktisk bære mig. Jeg tør også godt lande med næste ben. Knæet knaser ikke sammen og splintres i flere dele. Bækkenet splittes ikke. Jeg bærer mig selv. Jeg bærer mig selv i løb. Det er en helt fantastisk følelse. Jeg føler mig stærk. Jeg har lært noget nyt. Og nu er jeg ved at blive bedre til det.

Sådan gik 6 løbepas af i alt 8. Og så ramte jeg muren. 

”Nu er det slut. Jeg kan ikke mere. Jeg bliver nok aldrig helt god til at løbe. Hvad er det også for en ide? Jeg er jo slet ikke sådan en, der løber. Jeg er sådan en, der strikker. En, der trommer og spiller på klaver. En, der tænker grundige og indviklede tanker og bruger masser af tid på at skrive dem ned. Men en løber! Tsk.” 

Jeg kunne godt mærke, jeg følte mig tung. Men jeg kunne faktisk ikke mærke, det gjorde ondt nogen som helst steder. Jeg spekulerede på, om det mon var fordi jeg jo er så dårlig til ”at mærke efter”. Standsede op og mærkede edderbankemig godt efter. 

Bodyscan lige midt på skovstien i regnvejr (Tak, Gud eller lavtryk eller hvem som helst for den svalende regn):

Fødderne? Siger ok

Anklerne? Har det fint

Læggene? Melder alt i orden

Knæene? Siger stille og roligt, men alt er i orden

Lårene? Har aldrig haft det bedre

Og sådan blev det ved. 

Grunden til at give op var ikke at finde noget sted i kroppen.

Så var det, jeg kom til at tænke på anekdoten fra Karens fødsel. Og det gik op for mig, at jeg de sidste minutter havde løbet på mantraet ”jeg vil hjem”. Det var mit opgivende, kaffedrikkende, lade jeg, der talte. 

Og lige der hvor ingen snedker eller nabokone eller andre end mig selv kunne puffe mig fremad. Lige der, hvor jeg plejer enten at opgive eller at koble alle følelser fra og bare gennemføre min meget vigtige mission uden at føle hverken sult, tørst, træthed eller tissetrang. Lige der mærkede jeg alt, var hjemme i min stærke krop og vidste med mig selv, at jeg sagtens kunne løbe 2 x 3 minutter mere. Det plejer jeg ikke at kunne. Men det kan jeg nu. 

”Jeg føler mig stærk” tænkte jeg. 

Hmm, meget godt løbemantra. 

Testede det i 2 x 3 minutter, mens jeg løb og endda løb rigtig godt.

Jeg føler mig stærk

Jeg føler mig stærk

Jeg føler mig stærk